Vækstforum blev nedlagt pr. 1. januar 2019.

Vækstforum var nedsat af regionsrådet og bestod af 21 medlemmer fra kommuner, erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt regionen.

Vækstforum havde til opgave at udarbejde bidrag til den regionale strategi for vækst og udvikling i forhold til de erhvervsrettede og vækstrettede dele, at udvikle og afgive indstillinger til regionsrådet og Erhvervsstyrelsen med medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsinitiativer, samt at overvåge de regionale og lokale vækstvilkår.

 

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Vækstforum
den 3. december 2014 kl. 09:00
i Konference 1, Regionshuset i Viborg

Mødedeltagere:

Alette Algreen-Ussing, adm. direktør

Bent Hansen, regionsrådsformand

Claus Wistoft, borgmester

H. C. Østerby, borgmester

Heine Bach, områdedirektør

Henrik Gottlieb Hansen, medlem af regionsrådet

Iver Enevoldsen, borgmester

John Hermansen, adm. Direktør, observatør

Kirsten Holmgaard, direktør

Lars Aagaard, koncerndirektør

Peer H. Kristensen, direktør

Thor Jensen, regionsformand, FTF

Tina Grangaard, adm. direktør

Ulla Diderichsen, medlem af regionsrådet

Vibeke D. Hansen, adm. direktør

Viggo Thinggård, formand for HK Østjylland  

Fra Administrationen deltager:

Bo Johansen, regionsdirektør

Lars Vildbrad, udviklingsdirektør

Pia Fabrin, sekretariatet for Vækstforum


Sagnr.: 1-33-76-23-8-11

1. Tema: More.Creative - Evaluering

Resume

Vækstforum igangsatte ultimo 2012 initiativet Kreative Partnerskaber, nu More.Creative. Initiativet er blevet midtvejsevalueret, og Vækstforum præsenteres nu for en status på initiativets aktiviteter samt evalueringens konklusioner og anbefalinger.

 

Helt overordnet vurderer Oxford Research, at More.Creative er et veldrevet projekt, hvor man på nuværende tidspunkt har nået størstedelen af de opsatte delmål.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum drøfter evalueringen af More.Creative.

Sagsfremstilling

More.Creative

Vækstforum godkendte ultimo 2012 igangsættelsen af initiativet Kreative Partnerskaber, nu More.Creative. Målet var at understøtte udnyttelsen af regionens kreative vækstpotentiale. Samtidig skulle More.Creative fungere som den strategiske og operationelle platform for udmøntningen af Vækstforums medfinansiering af Kulturhovedstad Aarhus 2017.

 

Initiativet kører som et 3-årigt udviklingsprojekt 2013-2015 med procesmål, hvorefter der i en efterfølgende projektfase vil blive sat konkrete effektmål på initiativet.

 

Som baggrund for Vækstforums drøftelse indgår følgende indlæg:

 

  • Præsentation af More.Creative ved direktør Anna Porse, Manto A/S, operatørpartner i More.Creative 

  • Præsentation af evalueringens resultater ved afdelingschef Jakob Stoumann Jensen, Oxford Research 

  • The Architecture Project – en case ved kommunikationschef Marlene Damgaard-Sørensen, schmidt hammer lassen architects

 

Evaluering af More.Creative

Med henblik på at sikre projektet det bedst mulige afsæt for 2015 har Oxford Research gennemført en ekstern evaluering af initiativet.

 

Det overordnede mål med evalueringen af More.Creative er at synliggøre den læring, der har været i More.Creative siden starten af 2013, at dokumentere og vurdere de forventede effekter af More.Creative samt at komme med anbefalinger til en justering af More.Creative-indsatsen.

 

Helt overordnet vurderer Oxford Research, at More.Creative er et veldrevet projekt, hvor man på nuværende tidspunkt har nået størstedelen af de opsatte delmål. More.Creative er et omfangsrigt projekt, der i realiteten består af en lang række delprojekter, delaktiviteter og virkemidler.

 

Nye netværk og nye samarbejdsrelationer
Det er Oxford Researchs vurdering, at More.Creatives værdi i høj grad er knyttet til, at der er skabt netværk og samarbejde inden for de kreative erhverv på tværs af sektorer, brancher og fagligheder samt på tværs i regionen. Der er tale om netværk og samarbejder, som ellers ikke ville være skabt.

Øget branchebevidsthed og klyngeidentitet

Det er vurderingen, at der skabes spirende klyngeidentitet i nogle af partnerskaberne. Flere partnerskaber har en ambition om at udvikle sig til at blive selvbærende klyngeaktører. Oxford Research vurderer, at tre af fem branchepartnerskaber har potentiale til at blive en selvbærende klyngeaktør.

