Fakta om lovgivningen pr. 1. januar og betydningen for patienterne
Lovændringen vedrører alle patienter henvist efter 1. januar 2013, der skal i hospitalsbehandling, undtagen akutte patienter og patienter med kræft eller alvorlige hjertesygdomme. Disse patienter vil fortsat blive behandlet akut eller i henhold til kræft- og hjertepakkerne.
Lovændringen gælder heller ikke for nuværende psykiatriske patienter. Det indgår dog i lovforslaget, at det på sigt skal udvides til psykiatrien.
Lovændringen betyder, at de omfattede patienter fra 1. januar 2013 skal tilbydes behandling inden for to måneder frem for som nu en måned, med mindre deres sygdom vurderes at være alvorlig. I så tilfælde skal der fortsat tilbydes behandling inden for en måned.
Vurderingen af om der er tale om alvorlig sygdom foretages af hospitalslægerne på baggrund af henvisningen fra den praktiserende læge.
Af loven fremgår, at vurderingen af, om der er tale om alvorlig sygdom skal foretages ud fra tre kriterier:
- At udsigten til væsentlig bedring eller helbredelse forringes betydeligt ved udsættelse af behandlingen med yderligere 1 måned (30 dage)
- At tilstanden er ledsaget af daglige og stærke smerter med behov for stærk smertestillende medicin, og der er udsigt til, at behandling kan lindre eller fjerne smerterne i væsentlig grad
- Daglige svære funktionsnedsættelser, hvor der er udsigt til, at behandling kan bedre eller normalisere funktionsnedsættelsen i væsentlig grad. F. eks. manglende mulighed for at bevare beskæftigelse, udføre almindelige og nødvendige personlige gøremål i dagligdagen, personlig hygiejne, fødeindtagelse, forflytning m.v.
Såfremt et eller flere af ovenstående faglige kriterier er opfyldt, og såfremt der ikke er udsigt til spontan bedring, skal patienten tilbydes behandling inden for en måned.