04-01-2011



Mens de fleste danske småøer stander i våde, tiltrækker Endelave og Endelave By stadig nye beboere. Forklaringen ligger i et enestående samarbejde om at genoplive øen, og det har nu gjort Endelave By til spidskandidat til Region Midtjyllands landsbypris 2011.


Man kunne godt sammenligne Endelave By med en humlebi. Den holder sig i luften, selv om alt taler imod, at det er muligt. En lille landsby, der oven i købet er placeret på en afsides ø, der kun nødtørftigt betjenes med en færge.
I årevis gik det da også ned ad bakke for øen og for byen, hvor to ud af tre endelavitter bor. I 1960erne og 70erne så stærkt ned ad bakke, at øen statistisk set ville være ryddet for mennesker i 1990.
Men især i de seneste ti år er kurverne drejet opad, og Endelave kan nu mobilisere 197 indbyggere. Plus et fornyet liv, der udspilles i skolen, i erhvervslivet, i fritids- og kulturlivet samt på turismesiden.

150.000 kroner
Det er denne dramatiske ø-vending, som nu kan give Endelave By Region Midtjyllands Landsbypris 2011. I hvert fald har et dommerpanel samt Regionsrådets rådgivende udvalg for Regional Udvikling indstillet til Regionsrådet, at den lille Kattegat-ø får prisen i år. Den består af æren, et diplom og 150.000 kroner til yderligere tiltag til gavn for beboerne.
I sin begrundelse har dommerpanelet lagt vægt på følgende:
• En negativ udvikling er vendt til fremgang. Befolkningen er vokset fra ca. 160 til ca. 200 over de seneste ca. 10 år.
• Der er dagligvareforretning, skole, læge, posthus, bibliotek og kro.
• "Fokus på fællesskab, nye erhverv og job i turismen."
• Stor frivillig indsats.
• Der er etableret et folkeanpartsselskab, "Endelave ApS.", der bl.a. har istandsat og relanceret Endelave Kro.
• Lystbådehavnen er udvidet fra 40 til 100 pladser.
• Der er etableret et udviklingssamarbejde mellem øens turismeaktører.
• Der afholdes årligt "Endelave Marathon" med ca. 250 deltagere og "Musik på Endelave med ca. 1.000 deltagere.
• Der er etableret en række nichevirksomheder.
• "På en inspirerende måde tages der fat om netop de elementer, der gør Endelave by til noget helt særligt", og "som andre kan lære af".

Fremgangen er naturligvis ikke kommet af sig selv. Bag den ligger en række faste beslutninger, et enestående samarbejde og store mængder af frivillig arbejdskraft.
Plus en god forbindelse mellem beboerforeningen og Horsens Kommune.
Et eksempel er Endelave ApS, der blev stiftet af lokale investorer for at overtaget Endelave Kro og få den på fode igen efter længere tids lukning. Det lykkedes, og siden 2009 har kroen været spisested og mødested. Den drives i øjeblikket af to fuldtidsansatte og en gruppe frivillige, der på skift melder sig til servering, opvask og mange forefaldende opgaver.

Tidligere modtagere
Region Midtjylland har i 2009 og 2010 uddelt en landsbypris til en landsby eller gruppe af landsbyer, der har vist veje til fornyelse og udvikling i landdistrikterne. Prisen har hidtil været en del af Vækstforums handlingsplan og dermed finansieret af Region Midtjyllands midler til erhvervsudvikling. Fra og med 2011 finansieres prisen af midlerne til den regionale udviklingsplan.
De hidtidige modtagere af landsbyprisen er Idom-Råsted i Holstebro Kommune (2009) og Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune (2010).

11 kandidater
I år er Endelave by i konkurrence om prisen med 10 andre midtjyske landsbyer og landsbysamfund. Det er Vorgod – Barde (Ringkøbing-Skjern Kommune), Glyngøre (Skive), Ramme – Lomborg (Lemvig), Feldballe – Tåstrup (Syddjurs), Asferg (Randers), Gludsted (Ikast-Brande), Nim (Horsens), Skjoldelev (Favrskov), Resenbro (Silkeborg) samt Ølby – Fousing (Struer).


Billedtekster: Begge fotos er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen - dog skal fotograf Lars Juul krediteres. Få dem i høj opløsning ved at klikke på dem.

(Øverste foto): Øen Endelave ud for Horsens er i fremgang og runder snart 200 indbyggere. Foto: Lars Juul
(Nederste foto): Endelave Lystbådehavn er udvidet fra 40 til 100 pladser. Foto: Lars Juul






Flere oplysninger:


  Bent Hansen
formand for Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 8728 5010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
  Gert Schou
medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland
og formand for det rådgivende udvalg
for regional udvikling
Mobil: 2011 2923
gertschou@rr.rm.dk


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne