Se alle
  • Udvalg: Udvalg vedrørende energi og miljø
  • Mødedato: 19. september, 2013 kl. 13:00
  • Mødested: mødelokale F9, Regionshuset, Viborg


Sagnr.: 1-00-6-12

1. Godkendelse af referat fra udvalgets møde den 23. maj 2013

Administrationen indstiller,

at referatet fra udvalgets møde den 23. maj 2013 godkendes.

Beslutning

Referatet fra udvalgets møde den 23. maj 2013 blev godkendt.

Sagnr.: 1-00-6-12

2. Bæredygtigt byggeri DNV-Gødstrup, Det Nye Hospital i Vest

Resume

På mødet vil repræsentanter for Projektsekretariatet og Bygningskontoret give en status vedr. bæredygtighed, energi og miljø, herunder energiklasse og procesenergi, byggemodning og byggeplads. 

Der vil også blive redegjort for det forberedende arbejde med eventuel certificering af byggeriets bæredygtighed.

 

Der er tale om en opfølgning på den orientering, udvalget fik på mødet den 27. september 2012.

Administrationen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Der forventes på regionsrådsmødet i oktober 2013 fremlagt et forslag om bæredygtigheds-certificering af det nye hospital DNV-Gødstrup.

 

Der indgår en lang række vurderingskriterier i forbindelse med en bæredygtigheds-certificering, herunder bl.a. kriterier i forhold til:

 

  • Anvendte materialer

  • Omkostninger i byggeriets levetid

  • Indeklima

  • Design

  • Klimaskærm

  • Genanvendelse ved nedrivning

  • Valg af entreprenører

  • Miljøvenlige transportmuligheder

 

Vedlagt dagsordenen er en mini-guide til certificering af bæredygtigt kontorbyggeri. Et tilsvarende system til certificering af hospitaler er under udarbejdelse.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning. Præsentationerne fra mødet er vedlagt dette referat.

Sagnr.: 1-00-6-12

3. Orientering om status for implementering af Lokal Agenda 21 handlingsplanen

Resume

Der vil på mødet blive givet en orientering om status for implementering af Lokal Agenda 21 handlingsplanen.

Administrationen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Efter vedtagelse i januar 2012 af Region Midtjyllands Lokal Agenda 21 strategi og handlingsplan 2012 – 2015 sendte Agenda 21- sekretariatet en ”to-do-liste” ud til de dele af organisationen, der står som ansvarlige aktører. På den måde kunne vi sikre os, at alle berørte har viden om, at de er en del af udmøntningen af handlingsplanen.

 

Efter en opfølgning lige efter sommerferien i år kan vi konkludere følgende:

 

Vi er på vej i den rigtige retning, men der er stadig plads til forbedringer, præciseringer, mere systematik osv.

 

Generelt arbejdes der positivt og fremadrettet med handlingsplanen. Bæredygtighed og energibevidsthed er indarbejdede begreber, som naturligt tages med i overvejelserne, når der bygges om eller bygges nyt, og når der købes ind. Procedurer og vejledninger tilpasses, hvor og når det er relevant.

 

På udvalgets møde vil de 6 områder i handlingsplanens indsatsmatrice blive gennemgået.

 

Endvidere vil der på mødet blive givet et eksempel på implementering af handlingsplanen i praksis af en repræsentant fra Hospitalsenheden Midt.

Beslutning

Udvalget anbefaler, at Danske Regioner opfordres til at påtage sig en koordinerende rolle i forhold til de kommende krav om rensning af hospitalsspildevand. Orienteringen blev i øvrigt taget til efterretning. Præsentationen fra mødet er vedlagt dette referat.

Sagnr.: 1-15-2-76-7-13

4. Orientering om Region Midtjyllands internationale aktiviteter på energi- og miljøområdet

Resume

Region Midtjylland har siden starten haft energi- og miljø på dagsordenen i international sammenhæng. Emnet har en fremtrædende placering i såvel den regionale udviklingsplan som i Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi, og på baggrund af Region Midtjyllands styrkepositioner på bl.a. vedvarende energi og samlede energi- og miljøløsninger, har det været naturligt at inddrage dette i det internationale samarbejde. 

