Vækstforum blev nedlagt pr. 1. januar 2019.

Vækstforum var nedsat af regionsrådet og bestod af 21 medlemmer fra kommuner, erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt regionen.

Vækstforum havde til opgave at udarbejde bidrag til den regionale strategi for vækst og udvikling i forhold til de erhvervsrettede og vækstrettede dele, at udvikle og afgive indstillinger til regionsrådet og Erhvervsstyrelsen med medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsinitiativer, samt at overvåge de regionale og lokale vækstvilkår.

 

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Vækstforum
den 18. april 2012 kl. 12:00
i Aarhus

Mødet blev holdt hos AU Center for Entreprenørskab og Innovation, Finlandsgade 27, Mødelokale Agora (144), 8200 Århus N.

 

Mødedeltagere:

Bent Hansen, regionsrådsformand

Erik Flyvholm, borgmester

Hanne Paludan, direktør

Harald Mikkelsen, rektor

Heine Bach, områdedirektør

Karina Boldsen, direktør

Tina Grangaard, adm. direktør

Mona Juul, direktør

Michael Thomsen, medlem af regionsrådet

Jacob Bundsgaard, borgmester

Niels Viggo Lynghøj, borgmester

Peer H. Kristensen, direktør

Søren E. Frandsen, prorektor

Ulla Diderichsen, medlem af regionsrådet


Sagnr.: 1-01-87-1-11

1. Godkendelse af referat af Vækstforums møde den 21. februar 2012

Resume

Referatet af Vækstforums møde den 21. februar 2012 er offentliggjort og fremsendt til Vækstforums medlemmer.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender referat af Vækstforums møde den 21. februar 2012.

Sagsfremstilling

Der er ikke indkommet bemærkninger til referatet af Vækstforums møde den 21. februar 2012.

Beslutning

Vækstforum godkendte referatet af mødet den 21. februar 2012.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-87-1-11

2. Gensidig orientering

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum tager punktet til orientering.

Sagsfremstilling

Økonomioversigt

 

Af Region Midtjyllands midler til erhvervsfremme resterer der på nuværende tidspunkt 278,0 mio. kr. for perioden 2012-2015 (se Tabel 1 i økonomioversigten).

 

EU's Mål 2 midler er delt op i Socialfonden og Regionalfonden, hvor budgetrammen udgør årligt 36 mio. kr. for hver af de to fonde. Der resterer på nuværende tidspunkt 28,6 mio. kr. af Regionalfonden og 0,8 mio. kr. af Socialfonden for perioden 2011-2013 (se Tabel 1 i økonomioversigten).

 

Af de regionale erhvervsfremmemidler indstilles der 12,4 mio. kr. til bevilling på mødet den 18. april 2012 (se Tabel 2 i økonomioversigten).

 

Fra Regionalfonden indstilles der 15,9 mio. kr. til bevilling (se Tabel 2 i økonomioversigten).

 

Hvis indstillingerne til mødet følges, vil der være 265,7 mio. kr. til rådighed af de regionale erhvervsfremmemidler i perioden 2012-2015 (se Tabel 3 i økonomioversigten).

 

Af EU's Mål 2 midler vil der restere 12,7 mio. kr. af Regionalfonden og 0,8 mio. kr. af Socialfonden for perioden 2011-2013 (se Tabel 3 i økonomioversigten).

Beslutning

Vækstforum tog punktet til orientering.

 

Det skal bemærkes, at den reduktion af bevillingen, der foreslås under punkt 6 – forlængelse af KLYNGEmidt Netværksinitiativ – blev ændret umiddelbart før udsendelsen af dagsordenen. På baggrund af endelige regnskabstal fra operatøren viser det sig, at reduktionen bliver mindre end forventet. Den ændrede reduktion af bevillingen indgår ikke i økonomioversigten. Af økonomioversigten fremgår det, at bevillingen af de regionale erhvervsfremmemidler reduceres med 1,4 mio. kr. Den faktiske reduktion bliver kun på 0,1 mio. Af økonomioversigten fremgår det endvidere, at bevillingen af regionalfondsmidlerne reduceres med 3,5 mio. kr. Den faktiske reduktion bliver kun på 1,1 mio. kr. Ændringerne vil blive indarbejdet i økonomioversigten til næste møde.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-87-2-11

3. Regionale vækstpartnerskaber 2012 - udkast fra Regeringen

Resume

Regeringen har fremsendt udkast til vækstpartnerskabsaftale 2012, som efterfølgende er drøftet i formandskabet for Vækstforum. Formandskabet for Vækstforum besluttede, at aftalen i højere grad bør reflektere det udspil, som Vækstforum fremsendte i september 2011. Her var udgangspunktet et ønske om øget fokus på produktionskompetencer og betydningen for den regionale vækst.

 

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum drøfter udkastet til vækstpartnerskabsaftalen for 2012, og

 

at Vækstforum bemyndiger formandskabet for Vækstforum til at gennemføre forhandlingerne om den kommende aftale.

Sagsfremstilling

Vækstforum for Region Midtjylland modtog den 6. marts 2012 udkast til den kommende vækstpartnerskabsaftale 2012 mellem Regeringen og Vækstforum.

 

Aftalen indeholder 17 initiativer under følgende overskrifter:

1. Evalueringen af kommunalreformen

2. Styrket samarbejde på udvalgte erhvervsområder

3. Erhvervsmæssigt potentiale inden for sundheds- og velfærdsområdet

4. Grøn omstilling

5. Design og arkitektur

6. Turisme

7. Fødevarer

8. Samarbejde mellem vækstfora og de lokale aktionsgrupper

9. Samarbejde om at styrke innovationskapaciteten

10. Adgang til risikovillig kapital

11. Investeringsfremme

12. Adgang til information og rådgivning om etablering og drift af virksomhed

13. Samarbejde om at udnytte nye muligheder i digitalisering

14. Ungdomsuddannelse til fremtidens arbejdsmarked

15. Et tættere samarbejde mellem videregående uddannelser og erhvervslivet

16. Internationalisering af uddannelser

17. Styrket samarbejde om voksen- og efteruddannelse 

 

Formandskabet for Vækstforum har efterfølgende drøftet udkastet, og på baggrund af denne drøftelse foreligger der nu et udkast til Vækstforums møde, hvor der - udover en række af regeringens initiativer indledes med følgende 5 fyrtårne:

 

  • Et sammenhængende, effektivt offentligt innovations- og erhvervsfremmesystem.

  • En fokuseret indsats på erhvervsmæssig vækst inden for sundheds- og velfærdsområdet.