 

Kompetenceudvikling af partnerskabsledere og læring på tværs

Partnerskabslederne oplever, at de opnår intensiv kompetenceudvikling via den løbende sparring med en særligt tilknyttet facilitator og gennem deltagelse i fysiske møder med de øvrige partnerskabsledere og facilitatorer.

 

Produkt- og konceptudvikling i nogle af partnerskaberne

More.Creatives oprindelige fokus for partnerskaberne var, at de skulle være forretningsbaserede, hvorfor der i starten i højere grad end de fortsatte branchepartnerskaber og de nye kreative partnerskaber var fokus på produktudvikling. Fokus er nu på, at partnerskaberne gerne skal udvikle sig mod at blive selvbærende klyngeaktører.

 

Synliggørelse af de kreative erhverv

Oxford Research vurderer, at More.Creative-initiativet er med til at skabe opmærksomhed om de kreative erhverv, herunder deres betydning, udfordringer og potentialer i Region Midtjylland. 

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-3-13

2. Godkendelse af referat

Resume

Vækstforum afholdt møde den 28. oktober 2014. Der er ikke indkommet bemærkninger til referatet.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender referat fra mødet den 28. oktober 2014.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-3-13

3. Gensidig orientering

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum tager punktet til orientering.

Sagsfremstilling

Økonomioversigt

Af Region Midtjyllands erhvervsudviklingsmidler er der til dette møde 79,1 mio. kr. til rådighed i 2015 (se Tabel 1 i økonomioversigten).

  

Af de regionale erhvervsudviklingsmidler indstilles der for 23,3 mio. kr. til bevilling i 2015 og der reserveres for 11 mio. kr., i alt disponeres der for 34,3 mio. kr. på mødet den 3. december 2014 (se Tabel 2 i økonomioversigten).

 

Hvis indstillingerne til mødet følges, vil der være 44,8 mio. kr. til rådighed af de regionale erhvervsudviklingsmidler i 2015 (se Tabel 3 i økonomioversigten).

 

EU's mål 2 midler er delt op i Socialfonden og Regionalfonden, hvor budgetrammen, i perioden 2014-2020, for henholdsvis Socialfonden udgør ca. 204 mio. kr. og for Regionalfonden ca. 196 mio. kr. De to fonde er bundet op på 6 prioriteter - 3 prioriteter for hver fond - med hver deres budgetramme (se Tabel 1 i økonomioversigten).

 

Af Region Midtjyllands EU mål 2 midler er der til dette møde hhv. 170,2 mio kr. og 187,8 mio. kr. fra Regionalfonden og Socialfonden.

På mødet den 3. december 2014 indstilles der for 4,4 mio. kr. til Socialfonden (se tabel 2 i økonomioversigten).

 

Hvis indstillingerne til mødet følges, vil der være 170,2 mio. kr. til rådighed af Regionalfonden og 183,3 mio. kr. til rådighed af Socialfonden (se tabel 3 i økonomioversigten).

 

Vækstforum har besluttet at anvende 95 mio. kr. inden for de prioriterede indsatsområder. Med indstillingerne den 3. december 2014 er der annonceret og indstillet for 67,7 kr. Til rest er der 27,3 kr. til pejlemærker.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-87-1-14

4. Vækstpartnerskabsaftale 2014

Resume

Vækstforum og regeringen har siden 2007 årligt indgået en partnerskabsaftale med det formål at sikre gode rammer for vækst i Danmark gennem en koordinering af den nationale og regionale erhvervsfremmeindsats.

 

Formandskabet for Vækstforum og regeringen indgik ved et møde den 13. november Vækstpartnerskabsaftalen 2014.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum tager punktet til orientering.

Sagsfremstilling

Vækstpartnerskabsaftalen er i 2014 opdelt i to aftaler: den egentlige vækstpartnerskabsaftale samt en tillægsaftale af administrativ karakter, som blandt andet har til formål at følge op på tidligere aftaler.

Vækstpartnerskabsaftalen 2014 indeholder følgende initiativer:

 

Styrke Danmark som produktionsland 

 

  • Der iværksættes et vækstprogram for op til 1.000 små og mellemstore produktionsvirksomheder i hele landet med fokus på vækstpotentialet i fx øget automatisering og digitalisering.  

  • Der iværksættes et intensivt uddannelses- og sparringsforløb for op til 150 vækstvirksomheder for at fremme et tættere samarbejde mellem private iværk-sættere, erfarne erhvervsfolk og det danske iværksættermiljø.

  • Der udvikles træningsforløb for medarbejdere i produktionserhverv med fokus på at øge ressourceeffektiviteten i virksomhederne.

  • Der etableres et tættere samarbejde mellem vækstfora og Eksportrådet om internationaliserings- og eksportfremmeindsatsen for små og mellemstore virksomheder.

