Baggrund og livssituation

Mikkel er 29 år og bor alene i en lille lejlighed i udkanten af Århus. Han er på førtidspension og har haft et vanskeligt voksenliv præget af psykisk sygdom og et tidligere misbrug af hash og amfetamin.

Han har ikke meget kontakt til familien, som bor i en anden landsdel, og hans netværk er tyndt. Han har tidligere haft nogle stabile perioder, hvor han har engageret sig i frivilligt arbejde og forsøgt sig med uddannelse, men det er aldrig rigtig lykkedes at fastholde en hverdag.

Helbred og kontakt med sundhedssystemet

Mikkel er diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse og har haft gentagne indlæggelser de sidste seks år, hvilket både har været frivillige og under tvang. Han har også perioder med paranoid tænkning og angst.

Han er tilknyttet ambulant psykiatri og et psykiatrisk dagtilbud, men møder ofte ikke op til aftaler, når han har det dårligt. Kommunen har forsøgt at støtte op med en bostøttemedarbejder og kontaktperson, men relationen skrider ofte. Han har haft mange skift af sagsbehandler og behandlere, hvilket gør det svært for ham at opbygge tillid.

 

Når jeg har det dårligt, lukker jeg ned. Men så forsvinder hjælpen også...

Udfordringer i hverdagen

Når Mikkel får det dårligt, trækker han sig. Han svarer ikke på opkald, åbner ikke døren og isolerer sig. Men i de perioder oplever han også, at systemet "giver op" – han bliver hurtigt afsluttet i tilbud, hvis han ikke er aktiv.

Mikkel føler sig ofte som en kastebold og oplever, at det, der bliver sagt ét sted, ikke hænger sammen med det De behandlingsplaner, der bliver lavet i psykiatrien, stemmer ikke altid overens med de udviklingsmål, der bliver lavet i bostøtten og mål i det psykiatriske dags- tilbud. Mikkel bliver forvirret over, hvad det er han skal arbejde hen i mod, og bliver frustreret over, at ingen “ser hele ham”.

 

Forventninger til sundhedsreformen

Jeg håber, at sundhedsreformen gør det muligt, at nogen følger mig hele vejen – også når jeg ikke altid kan svare – så jeg ikke skal starte forfra hver gang og mister modet.