  • En fokuseret indsats på erhvervsmæssig vækst inden for energi- og miljøerhvervene.

  • En fokuseret indsats på erhvervsmæssig vækst inden for fødevareerhvervet.

  • En fokuseret indsats for uddannelse til fremtidens arbejdsmarked.

 

Derudover indeholder aftalen følgende emner:

 

1. Design og arkitektur

2. Turisme

3. Adgang til risikovillig kapital

4. Investeringsfremme

5. Samarbejde om at udnytte nye muligheder i digitalisering

6. Evalueringen af kommunalreformen

7. Styrket samarbejde på udvalgte erhvervsområder

8. Samarbejde mellem vækstfora og de lokale aktionsgrupper

 

Formandskabet for Vækstforum og Regeringen, repræsenteret ved erhvervs- og vækstministeren, ministeren for Uddannelse og ministeren for by, bolig og landdistrikter, mødes den 24. maj, kl. 12.30-14.00, for at drøfte aftalen.

Beslutning

Indkomne skriftlige bemærkninger blev omdelt på mødet sammen med supplerende bemærkninger fra Aarhus Universitet.

Vækstforum drøftede det udsendte forslag til vækstpartnerskabsaftalen. Vækstforum besluttede, at de vækstrelaterede temaer i forslaget skal opjusteres.

 

Vækstforum besluttede, at øvrige supplerende bemærkninger kan fremsendes til sekretariatet for Vækstforum senest den 20. april 2012.

 

Vækstforum tiltrådte indstillingen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-2-10

4. De faglige råd nedsat af Vækstforum - drøftelse af deres fremtidige rolle

Resume

Som led i gennemførelsen af de regionale erhvervsudviklingsstrategier har Vækstforum frem til nu nedsat 4 faglige råd:

 

  • Rådet for energi og miljøteknologi – 2007

  • Fødevarerådet - 2009

  • Kompetencerådet 2007 – og

  • It-rådet - 2009

 

På baggrund af en henvendelse fra it-rådet besluttede Vækstforum på sit seneste møde den 21. februar 2012 at drøfte de faglige råds fremtidige rolle.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum drøfter den fremtidige rolle for de faglige råd i forhold til den kommende handlingsplan for 2013-2014,

 

at Vækstforum anmoder it-rådet om, frem til udgangen af 2012, at fortsætte sit arbejde med den nuværende konstituering og med fokus på at udvikle en vision for Smart Region.

Sagsfremstilling

Vækstforum besluttede på sit seneste møde den 21. februar 2012 at drøfte de faglige råds fremtidige rolle.

 

Beslutningen blev truffet på baggrund af en henvendelse fra It-rådet, hvor formandskabet giver udtryk for et ønske om større inddragelse i Vækstforums arbejde.

 

Vækstforum besluttede på samme møde at udsætte behandlingen af etableringen af et Globaliseringsråd.

 

Efterfølgende er der udarbejdet en oversigt over rådenes:

 

  • Formål

  • Opgaver

  • Temaer for møderne i 2011

  • Mødefrekvens og sekretariatsbetjening

 

Oversigten udgør bilag 1 og kommenteres kort i det vedhæftede notat.

Beslutning

Vækstforum drøftede de faglige råds rolle og vedtog følgende tidsplan:

  • Formændene for de fire faglige råd inviteres til at præsentere deres erfaringer med arbejdet i rådene på Vækstforums møde den 6. juni 2012.

  • Rådenes fremtidige rolle drøftes igen på Vækstforums møde den 28. august 2012, når resultatet af økonomiforhandlinger m.m. foreligger.

Vækstforum tiltrådte indstillingen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-76-2-11

5. Midtvejsevaluering - Udvikling af en regional væksttypologi

Resume

Midtvejsevalueringen af de regionale virksomhedsudviklingsprogrammer med Væksthus Midtjylland som operatør peger på det hensigtsmæssige i at udvikle en regional væksttypologi, som skal afspejle virksomhedernes vækstpotentiale.

 

Processen omkring udvikling af en regional væksttypologi er igangsat og vil i den kommende tid fortsætte ved drøftelser i en række forskellige politiske fora, herunder KKR, brancheorganisationer, herunder DI og Dansk Erhverv samt aktørgrupper i det midtjyske innovations- og erhvervsfremmesystem, herunder lokale erhvervsserviceenheder.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum tager orienteringen om processen i forhold til udvikling af en regional væksttypologi til efterretning.

Sagsfremstilling

I det regionale vækstpartnerskab mellem Regeringen og Vækstforum for Region Midtjylland vil begge parter styrke samarbejdet om fortsat at fremme det én-strengede erhvervsfremmesystem til gavn for virksomhederne. Parterne vil således arbejde for en hensigtsmæssig koordinering mellem relevante statslige initiativer og de regionale initiativer igangsat af Vækstforum for at sikre sammenhæng mellem statslige og regionale initiativer.

 

Den igangværende evaluering af Væksthus Midtjyllands programmer, herunder VÆKSTmidt Accelerator, er et led i optimal styrkelse af dette samarbejde. Evalueringen har blandt andet til formål

 

  • at dokumentere/vurdere programmernes effekter på brugernes vækst og udvikling - gennem kombination af effektmåling og kvalitative metoder,

  • at beskrive og evaluere "Den midtjyske erhvervsservicemodels DNA",

  • at udvikle videns- og erfaringsgrundlag for design af fremtidige programmer i region Midtjylland og for forbedringer i Væksthus Midtjyllands indsats.

 

Midtvejsevalueringen af VÆKSTmidt Accelerator peger på en række muligheder for at forbedre indsatsen og derigennem øge programmets effekt.

 

Forbedringsmulighederne omfatter blandt andet,

 

  • at vækstkortlægningen forbedres med henblik på at sikre, at kun virksomheder med et reelt vækstpotentiale bliver indstillet til programmet,

  • at der udvikles en regional væksttypologi, som skal afspejle virksomhedernes vækstpotentiale for herved at flytte fokus i programgennemførelsen mere over på virksomhedernes vækstpotentiale frem for programelementer, såsom store og små rådgivningsforløb.

 

Formålet med en regional væksttypologi vil være - udover at graduere vækstpotentialet hos de enkelte virksomheder - at der i endnu højere grad investeres i målrettede vækstplaner for virksomhederne.

 

Tankegangen bag en væksttypologi er, at de vækstpotentielle virksomheder inddeles i forskellige vækstpotentiale niveauer, eksempelvis "særlig højt vækstpotentiale", "middelhøjt vækstpotentiale" og "vækstpotentiale under udvikling".