 

Kvalificeret arbejdskraft

 

  • Samarbejdet om den virksomhedsrettede kompetenceindsats styrkes på tværs af erhvervs-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet.

  • Flere unge, ufaglærte og faglærte skal have relevante erhvervskompetencer gennem et styrket samarbejde på uddannelsesområdet.

 

Udvikle den danske fødevareklynge  

 

  • Der arbejdes for at styrke Danmarks position som samlingspunkt for virksomheder, iværksættere og investorer på fødevareområdet.

  • Food Festival udvikles til et internationalt fyrtårn, der styrker markedsføringen af Danmark som et attraktivt fødevareland for nye virksomheder, iværksættere og investorer. Det vestdanske samarbejde på fødevareområdet udbygges, så virksomheder fra andre regioner også får gavn af Region Midtjyllands fødevareindsats.

  • I samarbejde med eksisterende aktører drøftes muligheder og behov for at styrke adgangen til risikovillig kapital på fødevareområdet, fx gennem private investornetværk.

 

I forhold til Vækstforums beslutning fra mødet den 28. oktober er alle ønsker i forhold til fødevareklynge indarbejdet i aftalen. Det samme gælder for ønsker i forhold til energisektoren og turismeindsatsen.

 

Således er følgende initiativer en del af aftalen:

 

Udvikle den danske fødevareklynge  

 

  • At der igangsættes en indsats i forhold til at sikre investeringer i den danske fødevareklynge bl.a. gennem Invest in Denmark.

  • At der etableres et samarbejde om afklaring af behovet for nye uddannelser til fødevarebranchen.

 

Vækstinitiativer for energisektoren, bioøkonomi og ressourceeffektivitet 

 

  • At Region Midtjyllands rolle som europæisk foregangsregion i forhold til bioøkonomi inddrages i det videre arbejde på området.

 

Turisme 

 

  • At arbejdet med Europæisk Kulturhovedstad 2017 skal bidrage til udviklingen af samarbejdet mellem kulturlivet og turisme, samt danne grundlag for en videreudvikling af satsningen More.Creative og potentialet i det kreative erhverv.

 

I forhold til ønsket om at indarbejde initiativer i forhold til plansystemet, så blev konklusionen, at denne del bør afvente det arbejde, som er iværksat mellem KL og Miljøstyrelsen.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-5-13

5. Drøftelse af udkast til udfordringer for Vækst- og Udviklingsstrategien

Resume

Som led i udarbejdelsen af den regionale vækst- og udviklingsstrategi har Vækstforum og regionsrådet vedtaget fire udfordringer og en proces for deres udfoldelse med det formål at skabe et fælles grundlag for det videre strategiarbejde, som påbegyndes i januar 2015 og forventes afsluttet i sensommeren 2015.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender udfordringerne for arbejdet med den regionale vækst- og udviklingsstrategi, og

 

at de foreslåede opmærksomhedspunkter indarbejdes i det videre arbejde med vision og strategi for den regionale vækst og udvikling.

Sagsfremstilling

Vækstforum vedtog på sit møde den 19. august fire udfordringer for arbejdet med den kommende vækst- og udviklingsstrategi: Konkurrenceevne, Klima og ressourcer, Velfærd og Demografi, bosætningsmønstre og mobilitet. Der er udarbejdet en redegørelse som baggrund for de fire udfordringer.

 

Udfordringer og redegørelser er vedhæftet som bilag.

 

Ved samme møde godkendte Vækstforum udkast til proces for udfoldelsen af de fire udfordringer.

 

På den baggrund er der iværksat ni arrangementer i form af workshops, konferencer og dialogmøder:

 

Uddannelse - hvis svaret er uddannelse, hvad var så spørgsmålet?

Uddannelsesdebat afholdt i Nr. Nissum den 3. oktober.

 

Strategisk energiplanlægning

Workshop for primært embedsmænd afholdt den 28. oktober.

 

Konkurrenceevnedebatten - Hvad skal vi leve af i fremtiden?

Workshop for aktører afholdt i Silkeborg den 3. november.

 

Konference Vækst og udvikling i Region Midtjylland - tager vi fat i de rette udfordringer?

Konference for politikere, embedsmænd og aktører afholdt i Horsens den 11. november.

 

Ressourcer - Bioøkonomi

Konference for politikere og aktører afholdt på Koldkærgård, Skejby, den 13. november.

 

Klima - vand

Konference afholdt i Holstebro den 24. november.

 

Strategisk energiplanlægning

Konference for politikere afholdes den 28. november.

 

Urbanisering - kan og skal vi alle bo i byerne?

Workshop afholdes i Ringkøbing den 12. december.