 

Kontorchef Niels Erik Andersen og fuldmægtig Peder Bang fra administrationen samt Max Madsen fra Region Midtjyllands kontor for Øst- og Centraleuropa vil orientere om konkrete internationale energi- og miljøaktiviteter.

Administrationen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Energi og miljø har en fremtrædende placering i såvel den regionale udviklingsplan som i Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi, og på baggrund af Region Midtjyllands styrkepositioner på bl.a. vedvarende energi og samlede energi- og miljøløsninger har det været naturligt at inddrage dette i det internationale samarbejde.

 

Energi- og miljøsamarbejde er således en del af alle vores internationale samarbejdsaftaler, og Danmarks – og i særdeleshed Region Midtjyllands - profil på dette område er godt kendt i udlandet og noget, der lægges vægt på at samarbejde om fra vores internationale partneres side.

 

I foråret 2013 vedtog regionsrådet en ny international koncernstrategi, som fokuserer den internationale indsats – dels gennem færre faste samarbejdspartnere og dels ved at fokusere på den faglige kvalitet. Det internationale arbejde skal skabe merværdi, vækst og udvikling med baggrund i vores egne styrkepositioner, og fremadrettet vil indsatsen blive rettet mod de steder, hvor der kan opnås størst mulig effekt.

 

Internationalt samarbejde på energi- og miljøområdet

Energi- og miljøområdet har været en del af samarbejdet med Region Midtjyllands internationale samarbejdsregioner i Rusland, Polen, Ungarn, Rumænien og Kina. 

På mødet vil kontorchef Niels Erik Andersen, fuldmægtig Peder Bang samt leder af Region Midtjyllands kontor for Øst- og Centraleuropa i Budapest, Max Madsen, fortælle om disse samarbejder - især med fokus på det igangværende forprojekt 'Grøn eksport' i Ungarn.

 

Grøn eksport

De Central- og Østeuropæiske lande står overfor en række store udfordringer inden for miljø- og energiområdet. Ikke mindst aftalerne om reducering af CO2 udledningen stiller de nye og kommende EU lande over for nogle opgaver, hvor man for at kunne løse disse opgaver får brug for ekstern bistand.

 

De midtjyske clean-tech virksomheder har mulighed for sammen med de midtjyske kommuner, forsyningsvirksomhederne og Region Midtjylland at byde ind med rentable og velafprøvede løsningsmodeller og systemer. Dette gælder for hele processen fra den politiske beslutning til planlægningsfasen, etablering og byggeri men også i forhold til erfaringer med ordinær drift af eksempelvis fjernvarmeværker baseret på biomasse og affald eller biogasproduktion.

 

Forprojektet, som drives fra kontoret i Budapest, har kørt i godt 6 måneder og har inddraget en række midtjyske aktører, som f.eks.:

 

  • Politisk og faglig repræsentation fra Region Midtjylland

  • Politisk repræsentation fra KKR

  • Politisk og faglig repræsentation fra Favrskov Kommune

  • Politisk og faglig repræsentation fra Viborg Kommune

  • Samsø Energi Akademi samt energiforsyningsanlæg på Samsø

  • Teknologisk Institut/VE-Net

  • Måbjergværket

  • Hammel Affaldsforbrænding og Fjernvarme

  • Affaldsforbrændingen i Lisbjerg

  • Thorsø Biogas

 

Forprojektet har i løbet af det første halve år præsentere følgende umiddelbare resultater:

 

  1. Medvirken til indgåelse af en eksportaftale af 36 stk. 3MW vindturbiner

  2. Aftale med det ungarske socialministerium om energioptimering af offentlige bygninger/institutioner

  3. Udviklingsarbejde om etablering af et energiakademi i Kecskemét med Samsø som model

  4. Licitation på et biobrændselsbaseret fjernvarmeværk i Kecskemét

  5. Aftale om et energibesparelsesprojekt for beboere i boligblokke i Baja

  6. Udarbejdelse af forslag til reducering af energitab på ledningsnettet for fjernvarmeforsyningen i Kiskunhalas

  

Projektet vil blive udviklet og afprøvet i løbet af 2. halvår 2013 og foråret 2014 og efterfølgende udfoldet i et projektforslag om ”Udvikling af Grøn Energi i Central- og Østeuropa” som vil blive præsenteret for Vækstforum i løbet af 2014. 