 

Følgende elementer kunne indgå i en regional væksttypologi:

 

  • Graden af virksomhedens vækstpotentiale giver adgang til forskellige udviklingsforløb i enten et vækstiværksætterprogram eller et vækstvirksomhedsprogram.

  • Tilsvarende kunne graden af virksomhedens vækstpotentiale være udgangspunktet for omfanget af strukturerede træningsforløb.

  • Tilskudsprocenten kunne differentieres således, at den afspejler virksomhedernes vækstmæssige performance. Eksempelvis at en virksomhed med et højt vækstpotentiale opnår adgang til en høj tilskudsprocent.

 

De indledende drøftelser med henblik på afdækning af mulighederne for fremover i højere grad at sikre sammenhæng mellem tilskuddenes omfang og vækstpotentialet er igangsat.  

 

Konkret vil udvikling af en regional væksttypologi indebære, at der igangsættes og gennemføres en proces, hvor de relevante niveauer for virksomhedernes vækstpotentiale afdækkes og operationaliseres. Dette skal ske ved inddragelse af alle relevante aktører/parter på området (blandt andet repræsentanter for målgruppen, erhvervsorganisationer, rådgiverorganisationer og erhvervsservice).

 

Beslutning

Vækstforum tog punktet til efterretning med en bemærkning om, at Vækstforum ønsker modellen for en regional væksttypologi forelagt, når den er blevet konkretiseret.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-21-1-11

6. Forlængelse af KLYNGEmidt Netværksinitiativ

Resume

Som led i Vækstforums strategiske indsats for at skabe gode rammebetingelser for virksomhedernes evne til at begå sig i den globale konkurrence er iværksat det regionale rådgivnings- og netværksprogram KLYNGEmidt.

 

Midtvejsevalueringer viser, at programmet er af stor betydning for innovationssystemets mulighed for at understøtte væksttiltag i små og mellemstore virksomheder, og at indsatsen med fordel kan fortsættes med en række justeringer.

 

Derfor foreslås en forlængelse af programmet samt en reduktion af budgetrammen til KLYNGEmidt Netværksinitiativ.

 

Af den totale budgetramme for Netværksinitiativet søges om at reducere rammen med i alt 5,4 mio. kr. Heraf tilbageføres 0,1 mio. kr. regionale erhvervsudviklingsmidler og 1,1 mio. kr. af midler fra Den Europæiske Regionalfond.

Den administrative styregruppe indstiller,

atVækstforum godkender, at KLYNGEmidt Netværksinitiativ forlænges med 2 år (fra 1. september 2012 til 31. august 2014),

 

atVækstforum indstiller til Erhvervsstyrelsen, at bevillingen til KLYNGEmidt Netværksinitiativ reduceres med 1,1 mio. kr. af midlerne fra Den Europæiske Regionalfond,

 

atVækstforum indstiller til Regionsrådet, at bevillingen til KLYNGEmidt Netværksinitiativet reduceres med 0,1 mio. kr. regionale midler.

Sagsfremstilling

Netværksinitiativet under KLYNGEmidt programmet blev indstillet af Vækstforum i oktober 2008 med en budgetramme på 48 mio. kr. og godkendt af Regionsrådet i oktober 2008. Tilsagn fra Erhvervsstyrelsen (daværende Erhvervs- og Byggestyrelsen) forelå i maj 2009,  men programmet var først operationelt i efteråret 2009, blandt andet efter behandling i Konkurrencestyrelsen omkring udpegningen af netværksmæglere.

 

Netværksinitiativet er målrettet små og mellemstore virksomheder og har til formål at styrke virksomhedernes innovation og internationalisering gennem forretningsbaserede netværk. Programmet afsluttes i henhold til resultatkontrakten i 2012.

 

Indsatsområdet i Vækstforums Erhvervsudviklingsstrategi 2010-2020 er "Innovation og forretningsudvikling". Initiativet i Vækstforums handlingsplan 2011-2012 er "Virksomhedsrådgivning, netværk og øget internationalisering". Heri skal virksomhedernes konkurrenceevne og eksportmuligheder fremmes bl.a. ved adgang til store, regionale rådgivnings- og netværksprogrammer som VÆKSTmidt Accelerator og KLYNGEmidt. Nærværende programforlængelse er således med til at opfylde de overordnede mål om flere eksporterende SMV'er og øget vækst i den gennemsnitlige årlige omsætning.

 

Internationalisering udgør et væsentligt element i programmet, idet målene er at fremme de små og mellemstore virksomheders internationalisering gennem blandt andet international markedspositionering og internationale netværk.

 

I forhold til erhvervslivet i yderområder og landdistrikter tilstræbes, at der deltager virksomheder fra alle regionens kommuner i programmet.

  

KLYNGEmidt Netværksinitiativ

Programmet er efterspurgt blandt små og mellemstore virksomheder. Pr. 31. december 2011 har 89 netværk deltaget i et "Fase 1" forløb, hvori der arbejdes med netværksidentifikation og etablering, mens 47 netværk har deltaget i et "Fase 2" forløb, hvori der udarbejdes handlingsplaner for netværkene. Et netværk defineres som et forretningsmæssigt og forpligtende samarbejde mellem 3-4 virksomheder.

 

I juni 2010 gennemførtes en midtvejsevaluering af KLYNGEmidt Netværksinitiativ. Evalueringen konkluderede blandt andet, at netværksinitiativet "opfylder et behov blandt virksomhederne for at arbejde mere sammen i netværk og har gode forudsætninger for at skabe de ønskede forretningsbaserede netværk". Væksthuset har efterfølgende justeret indsatsen på baggrund af midtvejsevalueringens anbefalinger. Blandt andet er afholdt flere seminarer for netværksmæglerne, og markedsføringsindsatsen over for andre aktører, eksempelvis It-netværksagenterne, er intensiveret.

 

Væksthus Midtjyllands erfaringer med Netværksinitiativet - og øvrige programmer med kollektive forløb - har tilmed vist, at det tager lang tid at skabe den nødvendige tillid og gensidige forståelse, der gør det muligt at samarbejde strategisk. Derfor har det taget længere tid at etablere, udvikle og implementere forretningsbaserede netværk end først antaget. Samtidig har det vist sig, at der ikke har været det samme forbrug af midler til "Fase 1" forløb som forventet. Dette er dog positivt, da det viser en seriøsitet blandt de deltagende virksomheder, som typisk efter et "Fase 1" forløb fortsætter i et "Fase 2" forløb.