 

Velfærdsinnovation

Temamøder afholdt løbende i 2014.

 

De ni arrangementer er annonceret her:

http://www.rm.dk/regional+udvikling/strategier+og+politikker/en+ny+regional+v%c3%a6kst-+og+udviklingsstrategi

 

Udviklingsdirektør Lars Vildbrad, Regional Udvikling, vil på Vækstforums møde den 3. december præsentere de væsentligste opmærksomhedspunkter.

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-15-14

6. Resultatkontraktopfølgning september 2014

Resume

Regionsrådet og Vækstforum har igangsat erhvervsudviklingsprojekter inden for syv af handlingsplanens otte indsatsområder Energi og miljø, Fødevarer, Velfærd, Turisme, Innovation og forretningsudvikling, Iværksætteri samt Uddannelse og kompetenceudvikling.

 

En række af projekterne medfinansieres af hhv. regionalfonden og socialfonden. De igangsatte projekter under strukturfondsperioden 2007-2013 er ved at blive afsluttet. En del projekter er afsluttet, og en del afsluttes i første halvdel af 2015.

 

Den administrative styregruppe indstiller,

at resultatkontraktopfølgningen for de regionale erhvervsudviklingsmidler tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Vækstforum besluttede på sit møde den 14. maj 2014, at der skal udarbejdes et mere operationelt grundlag for de halvårlige resultatkontraktopfølgninger.

 

Resultatkontraktopfølgningen pr. 1. september 2014 vedrører alene initiativer, som forventes afsluttet i løbet af 2015.

 

I forhold til udmøntningen af Handlingsplan 2015 er der gennemført to annonceringsrunder, og der er endnu ikke resultatkontrakter til opfølgning.

 

Denne opfølgning er således et forslag til den fremtidige opfølgning. Vækstforum vil på sit møde den 18. februar 2015 drøfte en række kriterier for projektopfølgning. 

 

Energi og miljø

Initiativerne har fokus på udvikling og demonstration af ny teknologi og nye løsninger. Det globale marked for cleantech løsninger er stærkt stigende, og udgangspunktet for Danmark og Region Midtjylland for at få del i dette marked er gunstigt. De initiativer, som Vækstforum har iværksat, vil på længere sigt bidrage til, at regionens virksomheder får del i dette marked og vil dermed bidrage positivt til vækst og beskæftigelse i Region Midtjylland.

 

Under indsatsområdet energi og miljø er der aktuelt 12 resultatkontrakter. Dertil kommer ni underkontrakter, således at den samlede opfølgning omhandler 21 projekter. Der er bemærkninger til fire resultatkontrakter.

 

Fødevarer

Det overordnede formål med satsningen er at skabe vækst og regionale arbejdspladser ved at understøtte og videreudvikle fødevareerhvervets innovationskapacitet. Der er således store potentialer i nytænkning af produkter, processer, forretningsområder, forretningsmodeller og samarbejdsrelationer – med sigte på et nærmest umætteligt globalt marked, som efterspørger sikre og sunde fødevarer.

 

Under indsatsområdet fødevarer er der på nuværende tidspunkt 10 resultatkontrakter til opfølgning, hvoraf ingen giver anledning til bemærkninger. 

 

Velfærdsinnovation

Region Midtjylland har gode forudsætninger for at udvikle en potent sundhedsklynge. En stærk sundhedsforskning og universitetsstyrker inden for ingeniørvidenskab, nanoteknologi, datalogi, materialer m.m. Et godt behandlingssystem og en vis kritisk masse og styrker inden for relaterede erhverv, hvorfra man kan rekruttere ledere og forretningsudviklere.

 

Under indsatsområdet Velfærdsinnovation er der tre resultatkontrakter til opfølgning, hvoraf ingen giver anledning til bemærkninger.

 

Turisme

Vækstforum vedtog i marts 2011 ”Handlingsplan 2015 – Ny VÆKST i turismen i Region Midtjylland”, der fastlægger rammerne for Vækstforums ønske om at gennemføre en strategisk udviklingsindsats inden for turismen. Målet har været at skabe en markant vækst i turisterhvervet. Udmøntningen af handlingsplanen er i fuld gang.

 

Under indsatsområdet Turisme er der 19 resultatkontrakter til opfølgning, hvoraf fire giver anledning til bemærkninger.

 

Innovation og forretningsudvikling

Vækstforum vil med indsatsen skabe bedre rammer for, at de midtjyske virksomheder kan udvikle deres forretningsgrundlag og arbejde systematisk og strategisk med innovation og løsninger på samfundsmæssige udfordringer, der kan være nøglen til fremtidig vækst og velfærd. Vækstforum vil samtidig understøtte, at virksomhederne videreudvikler bedre strategiske og ledelsesmæssige kompetencer, et større globalt udsyn og mere effektive processer.