 

Europæiske energi- og miljøprojekter

Region Midtjylland indgår også i en række europæiske og EU-finansierede projekter - f.eks.


CLIWAT- et EU klimatilpasningsprojekt i Nordsøområdet
.

Jord & Råstoffer i Region Midtjylland er sammen med 16 partnere fra Tyskland, Holland, Belgien og Danmark i gang med et delvist EU finansieret projekt. I projektet skal der gennem undersøgelser og analyser vurderes effekterne af fremtidens ændrede klimatiske forhold. Hovedvægten lægges på klimaændringernes påvirkning af grundvand og de nødvendige samfundsmæssige tilpasninger, som følge af ændrede nedbørsmønstre på grund af klimaændringer.

Danske partnere er Region Syddanmark, Aarhus Universitet, Horsens Kommune, GEUS, samt de to statslige miljøcentre i Aarhus og Ribe. 
 
Region Midtjylland er ligeledes gået sammen med andre Nordeuropæiske aktører inden for klimatilpasning. Fælles for dem er, at de alle har været involveret i Interreg finansierede projekter inden for vand og klima. Målet er at identificere de gode løsninger og formidle dem til EU's politiske og embedsmæssige niveau.

  

Region Midtjylland deltager også aktivt i ENCORE (The Environmental Conference of the

Regions of Europe/De europæiske regioners miljøkonference) – en europæisk regional

platform, hvor politikere og fagfolk mødes for at samarbejde om EU’s miljø- og klimapolitik, for at sikre gennemførelse af en bæredygtig miljøpolitik i Europa og i de enkelte regioner.

 

Der vil på mødet blive orienteret om flere af disse europæiske projekter.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning. Præsentationen fra mødet er vedlagt dagsordenen.

Sagnr.: 1-30-76-30-12

5. Erhvervsudviklingsinitiativ vedr. Smart Grid

Resume

I regionsrådets budgetaftale for 2013 og 2014 er medtaget en hensigtserklæring indeholdende en henstilling til Vækstforum om at iværksætte et erhvervsudviklingsprojekt inden for smart grid, ligesom administrationen anmodes om at undersøge mulighederne for at iværksætte et smart grid projekt vedr. regionens bygningsmasse.

 

Der er udarbejdet en skitse til et erhvervsudviklings projekt inden for smart grid på et af regionens hospitaler, som forventes forelagt Vækstforum.

Administrationen indstiller,

at udvalget anbefaler, at der arbejdes videre med smart grid projektet som skitseret.

Sagsfremstilling

Regionsrådet har i budgetaftalen for 2013 og 2014 formuleret følgende hensigtserklæring:

For at styrke erhvervsudviklingen henstilles det til Vækstforum at overveje mulighederne for, inden for energisatsningen, at iværksætte et smart grid projekt, ligesom administrationen anmodes om at undersøge mulighederne for at iværksætte et smart grid projekt vedrørende bygningsmassen i regionen. Ved et smart grid projekt forstås et elsystem, hvor produktion, transport og forbrug af el kobles intelligent sammen.

 

Administrationen har efter et større reseacharbejde, omfattende bl.a. møder med regionale aktører på smart grid området, vurderet et smart grid projekt på et af regionens hospitaler som det bedste bud på et initiativ. Et sådant initiativ vil såvel kunne gavne den regionale erhvervsudvikling på området som komme den regionale bygningsmasse til gavn.

 

I vedlagte udkast til projektbeskrivelse er det foreslåede initiativ nærmere beskrevet, ligesom der er vedlagt et udkast til baggrundsnotat om smart grid.