 

Den positive interesse for programmet, som også kommer til udtryk ved stor branchemæssig, indholdsmæssig og geografisk spredning blandt de deltagende virksomheder og det langsigtede perspektiv i at indgå i forretningsbaserede netværk, lægger op til en forlængelse af programperioden. Samtidig viser erfaringen dog, at skaleringen af antal forløb i programmet har været for høj, hvorfor det giver anledning til en reduktion af den samlede budgetramme.

 

Effekt

Som led i den nævnte evaluering af Væksthus Midtjyllands programmer, herunder KLYNGEmidt Netværksinitiativ, gennemføres effektmålinger af programmerne, hvortil er knyttet effektkrav målt på omsætning, eksport eller værditilvækst.   

Evalueringen og effektmålingen forventes færdig i 2012. Resultaterne vil indgå i den fremadrettede implementering af programmerne. Den eksterne evaluator er Iris Group.

 

Aktiviteter

Målgruppen for Netværksinitiativet - små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale - vil være den samme som hidtil for programmet. I den forlængede periode forventes igangsat 80 "Fase 1" forløb og 30-35 "Fase 2" forløb.

 

Aktiviteterne beskrives nærmere i resultatkontrakten for forlængelsen. 

 

Organisering

Det forudsættes, at organiseringen af programmet fortsætter som hidtil med Væksthus Midtjylland som operatør.

 

Operatørrollen indbefatter, at der indgås årlige samarbejdsaftaler med de lokale erhvervsserviceenheder samt en række eksterne aktører i innovationssystemet. Væksthuset fortsætter således aktivt med - som knudepunkt i innovationssystemet - at indgå samarbejdsaftaler med såvel lokale, regionale og nationale aktører, dels som led i programgennemførelsen, dels som led i Væksthus Midtjyllands strategi 2011-2013.

 

Ressourcer 

Til KLYNGEmidt Netværksinitiativ reduceres den samlede økonomiske ramme fra 48,5 mio. kr. til 43,1 mio. kr. fra 1. september 2012 til 31. august 2014. Det forventede forbrug pr. 31. august 2012 udgør 19,4 mio. kr.

 

Økonomi KLYNGEmidt Netværksinitiativet:

Budget (kr.)
2012*
2013
2014
I alt
Ekstern konsulentbistand
3.350.000
10.050.000
5.800.000
19.200.000
Øvrige udgifter**
747.917
2.243.750
1.495.883
4.487.500
I alt
4.097.917
12.293.750
7.295.883
23.687.500

 * Fra 1. september 2012

** Programgennemførelse, revision, evaluering mv.

 

Finansiering (kr.)
2012*
2013
2014
I alt
EU Regionalfond
1.537.962
4.613.885
2.625.923
8.777.770
EBST finanslov
165.811
497.434
331.623
994.868
Kontante statslige tilskud fra EBST
221.512
664.536
443.024
1.329.072
Region Midtjylland
839.298
2.517.895
1.228.597
4.585.790
Privat medfinansiering
1.333.333
4.000.000
2.666.667
8.000.000
I alt
4.097.917
12.293.750
7.295.833
23.687.500

* Fra 1. september 2012

Beslutning

Vækstforum tiltrådte indstillingen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-21-6-11

7. Midtvejsevaluering, forlængelse af og bevilling til VÆKSTmidt Accelerator

Resume

Som led i Vækstforums strategiske indsats for at skabe gode rammebetingelser for virksomhedernes evne til at begå sig i den globale konkurrence er bl.a. iværksat det regionale rådgivningsprogram VÆKSTmidt Accelerator.

 

Midtvejsevalueringer viser, at programmet er af stor betydning for innovationssystemets mulighed for at understøtte væksttiltag i små og mellemstore virksomheder, og at indsatsen med fordel kan fortsættes med en række justeringer.

 

Derfor foreslås en forlængelse af VÆKSTmidt Accelerator samt en merbevilling til programmet.

 

Til forlængelsen søges i alt 20,8 mio. kr. Heraf 1,4 mio. kr. regionale erhvervsudviklingsmidler og 19,4 mio. kr. fra Den Europæiske Regionalfond. De deltagende virksomheder forudsættes at bidrage med en medfinansiering på 19,9 mio. kr.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender, at VÆKSTmidt Accelerator forlænges i 2 år (1. september 2012 til 31. august 2014) med de foreslåede justeringer,

 

at Vækstforum indstiller til Erhvervsstyrelsen, at der bevilges 19,4 mio. kr. fra Den Europæiske Regionalfond for årene 2012-2014 til forlængelsen af VÆKSTmidt Accelerator,

 

atVækstforum indstiller til Regionsrådet, at der af de regionale midler til erhvervsudvikling bevilges 1,4 mio. kr. fordelt med 0,2 mio. kr. i 2012, 0,6 mio. kr. i 2013 og 0,6 mio. kr. i 2014 til forlængelsen af VÆKSTmidt Accelerator.

Sagsfremstilling

VÆKSTmidt Accelerator programmet blev indstillet af Vækstforum i januar 2009 med en budgetramme på 110 mio. kr. og godkendt af Regionsrådet i februar 2009. Tilsagn fra Erhvervsstyrelsen (daværende Erhvervs- og Byggestyrelsen) forelå i august 2009 og programmet var operationelt fra november 2009.

 

VÆKSTmidt Accelerator er målrettet små og mellemstore virksomheder (SMV'er) med internationalt vækstpotentiale og har til formål at øge virksomhedernes økonomiske præstationer gennem strategisk arbejde med forretningsudvikling via sparring, netværk og rådgivning. Programmet afsluttes i henhold til resultatkontrakten i 2012.

 

Indsatsområdet i Vækstforums Erhvervsudviklingsstrategi 2010-2020 er "Innovation og forretningsudvikling". Initiativet i Vækstforums handlingsplan 2011-2012 er "Virksomhedsrådgivning, netværk og øget internationalisering". Heri skal virksomhedernes konkurrenceevne og eksportmuligheder fremmes bl.a. ved adgang til store, regionale rådgivnings- og netværksprogrammer som VÆKSTmidt Accelerator og KLYNGEmidt. Nærværende programforlængelse og merbevilling er således med til at opfylde de overordnede mål om flere eksporterende SMV'er og øget vækst i den gennemsnitlige årlige omsætning.

 

Internationalisering udgør et væsentligt element i programmet, idet målene er at fremme de små og mellemstore virksomheders internationalisering gennem blandt andet international markedspositionering og internationale netværk.

 

I forhold til erhvervslivet i yderområder og landdistrikter tilstræbes, at der deltager virksomheder fra alle regionens kommuner i programmerne.