 

Under dette indsatsområde er der 19 resultatkontrakter til opfølgning, hvoraf tre giver anledning til bemærkninger.

 

Iværksætteri

Vækstforum vil skabe bedre vilkår for, at der etableres flere nye virksomheder, og at flere af de nye virksomheder overlever og udvikler sig til nye vækstvirksomheder. Indsatsområdet skal derfor sikre, at fokus på entreprenørskab i uddannelsessystemet styrkes, og at adgangen til rådgivning og risikovillig kapital for iværksættere og nystartede virksomheder forbedres.

 

Under dette indsatsområde er der seks resultatkontrakter til opfølgning, hvoraf ingen giver anledning til bemærkninger.

 

Uddannelse og kompetenceudvikling

Med initiativerne under dette indsatsområde vil Vækstforum medvirke til at sikre arbejdsstyrken, kvalitativt såvel som kvantitativt.

 

Det overordnede formål med initiativet er at skabe mere og bedre efteruddannelse i Region Midtjylland. I praksis betyder det en styrkelse af efter- og videreuddannelsesindsatsen for de kortuddannede i regionens små og mellemstore virksomheder samt muligheden for at gennemføre kompetencegivende jobrotationsforløb for ledige.

 

Under dette indsatsområde er der tre resultatkontrakter til opfølgning, hvoraf der er bemærkninger til én resultatkontrakt.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-11

7. Effektmåling af alle Vækstforums strukturfondsfinansierede projekter - igangsat i perioden 2007 til 2010

Resume

Der er foretaget en ny effektmåling af alle Vækstforums strukturfondsfinansierede projekter, som er igangsat i perioden 2007 til 2010. Effektmålingen indikerer, at strukturfondsindsatsen har bidraget til at øge beskæftigelsen i fem ud af syv indsatsområder. Effektmålingen indikerer også, at strukturfondsindsatsen har bidraget til at øge omsætningen i fire indsatsområder.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum tager punktet til orientering.

Sagsfremstilling

Der er foretaget en ny årlig effektmåling af Vækstforums projekter, som er medfinansieret af EU’s strukturfonde.

 

I år omfatter effektmålingen de projekter, som er igangsat i perioden 2007 til 2010. Som noget nyt i forhold til sidste års effektmåling ses der altså bort fra de projekter, der er startet efter 2010. Det sker i erkendelse af, at projekterne skal have tid til at virke, før effekten indtræffer ude hos virksomhederne i form af øget jobskabelse og/eller omsætning.

 

Dermed omfatter effektmålingen 69 projekter, som ifølge projekternes operatører har haft indflydelse på knap 10.000 virksomheder. Heraf kan cirka 5.000 private virksomheder genfindes i Danmarks Statistiks registre, og det er på baggrund af disse virksomheder, at effektmålingen er foretaget.

 

Effektmålingen fokuserer ikke på enkeltprojekter, men grupperer alle projekter efter Vækstforums indsatsområder, og betragter herefter alle projekter i et indsatsområde som et samlet projekt. Det sker for at få tilstrækkelig volumen i effektmålingen.

 

Effektmålingen sker ved at sammenligne udviklingen i de deltagende virksomheder med en kontrolgruppe af virksomheder, som ligner deltagervirksomheder, men som ikke har deltaget i projektet. Hvis deltagerne klarer sig statistisk signifikant bedre end kontrolgruppen målt på jobskabelse og/eller omsætning, indikerer dette, at projektet har haft positive effekter.

 

Metoden er udviklet af de seks vækstforumsekretariater, Danmark Statistik og Erhvervsstyrelsen i fællesskab. Danmarks Statistik har stået for den praktiske gennemførelse af effektmålingen.

 

Resultaterne af årets effektmåling

I den treårige periode 2010 til 2013 er antallet af fuldtidsbeskæftigede steget i alle indsatsområder. Den relative fremgang har været størst i indsatsområdet Iværksætteri, mens den relative fremgang har været beskeden i indsatsområdet Uddannelse og kompetenceudvikling. Effektmålingen indikerer, at projekterne har bidraget til den positive beskæftigelsesudvikling i fem ud af de syv indsatsområder. Det drejer sig om:

 

  • Energi og miljø

  • Fødevarer

  • Innovation og forretningsudvikling

  • Iværksætteri

  • Uddannelse og kompetenceudvikling

 

Derimod indikerer effektmålingen, at erhvervsfremmeindsatsen ikke har bidraget til den stigende beskæftigelse i indsatsområderne Velfærdsinnovation samt Turisme.

