27.05.2021

3F, FOA og Region Midtjylland er enige om rammer og vilkår for det personale, der bliver berørt af regionsrådets beslutning om fra 1. december 2021 selv at drive flere ambulancer og sygetransporter.

- Der har været et fælles ønske om at sikre ambulancepersonalet gode vilkår i forbindelse med overgangen til regional drift, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S), som sammen med regionsrådet har godkendt en aftale om særlige vilkår for de medarbejdere, der skifter arbejdsgiver i forbindelse med hjemtagningerne.

Personalet er nu ansat hos Falck og Responce, der har overenskomst hos 3F, mens Region Midtjylland har overenskomst hos FOA.

Jobsikkerhed og løntillæg

Den fælles aftale omfatter initiativer som bl.a. jobsikkerhed i form af tilbud om ansættelse hos Præhospitalet og løntillæg til personale med under 10 års anciennitet.

- Det har været vigtigt for os og for de faglige organisationer, at aftalen bliver til fordel for alle reddere uanset, om de allerede er ansat i forbindelse med en af de tidligere hjemtagelser, eller om de ansættes til den kommende hjemtagning, siger hospitalsdirektør i Region Midtjyllands Præhospital, Henning Voss.

Informationsmøder på vej

I den kommende tid vil de medarbejdere, der nu arbejder på en ambulance eller en sygetransport i Randers/Djursland- og Horsens-områderne blive kontaktet med nærmere information om muligheden for at fortsætte ansættelsen på regionale vilkår i Region Midtjylland. Der vil også blive afholdt informationsmøder på baserne.

 

 

Flere oplysninger

  • Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768

  • Hospitalsdirektør i Region Midtjyllands Præhospital, Henning Voss, tlf. 2155 2916