 

VÆKSTmidt Accelerator 

Mere end 350 virksomheder har pr. 31. december 2011 deltaget i enten et individuelt eller et kollektivt virksomhedsforløb under VÆKSTmidt Accelerator.

 

Ydelserne i programmet består af:

  • lille vækstpakke - løsning af konkrete afgrænsede udviklingsopgaver

  • stor vækstpakke - løsning af udviklingsopgaver, der kræver en særlig indsats

  • vækstsparring/mentorydelse - opkvalificering af ledelsen

  • PLATO - kollektiv kompetenceudvikling, sparring og netværksdannelse

  • GLOBUS - internationalisering, globalisering og eksport

  • Accelerace - kollektive kompetenceudviklingsforløb

  • Vækstkapital - kan gives i forlængelse af et Accelerace forløb

 

Med programmet er det lykkedes at etablere et omdrejningspunkt for indgåelse af samarbejdsaftaler mellem Væksthus Midtjylland og både lokale, regionale og nationale aktører med henblik på at sikre størst mulig koordinering mellem aktørerne og de virksomhedsrettede ordninger, som udbydes.

 

De foreløbige resultater af den igangværende evaluering af VÆKSTmidt Accelerator viser,

 

  • at den midtjyske model virker - sammenhængen mellem den lokale erhvervsservices vejledning og væksthusets specialiserede vækstkortlægning kombineret med programtilbuddene er velfungerende og veludviklet,

 

  • at der er en god spredning blandt programmets brugere, såvel inden for virksomhedstyper, brancher samt geografi,

 

  • at programmets aktiviteter imødekommer et behov blandt SMV'er - programmerne bidrager til, at virksomhederne i stigende grad indhenter ekstern viden i forbindelse med realisering af vækstforløb,

 

  • at programmet har stor betydning for det midtjyske innovationssystem - stigende bevidsthed om programmerne blandt systemets aktører gør, at der er mange indgange til og gode ambassadører for programmerne.

 

Således er resultatkravene for antal forløb mv., jf. resultatkontrakten mellem Væksthus Midtjylland og Region Midtjylland, stort set opfyldt. Både efter individuelle rådgivningspakker som efter de kollektive forløb med deltagelse af 8-10 virksomheder har efterspørgslen været stor. Dermed er programmet forløbet planmæssigt, og ressourcerne ved programmets udløb forventes at være opbrugt.

 

Evalueringen peger dog også på en række muligheder for at forbedre indsatsen og dermed øge programmets effekt. Fremadrettet skal programaktiviteten justeres således:

 

  • at der gennemføres flere forløb, som er strategiskabende, kompetenceopbyggende og som påvirker virksomhedernes vækstambitioner og tilgang til markeder

 

  • at vækstkortlægningen forbedres med henblik på at sikre, at kun virksomheder med et reelt vækstpotentiale bliver indstillet til programmet

 

  • at der udvikles en regional væksttypologi, som skal afspejle virksomhedernes vækstpotentiale for herved at flytte fokus i programgennemførelsen mere over på virksomhedernes vækstpotentiale frem for programelementer, såsom små og store rådgivningsforløb,

 

  • at der som et element i væksttypologien arbejdes på at differentiere tilskudsprocenten og lade den afspejle virksomhedernes vækstmæssige performance, således at eksempelvis en virksomhed med et højt vækstpotentiale opnår adgang til en høj tilskudsprocent.

 

Ovennævnte beskrives nærmere i den resultatkontrakt, som vil blive indgået i forbindelse med programforlængelsen. I resultatkontrakten skal kravet om programmets funktion som omdrejningspunkt i forhold til alle andre ordninger yderligere præciseres, ligesom nedenstående vedrørende effekt, aktiviteter, organisering og økonomi vil udgøre centrale punkter.

 

Effekt

Som led i den nævnte evaluering af Væksthus Midtjyllands programmer, herunder VÆKSTmidt Accelerator, gennemføres effektmålinger af programmerne, hvortil er knyttet effektkrav målt på omsætning, eksport eller værditilvækst.   

Evalueringen og effektmålingen forventes færdig i 2012. Resultaterne vil indgå i den fremadrettede implementering af programmerne. Den eksterne evaluator er Iris Group.

 

Aktiviteter

Målgruppen for VÆKSTmidt Accelerator - små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale - vil være den samme som hidtil.

 

Derimod arbejdes ikke som tidligere med de samme tydelige markeringer af forskellige produkter og forløb, men i stedet med en inddeling af virksomheder i forskellige niveauer alt afhængig af deres vurderede vækstpotentiale. Væksthus Midtjylland skal således fremadrettet operere med en væksttypologi, som sammen med vækstkortlægningen skal styrke indsatsen for, at tilbuddet afspejler virksomhedernes reelle behov og vækstpotentiale.

 

Budgetmæssigt tager fordelingen dog udgangspunkt i de hidtidige produkter og forløb. Følgende måltal illustrerer således aktiviteterne:

 

- mindst 75 store vækstpakker

- mindst 75 små vækstpakker

- 13 gruppeforløb á mindst 6 virksomheder (3 PLATO grupper og 10 GLOBUS forløb).

 

Organisering

Det forudsættes, at organiseringen af programmerne fortsætter som hidtil med Væksthus Midtjylland som operatør.

 

Operatørrollen indbefatter, at der indgås årlige samarbejdsaftaler med de lokale erhvervsserviceenheder samt en række eksterne aktører i innovationssystemet. Væksthuset fortsætter således aktivt med - som knudepunkt i innovationssystemet - at indgå samarbejdsaftaler med såvel lokale, regionale og nationale aktører, dels som led i programgennemførelsen, dels som led i Væksthus Midtjyllands strategi 2011-2013.

 

En annoncering efter en operatør vurderes således ikke at være relevant, da det ikke vil være attraktivt for andre institutioner at varetage operatørfunktionen med de i resultatkontrakten indbyggede krav. Blandt andet om indgåelse af samarbejdsaftaler og strategiske udviklingskontrakter som naturligt udspringer af flere af Vækstforums programmer, herunder GLOBALmidt og KLYNGEmidt Netværksinitiativ, for hvilke Væksthus Midtjylland også er operatør.

 

Samling af en række programmer hos en operatør giver tilmed en række fordele, blandt andet i form af udvikling af spidskompetencer og kritisk masse i forhold til administrativt set up. Fordele, som kommer målgruppen til gode.

 

Ressourcer 

Til en forlængelse af VÆKSTmidt Accelerator afsættes en samlet økonomisk ramme på 40,6 mio. kr. over en periode på 2 år fra 1. september 2012 til 31. august 2014.