 

I perioden 2010 til 2013 er omsætningen steget i alle indsatsområder med undtagelse af Turisme. Igen er den relative vækst størst i indsatsområdet Iværksætteri. Effektmålingen indikerer, at projekterne har bidraget til den positive omsætningsudvikling i fire ud af de syv indsatsområder. Det drejer sig om:

 

  • Fødevarer

  • Innovation og forretningsudvikling

  • Iværksætteri

  • Uddannelse og kompetenceudvikling

 

Omvendt kan der ikke påvises en statistisk signifikant omsætningseffekt af strukturfondsindsatsen i indsatsområderne Energi og miljø, Velfærdsinnovation samt Turisme.

 

Til trods for enkelte justeringer i metoden bekræfter resultaterne af dette års effektmåling tendenserne fra sidste års effektmåling, der også viste gode resultater af erhvervsfremmeindsatsen i de fleste indsatsområder.

 

I de fem indsatsområder, hvor effektmålingen indikerer en positiv beskæftigelseseffekt, giver effektmålingen et estimat på størrelsen af denne effekt. Det sker ved at sammenligne beskæftigelsesudviklingen i de deltagende virksomheder med udviklingen, som den ville have været, hvis de ikke havde deltaget i projektet, og derfor havde oplevet samme beskæftigelsesudvikling som kontrolgruppen.

 

Resultaterne er som vist i tabel 1. Eksempelvis indikerer effektmålingen, at beskæftigelsen i deltagervirksomhederne i indsatsområdet Uddannelse og kompetenceudvikling er vokset med cirka 3.150 fuldtidsstillinger i 2013 i forhold til, hvis virksomhederne ikke havde deltaget i projekterne. Den relativt store jobskabelse i indsatsområdet Uddannelse og kompetenceudvikling skal ses i sammenhæng med, at 64 procent af alle virksomheder, der indgår i effektmålingen, ligger i dette indsatsområde.

 

Jobskabelsen kan ikke aggregeres på tværs af indsatsområder, da en virksomhed godt kan have deltaget i mere end et indsatsområde.

 

Tabel 1

[image]

 

Resultater skal tolkes med forsigtighed

Effektvurderingen indikerer, at strukturfondsindsatsen har haft en positiv effekt, da deltagervirksomhederne inden for en række indsatsområder har klaret sig signifikant bedre end kontrolgruppen målt på beskæftigelse og omsætning. Metoden sikrer deltagergruppen, og kontrolgruppen ligner hinanden på observerbare forhold som lokalisering, branche, virksomhedsstørrelse og vækst forud for effektmålingsperioden. Derimod kan det ikke udelukkes, at deltagervirksomhederne adskiller sig fra kontrolgruppen på uobserverbare forhold som motivation og engagement, vækstorientering og udviklingsbehov, og at vækst i deltagervirksomhederne helt eller delvist kan tilskrives disse karakteristika snarere end strukturfondsindsatsen.

 

Sammenlignelighed på tværs af regioner

Der laves også effektmålinger i de øvrige regioner, og da metoden er udviklet i fællesskab. er resultaterne umiddelbart sammenlignelige. Når resultaterne fra de øvrige regioner foreligger, vil der blive lavet en oversigt, som forelægges Vækstforum.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-15-14

8. Etablering af Selskab for Dansk Kyst- og Naturturisme og Selskab for Dansk Erhvervs- og Mødeturisme (MeetDenmark)

Resume

Regeringen har den 20. juni 2014 indgået en aftale med en bred kreds af partier i Folketinget om en vækstplan for dansk turisme. Vækstplanen har som mål, at dansk turisme skal have øget vækst, og som et centralt element indgår en bedre organisering af turismen.

 

Danske Regioner har efterfølgende indgået en aftale med Erhvervs- og Vækstministeriet om etablering af tre udviklingsselskaber, som skal arbejde med henholdsvis Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Erhvervs- og Mødeturisme og Dansk Storbyturisme. I aftalen indgår, at regionerne bidrager til medfinansiering af Dansk Kyst- og Naturturisme og Dansk Erhvervs- og Mødeturisme.

Formandskabet indstiller,

at Vækstforum godkender bestyrelsen,

 

at Vækstforum udpeger et af Vækstforums medlemmer til en nomineringskomité, der kan træde sammen og udpege et nyt medlem, hvis et af bestyrelsesmedlemmerne udtræder af bestyrelsen,

 

at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at udkastet til vedtægter for Dansk Kyst- og Naturturisme godkendes,

 

at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 5 mio. kr. i 2015 som Region Midtjyllands bidrag til Selskab for Kyst- og Naturturisme i 2015 og 2016,

 

at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 700.000 kr. i 2015 som Region Midtjyllands bidrag til Selskab for Dansk Erhvervs- og Mødeturisme (MeetDenmark) i 2015 og 2016.

