Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Jeg bliver stolt, når vi præsterer

Som disponent koordinerer jeg ambulancer, akutlægebiler og lægehelikoptere i regionen. Sammen med mine kolleger sørger jeg for at få sendt den rigtige hjælp afsted til dem, der har brug for det. Både den planlagte og akutte. Jeg har en baggrund som speditør. I den branche gælder det om at have lastbilerne fyldt op. Her handler det om altid at have en ambulance fri. Man skal kunne forudse det uforudsigelige og trives i kaos. Den plan, man lige har lagt, kan ramle sammen i næste øjeblik, og så må man starte forfra. Det er lidt som at bygge et korthus.

Vi bliver målt på det resultat, vi leverer. Det handler ikke om penge, men om at patienterne får den rette behandling til den rette tid, og om at de ambulancer, der skal ud, også kommer ud. Det er et stort ansvar, vi har, for det er mennesker og ikke gods, vi har på den anden side. Det er mennesker, som har brug for hjælp, og som er kommet til skade eller er syge. Når vi så får tingene til at køre, kan jeg godt tænke ”hold k***, hvor er vi gode”.

Samarbejdet styrker vores fællesskab

Vi er meget forskellige mennesker med forskellige fagligheder her. Mine sundhedsfaglige kolleger har deres fokus 100% på patienten, hvor mit er 100% på at få løst opgaven med det materiel, vi har til rådighed. Alligevel er vi lidt som en lille familie. Vi kender hinanden rigtig godt, og vi bruger også tid på at forstå hinandens opgaver. Det er vigtigt, at vi kan få tingene til at fungere sammen.

Vi bruger mange timer i hinandens selskab herinde. Men fællesskabet er stærkt, fordi vi gør plads til alle og er afhængige af hinanden. Vi har et godt samarbejde, og det er rigtig vigtigt for at få afviklet turene. Vi er gode til at kommunikere på tværs både med de sundhedsfaglige visitatorer, de øvrige disponenter og med redderne ude i bilerne. Her kan godt være en løssluppen stemning, men det tror jeg er vigtigt for at kunne udføre det alvorlige arbejde, vi gør.

Kamila Frank
Teknisk kørselsdisponent
Præhospitalet

Vi har også et job til dig

Find et job med hjerne og hjerte i Region Midtjylland. Få overblik over jobopslag fra alle regionens hospitaler, psykiatrien, sociale tilbud og i administrationen.

Find ledige jobs

Job i Region Midtjylland