 

Det forudsættes, at projektaktiviteterne finansieres med 1,4 mio. kr. fra Region Midtjylland, 19,4 mio. kr. fra Den Europæiske Regionalfond og 19,9 mio. kr. fra de deltagende virksomheder.

 

Økonomi VÆKSTmidt Accelerator:

Budget (kr.)
2012*
2013
2014
I alt
Ekstern konsulentbistand
3.765.000
15.060.000
15.060.000
33.885.000
Øvrige aktiviteter**
748.889
2.995.556
2.995.556
6.740.000
I alt
4.513.889
18.055.556
18.055.556
40.625.000

* Fra 1. september 2012

** Programgennemførelse, revision, evaluering mv.

 

Finansiering (kr.)
2012*
2013
2014
I alt
EU Regionalfonden
2.151.667
8.606.667
8.606.667
19.365.000
Region Midtjylland
155.556
622.222
622.222
1.400.000
Privat Medfinansiering
2.206.667
8.826.667
8.826.667
19.860.000
I alt
4.513.889
18.055.556
18.055.556
40.625.000

* Fra 1. september 2012

Beslutning

Vækstforum tiltrådte indstillingen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-24-1-11

8. Erhvervsudvikling inden for fjernvarmesektoren

Resume

Af Vækstforums Erhvervsudviklingsstrategi for 2010 – 2020 fremgår det, at målet er at fastholde og udbygge midtjyske virksomheders position på det globale marked for energi- og miljøløsninger og skabe gode rammebetingelser for, at regionen bliver en international foregangsregion på energi- og miljøområdet. I handlingsplanen for en globalt konkurrencedygtig region 2011 – 2012 er energiforsyningsområdet udpeget som et initiativområde (med vindkraft og biomasse som særlige regionale styrkepositioner).

 

Det foreslås, at der inden for initiativet energiforsyning igangsættes et projekt med fokus på forretningsudvikling i fjernvarmeindustrien. Projektet retter sig dels mod produktionsvirksomheder, som kan indgå i demonstrationsprojekter vedrørende udvikling og demonstration af ny fjernvarmeteknologi/koncepter, dels mod regionens varme- og kraftvarmeværker, der skal motiveres til at øge efterspørgslen efter vedvarende energiteknologi.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender, at der annonceres efter en operatør til gennemførelse af et erhvervsudviklingsprojekt inden for fjernvarmesektoren i perioden 2012 - 2015 med en anslået ramme på 10,85 mio. kr. af de regionale erhvervsfremmemidler, fordelt med 150.000 kr. i 2012, 3,6 mio. kr. i 2013, 3,65 mio. kr. i 2014 og 3,45 mio. kr. i 2015, svarende til 27% af projektets samlede budget.

 

Sagsfremstilling

Danmark har fortsat en erhvervsmæssig styrkeposition inden for fjernvarmesektoren. Konkurrencen fra udlandet er imidlertid støt stigende i takt med, at det globale fjernvarmemarked er voksende. En forstærket indsats på fjernvarmeområdet vil ligge i forlængelse af Vækstforums hidtidige involvering i projekter inden for fjernvarmesektoren: Opbygningen af Fjernvarmens Udviklingscenter i Aarhus, flere konkrete teknologi-demonstrationsprojekter på varmeværker i regionen og arbejdet med energiperspektivplanen for 50 % vedvarende energi i Region Midtjylland i 2025, som blev igangsat i foråret 2011.

 

Erhvervsudviklingsstrategi og handlingsplaner

Af erhvervsudviklingsstrategien for 2010 – 2020 fremgår det, at målet er at fastholde og udbygge midtjyske virksomheders position på det globale marked for energi- og miljøløsninger og skabe gode rammebetingelser for, at regionen bliver en international foregangsregion på energi- og miljøområdet. I handlingsplanen for en globalt konkurrencedygtig region 2011 – 2012 er energiforsyningsområdet udpeget som et initiativområde (med vindkraft og biomasse som særlige regionale styrkepositioner).

 

Erhvervspotentialet

For godt 20 år siden var fjernvarmeindustrien i Danmark hovedsageligt leverandør til den hjemlige udbygning af fjernvarme. I dag er fjernvarmeindustrien en milliardeksportindustri. Fjernvarmeindustrien i Danmark beskæftigede i 2010 ca. 7.000 fuldtidsansatte og forventes i 2020 at beskæftige ca. 8.500 (hvor til kommer ca. 2.600 fuldtidsansatte på de danske varmeværker). Eksporten af fjernvarmeteknologi fra Danmark udgjorde i 2010 knap 6 mia. kr., mens eksporten i 2020 forventes at udgøre 10,3 mia. kr. (Danish Board of District Heating). Fjernvarmeindustrien står i dag for ca. 10 % af den samlede danske eksport af energiteknologi.

 

EU er fortsat det største marked for danske fjernvarmeindustrier. Herudover ligger de største eksportpotentialer for dansk fjernvarme- og fjernkøleindustri i Kina, Indien, USA og Rusland, hvor det nuværende eksportpotentiale vurderes at være minimum 50 gange større end den nuværende installerede fjernvarmekapacitet i Danmark.

En medvirkende årsag til den internationale efterspørgsel på fjernvarmeteknologi er, at fjernvarme øger muligheden for kombineret kraft- og varmeproduktion, hvilket energimæssigt er meget effektivt og derved samtidig CO2-effektivt (klimavenligt).

 

Fjernvarmeindustriens udfordringer

Den danske fjernvarmesektor står i disse år over for flere forskelligartede udfordringer, som vil kræve nye teknologier og nye måder at kombinere eksisterende teknologier. Inden for de nærmeste år skal en del danske varmeværker omstille fra fossile brændsler til biomasse/biogas. På længere sigt skal varmeværkerne, på grund af de forholdsvis beskedne biomasseressourcer såvel i Danmark som globalt, omstille til eller kombinere med vedvarende energiteknologi i form af solvarme, geotermisk varme, varmelagringsteknologier, varmetransmissionsteknologi og integrering af vindkraft til varmeproduktion.

 

Hvorledes kan projektet medvirke til at skabe vækst i virksomhederne?

Udgangspunktet er, at der i de kommende år er et stort eksportpotentiale i Europa og andre store markeder, og at fjernvarme er en teknologi, der kan udvikles til integrering af varmeproduktion fra et stort antal vedvarende energityper. Danmark har allerede en eksisterende erhvervsmæssig styrkeposition på fjernvarmeområdet, hvorved forudsætningen for videreudvikling af nye koncepter og produkter allerede eksisterer.