Sagsfremstilling

Den 20. juni 2014 er der indgået aftale mellem regeringen og en bred kreds af Folketingets partier om vækstplan for dansk turisme. Et centralt element i aftalen er ændringer i organiseringen af den offentlige turismeindsats. Ændringerne udmøntes bl.a. gennem en ny lov om dansk turisme. Loven indebærer bl.a., at der oprettes et nationalt turismeforum med et tilknyttet advisory board, der skal stå for den nationale turismestrategi og koordination af indsatsen. Det fremgår endvidere af aftalen, at den regionale indsats for udvikling af turismeproduktet m.v. herhjemme fremover samles under tre udviklingsselskaber, der skal have ansvaret for udviklingen af dansk turisme inden for hhv. kyst- og naturturismen, erhvervs- og mødeturismen samt storbyturismen.

 

I forlængelse heraf er der indgået aftale mellem Erhvervs- og Vækstministeriet og Danske Regioner om den nærmere tilrettelæggelse af de tre udviklingskonsortier for: Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Erhvervs- og Mødeturisme (MeetDenmark) og Storbyturisme.

 

Dansk Kyst- og Naturturisme (DKNT)

Selskabet for Dansk Kyst- og Naturturisme etableres med sekretariat i Region Nordjylland. Der etableres to partnerskaber under selskabet med inddragelse af lokale og regionale aktører. Vestkystpartnerskabet, der placeres i Region Midtjylland og Østersøpartnerskabet, der placeres i Region Sjælland.

 

Formål og opgaver

Selskabets formål er aktivt at medvirke til at fremme og styrke udviklingen af kyst- og naturturismen i Danmark. Og selskabet skal medvirke til at vende tilbagegang til ny vækst målt på kyst- og naturturisme i Danmark og på dansk kystturismes markedsandele i EU. Opgaverne vil omfatte udvikling af programmer og projekter, etablering af partnerskaber, fundraising, videnopsamling og –formidling samt analyser af kyst- og naturturisme. Opgaverne defineres desuden af efterspørgsel/bestillinger fra vækstfora og andre betalende parter.

 

Bestyrelse

Dansk Kyst- og Naturturisme skal have en professionel erhvervsbestyrelse og formand, der varetager selskabets interesser. Bestyrelsen skal sammensættes af professionelle bestyrelsesmedlemmer, der har skabt forretningsmæssige resultater inden for selskabets arbejdsområde. Bestyrelsen vælges for en periode på to år ud fra en samlet kompetenceprofil, der er baseret på geografiske, faglige og erhvervsmæssige hensyn. Endvidere har Erhvervs- og Vækstministeriet en repræsentant i bestyrelsen.

 

Der er nedsat en interimbestyrelse med erhvervsmanden Henrik Höhrmann som formand. Med ham i spidsen er der lavet et samlet forslag til bestyrelse af erhvervsfolk, der dækker såvel forskellige geografiske, faglige som erhvervsmæssige områder med fokus på viden og kendskab til turisme og oplevelsesbranchen. Der foreslås følgende sammensætning af bestyrelsen:

 

Henrik Höhrmann, prof. bestyrelsesmedlem

Jan Haarpanen, adm. dir., Novasol

Christian Woller, adm. dir., Legoland Billund

Henrik B. Nielsen, adm. dir., Djurs Sommerland

Steen Slaikjær, medejer og direktør, Hvidbjerg Strand Feriepark

Niels Bro, direktør, Skallerup Klit

Birgitte Dinesen, Godsejer, Kragerup Gods

Lars Bernhard Jørgensen, adm. dir., Wonderful Copenhagen

Repræsentant for Erhvervs- og Vækstministeriet, udpeges af ministeriet

 

Fremadrettet vil ny- og genudpegninger til bestyrelsen skulle udpeges af en nomineringskomité bestående en repræsentant fra hver af de regionale vækstfora i de fem stiftende regioner.

 

Finansiering

Erhvervs- og Vækstministeriet yder et tilskud på samlet 20 millioner kroner over 2 år (10 millioner kroner pr. år i 2015 og 2016) til Dansk Kyst- og Naturturisme til at fremme igangsætningen af det nye selskabs aktiviteter, inkl. Vestkystpartnerskabet og Østersøpartnerskabet. Det er aftalt, at alle regioner – via vækstforum – vil arbejde for at bidrage til basisfinansieringen af det nye selskab. Derudover kan regionerne/vækstfora købe regionsspecifikke aktiviteter i selskabet efter behov, evt. i form af flerårige aftaler med selskabet. Det vil også være muligt for interesserede kommuner at indgå på samme vilkår.

