01.10.2019

Regionsrådet har netop fordelt 24,2 mio. kr. til bl.a. flere læger, sygeplejersker og scanninger til kræftpatienter.

Pengene er afsat i den nationale Kræftplan IV og skal bruges på at øge kapaciteten og udvikle nye og målrettede kræftbehandlinger.

Antallet af patienter med kræft stiger i takt med, at flere danskere bliver ældre. Helt overordnet skal penge fra Kræftplan IV bl.a. sikre, at undersøgelse og behandling af kræftpatienter også fremover kan leve op til kravene i de +30 forskellige nationale kræftpakker. Og bidrage til at hospitalerne kan udvikle nye kræftbehandlinger som Personlig Medicin.

 

Her bruges de ekstra penge

I Region Midtjylland skal de ekstra penge især bruges på undersøgelse og behandling af patienter med lunge- og brystkræft.

 

- Hospitalerne kommer næste år til at kunne undersøge og behandle flere kræftpatienter på områder, hvor de i dag er udfordret. En af udfordringerne er, at regionen bl.a. mangler brystkirurger og –radiologer. Jeg glæder mig over, at hospitalerne laver fokuserede uddannelsesforløb for begge grupper, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Derudover gøres et midlertidigt tilbud permanent, så kræftpatienter, der ikke har andre behandlingsmuligheder, også fremover kan behandles med personlig medicin.

Med Kræftplan IV fik Region Midtjylland i alt 25 mio. kr. Restbeløbet på 0,8 mio. kr. har regionsrådet endnu ikke udmøntet.

Fakta

  • Aarhus Universitetshospital får 15 mio. kr. til Personlig Medicin, kikkertundersøgelser (EBUS), rekonstruerende brystoperationer, skånsom prostatakræftudredning og uddannelsesforløb (fellowship) i brystkirurgi og –radiologi.
  • Hospitalsenhed Midt får 1,7 mio. kr. til MR-scanninger, nye arbejdsgange og uddannelsesforløb (fellowship) i brystkirurgi og –radiologi.
  • Hospitalsenheden Vest får 4,3 mio. kr. til kikkertundersøgelser (EBUS), PET-scanninger og CT-scanninger.
  • Regionshospitalet Horsens får 1,2 mio. kr. til CT-scanninger.
  • Regionshospitalet Randers får 2 mio. kr. til CT-scanninger og livmoderhalskræftscreeninger.
  • Personlig Medicin er når fx genetisk information om patienten bruges til at tilpasse medicin og behandling til den enkelte patients biologi og fysiologi.

Flere oplysninger