Mød Specialkonsulent Stine
Som projektleder er det vigtigt for Stine og tænke nyt og inddrage kollegaer og patienter i nye løsninger.
Jeg udtænker løsninger, der ikke kun er nye men bedre
Jeg er projektleder i planlægningsenheden på hospitalet og på det regionale forbedringsprojekt på operationsområdet. Jeg er blandt andet med til at afdække, hvor der er flaskehalse, og hvad det er, patienterne venter på i et operationsforløb. Det er spændende, fordi medarbejderne på hospitalerne er involveret, og man kan hjælpe dem til at kunne løse deres opgaver endnu bedre.
Mange har en holdning til, hvad en djøf'er egentlig kan. Min faglighed er min evne til at sætte mig ind i en problemstilling. Det er vigtigt, at det, vi laver ikke er noget, som aldrig får gang på jord.. Derfor går jeg åbent og nysgerrigt ind til ting, og jeg lytter både til patienten, serviceassistenten og den ledende overlæge. Så ved jeg, hvad en bestemt situation kalder på, og hvordan vi skal agere.
Indlevelse er nøglen til at lykkes
Min arbejdsdag er meget alsidig. Det er faktisk sjældent, jeg er på mit kontor. I et af mine projekter er jeg rigtig meget ude på operationsstuerne for at observere og få indsigt i, hvad vi kan forbedre . Jeg lægger vægt på, at forbedringsprojekterne er drevet af de medarbejdere, som står derude hver dag. Jeg elsker at samarbejde med kollegerne, der står ansigt til ansigt med patienterne, og gøre dem gode ved at understøtte deres arbejdsgange.
Inddragelse af patienternes perspektiv er noget af det, vi arbejder mere og mere med. For eksempel har nogle følt, at de blev sygeliggjort, når de blev kørt til operationsstuen sengeliggende, selvom de sagtens kunne gå. Nu er vi så i gang med at afprøve, at de går selv, hvis de kan. Mit arbejde giver rigtig meget mening, når jeg mærker, at det giver mening for patienterne.
Stine Rasmussen
Specialkonsulent
Vi har også et job til dig
Find et job med hjerne og hjerte i Region Midtjylland. Få overblik over jobopslag fra alle regionens hospitaler, psykiatrien, sociale tilbud og i administrationen.
Find ledige jobs