 

Hvis Danmark og regionen kan være blandt de første til at udvikle og demonstrere fjernvarmens rolle i et energisystem baseret overvejende på vedvarende energi, og hvor integrerede koncepter mellem fjernvarme og andre sektorer er afgørende, vil de danske og regionale leverandører af koncepter, produkter, viden og services alt andet lige stå i en bedre markedsposition.

 

Effekter

Der er to formål med dette initiativ:

 

  1. At skabe øget beskæftigelse, omsætning, indtjening og eksport i virksomheder i Region Midtjylland, der er beskæftiget som leverandører til varmeværker og kraftvarmeværker, ved udvikling og demonstration af nye vedvarende energiteknologier og –metoder, som er centrale for fremtidens vedvarende energisystem. Initiativet skal fokusere på projekter, der på en betydende måde peger frem mod og kan blive en central del af det vedvarende energisystem, som forventes at begynde at udvikle sig i Danmark om 5 – 10 år og derefter.

 

  1. Understøtte Vækstforums og Regionsrådets vision om, at energiforsyningen i Region Midtjylland senest i 2025 er baseret på 50 % vedvarende energi, herunder at fremme efterspørgslen på vedvarende energiteknologi ved at udvikle varme- og elsektoren i Region Midtjylland som et foregangsområde.

 

Aktiviteter

Det nærmere indhold i de konkrete mål for programmet er:

 

Demonstrationsprojekter

Der udvikles og gennemføres 4 – 6 demonstrationsprojekter med deltagelse af partnerskaber mellem produktionsvirksomheder, varme- og kraftvarmeværker, energiselskaber, videninstitutioner (maskinmesterskole, ingeniørhøjskole, universitet, GTS eller tilsvarende), kommuner m. fl. Demonstrationsprojekterne skal både kunne medvirke til at skabe øget beskæftigelse, omsætning, indtjening og/eller eksport hos de deltagende virksomheder og repræsentere en udvikling af nye fjernvarmeteknologier, der er af central betydning for integrering af vedvarende energi i fremtidens fjernvarme-, fjernkøling- og elforsyning.

 

De 4 – 6 demonstrationsprojekter nævnt ovenfor skal som udgangspunkt søges prioriteret inden for følgende temaer:

 

  • Det skal tilstræbes, at et af projekterne vedrører udvikling af fremtidens fjernvarmekoncepter og involverer nogle af de største danske produktionsvirksomheder inden for fjernvarmeområdet (eksempler herpå er Grundfos, Kamstrup, Danfoss), en bredere repræsentation af relevante underleverandører, større byer med fokus på ’smart cities’, større fjernvarmeforsyninger og universiteterne. Projektet har fokus på udvikling, demonstration og formidling af større nye koncepter inden for fjernvarmeområdet, som peger frem mod fremtidens fjernvarmeforsyning og fremtidens samspil mellem forbrug og produktion af varme og el.

 

  • Det skal tilstræbes, at et af projekterne er et geografisk afgrænset klyngeprojekt, hvor flere varmeværker og kraftvarmeværker i et nærmere afgrænset område i Region Midtjylland går sammen om at demonstrere, hvorledes der i det afgrænsede område kan samarbejdes om vedvarende energi i varme- og elforsyning ved anvendelse af ny teknologi kombineret med nye samarbejdsmetoder.

 

  • Det skal tilstræbes, at et af projekterne er fokuseret på samspillet mellem fjernvarmesektoren og samspillet med vindkraften.

 

  • Det skal tilstræbes, at et af projekterne er fokuseret på samspillet mellem fjernvarme (ex. lavtemperaturfjernvarme) og fremtidens lavenergibyggeri, herunder teknologier til minimering af varmetab/højere effektivitet i fjernvarmeforsyningen.

 

  • Det skal tilstræbes, at et af projekterne fokuserer på udnyttelse af fjernvarmens muligheder for langtidslagring af energi/varmt vand.

 

Screening af varmeværker og kraftvarmeværker

Et af formålene med projektet er at skabe øget efterspørgsel efter vedvarende energiteknologi hos regionens varme- og kraftvarmeværker dels for at medvirke til at skabe et større regionalt marked for vedvarende energiteknologi, dels for at medvirke til at opfylde regionens vision om at være foregangsregion på den vedvarende energi.

 

Efter ”først til mølle princippet” kan et varmeværk/kraftvarmeværk eller en produktionsvirksomhed i Region Midtjylland få screenet værkets muligheder for med fordel at investere i vedvarende energi på værket inden for en tidshorisont på 1 – 3 år. Det skønnes, at en screening er relevant for ca. 40 ud af regionens 115 varme- og kraftvarmeværker. Tilbuddet om en screening til cirka en tredjedel af værkerne i regionen vil ligeledes medvirke til at sikre en bedre videndeling og udbredelse af erfaringer mellem værkerne, videninstitutionerne og konsulenterne inden for branchen.

  

Specialiseret rådgivning

Der åbnes mulighed for gennemførelse af 20 specialiserede rådgivningstilbud til regionens varmeværker og kraftvarmeværker, hvor der ydes tilskud til konsulentbistand til værkerne til udarbejdelse af et forprojekt for en konkret investering i vedvarende energiteknologi, der helt eller delvist kan fortrænge brugen af fossile brændsler på det pågældende værk.

 

Netværksaktiviteter

Der gennemføres netværksaktiviteter, som skal tilbydes værker, kommuner, virksomheder, konsulenter og videninstitutioner i regionen. Formålet er at få integreret samarbejdet mellem myndigheden (især kommunen), værkerne, virksomheder der skal levere produkter ind i systemet og videnpersonerne. Netværksaktiviteterne skal være åbne for alle relevante aktører i regionen. Det vil blandt andet være muligt at bygge videre på allerede eksisterende netværksaktiviteter, som i dag understøttes af fx. Fjernvarmens Udviklingscenter i Aarhus.

 

Effektmåling

Region Midtjylland gennemfører i samarbejde med operatøren og eksterne samarbejdspartnere en undersøgelse af de deltagende værkers og virksomheders tilfredshed med projektet og en undersøgelse af projektets effekt.

 

Der vælges mod projektets afslutning en velegnet konsulent til gennemførelse af tilfredsheds- og effektmåling. Målingen tilrettelægges efter aftale med regionen og kan indeholde anvendelse af spørgeskema, interviews med deltagende værker og virksomheder og interview med operatøren.

 

Tidsplan

Projektet afvikles fra september 2012 og til og med 31. december 2015.

 

Midtvejsevaluering

Der gennemføres en midtvejsevaluering af projektet i 2014.