 

Hvis det samlede projekt føres igennem med positivt resultat, vil der opnås følgende effekter:

 

  • Udvikling og demonstration af nye energiprodukter og -løsninger fra virksomheder i regionen med deraf følgende muligheder for erhvervsvækst

  • Energieffektivisering og energistyring på det deltagende hospital (og med tiden på andre hospitaler) med deraf følgende nedbringelse og omlægning af energiforbruget

 

Projektet foreslås at forløbe i 2 faser:

 

  • Fase 1 Kortlægning og analyse, hvor energi- og erhvervspotentialet bestemmes nærmere

  • Fase 2 Udvikling og demonstration, hvor virksomheder inden for smart grid og energieffektivisering inddrages

 

Da det ikke er muligt på det eksisterende grundlag nærmere at kvantificere ovennævnte effekter, foreslås kun projektets fase 1 igangsat på nuværende tidspunkt. Efter gennemførelse af fase 1 vil der være et betydeligt bedre grundlag for at vurdere de erhvervs- og energimæssige muligheder, og det vil være muligt at tilrettelægge kommende initiativer på området mere målrettet.

 

Projektets fase 1, som foreslås igangsat nu, er et forprojekt indeholdende følgende hovedaktiviteter:

 

  • Kortlægning af potentialet for fleksibelt elforbrug, energieffektivisering og vedvarende energi på det deltagende hospital

  • Analyse af ny forretningsmodel for regionens handel med strøm til hospitalet under hensyntagen til foranstående energiløsninger

  • Kortlægning af erhvervsudviklingspotentialet ved udvikling og demonstration af nye energiløsninger på hospitalet, herunder identificering af virksomheder i regionen, som kan medvirke i fase 2.

 

Vækstforums bidrag til fase 1 udgør 1,1 mio. kr.

Beslutning

Udvalget anbefaler, at der arbejdes videre med det skitserede smart grid initiativ, idet det bør sikres, at der sker vidensdeling i forhold til de nye hospitalsbyggerier.

Sagnr.: 1-00-6-12

6. Rapport over Energi- og Miljøudvalgets arbejde i 2012-2013

Resume

Det midlertidige udvalg vedr. Energi- og miljø skal aflægge rapport til regionsrådet, hvilket forventes at skulle finde sted på regionsrådets temamøde den 28. oktober 2013.

Administrationen indstiller,

at udvalget drøfter udkastet til rapport til regionsrådet.

Sagsfremstilling

I vedlagte udkast til rapport er redegjort for udvalgets arbejde. Specielt følgende temaer for uvalgets arbejde er fremhævet:

 

  • Strategisk energiplanlægning

  • Implementering af Lokal Agenda 21 handlingsplan

  • Tilslutning til "Partnerskab for offentlige Grønne Indkøb"

  • Klima, energi og miljø i forbindelse med DNV Gødstrup

  • Smart Grid initiativ i regionen

 

I udkastet til rapport er der givet en status for hvert af foranstående temaer.

Endvidere er der i rapportudkastet angivet følgende forslag til anbefalinger fra udvalget:

 

  • Fortsat fokus på regionens koordinerende rolle i den kommende energiomstilling (strategisk energiplanlægning).

  • Fortsat fokus på implementering af Lokal Agenda 21 handlingsplanen.

  • Fortsat fokus på implementering af kravene til indkøb omfattet af Partnerskab for offentlige Grønne Indkøb.

  • Fortsat fokus på implementering af bæredygtige løsninger i de store hospitalsbyggerier.

  • Smart grid (formulering afventer E&M møde 19.09.2013).

  • Støtte bestræbelserne for etablering af Maabjerg Energy Concept og være opmærksom på anlæggets potentiale for yderligere erhvervsvækst.

  • Fortsat opmærksomhed omkring muligheder for vedvarende energi i den offentlige kollektive trafik.

  • Fortsat udvikling af ELENA projektet vedr. energieffektivisering i samarbejde med regionens kommuner.

  • Fortsat udvikling af regionens internationale indsats vedr. overførsel af grøn teknologi til Østeuropa mv. med deraf følgende muligheder for regionens virksomheder.

Beslutning

Udvalget havde flere ønsker om tilføjelser til det fremlagte udkast til rapport. Disse tilføjelser er indarbejdet i vedlagte reviderede udkast til rapport.

Sagnr.: 1-00-6-12

7. Gensidig orientering

Resume

Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland afholder den 8. oktober 2013 i samarbejde med Videncentret for Landbrug og Aarhus Universitet konferencen "Fremtidens Landbrug i det biobaserede samfund".

Beslutning

Formanden for udvalget tager stilling til, om det planlagte møde den 28. november 2013 gennemføres.