 

Organisering, annoncering og resultatkontrakt

Der annonceres efter en operatør til projektet. Administrationen indstiller efterfølgende operatøren til Vækstforum. Operatøren får til opgave at administrere programmet, herunder den økonomiske styring i forhold til bevillingen. Der indgås resultatkontrakt med operatøren, der sikrer, at opgaven udføres i overensstemmelse med intentionerne i Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi og handlingsplanen for energi og miljø. Resultatkontrakten vil endvidere sikre et tæt samarbejdsforløb med administrationen med henblik på at holde aktiviteterne på sporet. Vækstforums Råd for Energi- og Miljøteknologi vil følge programmet og vil efter behov blive inddraget med henblik på faglig sparring.

 

Økonomi

 

Omkostningsbudget

1.000 kr.
2012
2013
2014
2015
I alt
Screening af varmeværker og kraftvarmeværker
50
150
 
 
200
Specialiseret rådgivning (varme- og kraftvarmeværk) samt netværk
 
400
400
400
1.200
Gennemførelse af 4 – 6 demonstrationsprojekter
 
12.500
12.500
12.500
37.500
Effektmåling
 
 
200
 
200
Projektledelse, administration, konsulent, revision, formidling, transport
100
200
200
200
700
I alt
150
13.250
13.300
13.100
39.800

  

 

Finansieringsbudget fordelt på finansieringskilder

1.000 kr.
2012
2013
2014
2015
I alt
Region Midtjylland
150
3.600
3.650
3.450 
10.850
Anden finansiering (privat, kommuner, virksomheder, anden støtte*)
0
9.650
9.650
9.650
28.950
I alt
150
13.250
13.300
13.100
39.800

* Anden støtte omfatter fx. bidrag fra Energistyrelsens EUDP-program, Energinet.dk’s programmer eller andre tilsvarende støttemuligheder, der er målrettet projekter inden for vedvarende energi. 

 

Det er operatørens opgave at sikre, at der til de enkelte demonstrationsprojekter sikres privat medfinansiering fra virksomheder, kommuner og andre private samt fra støttemuligheder som fx. EUDP-programmet og Energinet.dk.

 

Region Midtjylland bidrager med i alt kr. 10,9 mio. kr. ud af de 39,8 mio. kr. svarende til 27 % af den forventede samlede projektsum.

Beslutning

Vækstforum tiltrådte indstillingen med en bemærkning om, at der, i det omfang, det er relevant, sikres et samspil med øvrige relevante erhvervsfremmeaktiviteter, herunder eksempelvis VÆKSTmidt Accelerator.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-12

9. DM i Skills 2013 - ansøgning fra Aarhus Kommune

Resume

Aarhus Kommune er i 2013 værtsby for Danmarksmesterskabet for Erhvervsuddannelser - også kaldet "DM i Skills". Arrangementet har fokus på at højne og fremme de danske erhvervsuddannelsers image og status. Arrangementet er senest afholdt i januar 2012 i Odense, med deltagelse af 200 erhvervsuddannelseselever og 14.500 besøgende.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum indstiller til Regionsrådet, at der bevilges 87.800 kr. i 2012 og 1.412.200 kr. i 2013, i alt 1,5 mio. kr. til Aarhus Kommune af midlerne til erhvervsfremme, til afholdelse af "DM i Skills" i 2013. Projektet vedrører erhvervsudviklingsstrategiens indsatsområde "Uddannelse og kompetenceudvikling".

Sagsfremstilling

Aarhus Kommune har fremsendt en ansøgning om medfinansiering af afholdelsen af DM i Skills 2013, hvor Aarhus er værtsby for arrangementet.

 

DM i Skills er Danmarksmesterskabet for Erhvervsuddannelser, og dækker både håndværksfag, merkantile fag og sosu-fag.

 

DM i Skills arrangeres af SkillsDenmark. SkillsDenmark er en nonprofit organisation, der blev stiftet i 1997 af fem faglige udvalg.

 

Organisationen arbejder for at højne og fremme de danske erhvervsuddannelsers image og status. Det gør den ved via konkurrencer at tilskynde unge mennesker, deres undervisere og arbejdsgivere til at opnå den højeste erhvervskompetence inden for deres faglige område. SkillsDenmark arrangerer årligt et Danmarksmesterskab for erhvervsuddannelser - DM i Skills - og sender desuden unge deltagere til WorldSkills og EuroSkills.

 

Der deltager ca. 200 elever i arrangementet, og derudover er der planlagt en række aktiviteter for andre aktører, f.eks. vejledere og folkeskoleelever. Ved DM i Skills 2012 var der 14.500 besøgende.

 

Effekt

Effekten af DM Skills forventes at være øget søgning til erhvervsuddannelserne og øget fokus på de uddannelsesmuligheder, som udbydes i erhvervsuddannelsessystemet. Dette gælder for både uddannelsessøgende og for virksomheder. En afledt effekt er derfor muligheden for oprettelse af flere praktikpladser. 

 

Aktiviteter

DM i Skills er først og fremmest en konkurrence for ca. 200 deltagere fra erhvervsuddannelsesinstitutioner i Danmark.

 

Derudover afvikles en række aktiviteter for folkeskoleelever, så som workshops med muligheden for at prøve erhvervsskolefag, udvidede vejledningsarrangementer med deltagelse af erhvervskoleelever, guidede ture om DM i Skills og erhvervsuddannelser generelt.

 

Organisering

Arrangementet i 2013 afvikles i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og SkillsDenmark.

 

Ressourcer

DM i Skills har et samlet budget på ca. 20 mio. kr. heraf udgør budgettet for Aarhus Kommunes andel i arrangementet 8,5 mio. kr. 

Omkostningsbudget

(Kr.)
2012
2013
I alt
Projektledelse
587.800
203.950
791.750
Afvikling af DM Skills
0
7.711.000
7.711.000
I alt
587.800
7.914.950
8.502.750

 

Finansieringsbudget

(Kr.)
2012
2013
I alt
Aarhus Kommune
0
2.002.750
2.002.750
Region Midtjylland
87.800
1.412.200
1.500.000
Lokale beskæftigelsesråd
500.000
500.000
1.000.000
Skills Denmark
0
2.000.000
2.000.000
Anden finansiering
0
2.000.000
2.000.000
I alt
587.800
7.914.950
8.502.750

Beslutning

Vækstforum tiltrådte indstillingen med en bemærkning om, at der skal udarbejdes et notat, som beskriver, hvordan alle kommuner i regionen kan involveres i og få udbytte af arrangementet.

Jacob Bundsgaard deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-87-1-11

10. Eventuelt

Tilbage til toppen