 

Der er aftalt følgende fordelingsnøgle regionerne imellem ift. basisfinansieringen:

 
Fordeling
Millioner kroner
Region Nordjylland
3/12
2,5
Region Midtjylland
3/12
2,5
Region Syddanmark
3/12
2,5
Region Sjælland
2/12
1,67
Region Hovedstaden
1/12
0,83
Total
12/12
10

 

DKNT’s bestyrelse udarbejder finansieringsplan baseret på en strategi- og forretningsplan. Ud over basisfinansiering skal DKNT ansøge om midler ud fra konkrete projektansøgninger og programmer og/eller f.eks. årligt projektkatalog. Det fremgår af aftalen med regeringen, at regionerne også i de kommende år vil prioritere turismeområdet, dog under hensyn til reduktion i EU strukturfondsmidler.

 

MeetDenmark

Selskabet for Dansk Erhvervs- og Mødeturisme (MeetDenmark) etableres med sekretariat i Region Hovedstaden. Der etableres under selskabet et partnerskab for Erhvervs- og Mødeturisme i Vestdanmark med sekretariat i Region Syddanmark.

 

Formål og opgaver

Selskabets formål er at styrke den private og offentlige indsats for at tiltrække flere internationale møder og kongresser til Danmark for dermed at skabe vækst og udvikling i turisterhvervet. Det sker ved, at foreningen understøtter, supplerer og samarbejder omkring den indsats, som gennemføres på området af foreningens medlemmer og partnere. Selskabet skal sikre koordination af indsatserne, som løses af selskabet, partnerskab for Erhvervs- og Mødeturisme i Vestdanmark eller lokalt i destinationerne.

 

Konkret vil selskabet kunne udføre/koordinere tværnationale opgaver som markedsføring og salg af de danske møde- og kongresdestinationer i udlandet, den internationale kommunikationsindsats, koordination af og deltagelse på internationale salgsmesser, pege på udviklingsbehov, der kan styrke mødeturismens internationale konkurrencekraft m.v. Den endelige opgavefordeling skal aftales i bestyrelsen for MeetDenmark.

Der etableres en bestyrelse for MeetDenmark, der udgøres af de betalende parter. Bestyrelsen udpeger selv sin formand. Partnerskabet ledes af en styregruppe, hvis formand og repræsentanter udpeges af partnerskabets bidragsydere. Der foreslås følgende sammensætning af bestyrelsen:

 

Direktør Helge Søgaard, VisitÅlborg

Direktør Peer H. Kristensen, VisitÅrhus

Region Syddanmark (ikke besluttet)

Region Sjælland (ikke besluttet)

Region Hovedstaden (medlem af WoCo’s direktion)

Et medlem udpeget af EVM

 

Finansiering

Det er aftalt, at Staten bidrager med 1,75 millioner kroner pr. år, og regionerne søger at matche beløbet med 1,75 millioner kroner samlet pr. år.

 

Der er aftalt følgende fordelingsnøgle regionerne imellem:

 
Fordeling
Millioner kroner
Region Nordjylland
1/10
0,175
Region Midtjylland
2/10
0,350
Region Syddanmark
3/10
0,525
Region Sjælland
1/10
0,175
Region Hovedstaden
3/10
0,525
Total
10/10
1,75

 

Dansk Storbyturisme (Wonderful Copenhagen)

Den internationale storbyturisme har i de senere år været i betydelig vækst og bidrager dermed positivt til Danmarks turismeregnskab. Det er forventningen, at der også i de kommende år knytter sig betydelige vækstmuligheder til dette forretningsområde.

 

Formål og opgaver

Dansk Storbyturisme skal bidrage til at øge tiltrækningen af udenlandske turister fra nær- og fjernmarkederne til de større danske byer gennem en fokuseret indsats for udvikling af turismepotentialerne i de større danske byer.

 

Bestyrelse

Erhvervs- og Vækstministeriet/VisitDenmark bibeholder en observatørpost i Wonderful Copenhagens bestyrelse.

 

Finansiering

Dansk Storbyturisme forankres hos Wonderful Copenhagen og finansieres som hidtil af de deltagende parter.

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-21-4-12

9. Ansøgning - Rethink business - videreførelse af kommunepuljen

Resume

Kommunepuljen skal styrke den offentlige efterspørgsel efter cirkulære produkter og ydelser. Fem kommuner har fået tilskud i 2013-2014, og der er allerede opnået gode resultater. Nu annonceres der efter 1-3 nye udviklingsprojekter. Det samlede tilskudsbeløb er 1 mio. kr., og kommunerne skal medfinansiere med 50 %.

Den administrative styregruppe indstiller,

at der reserveres 1 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til Rethink Business' kommunepulje i 2015,

 

at der annonceres efter ansøgninger til puljen, og

 

at Vækstforum vurderer ansøgningerne på et senere møde.

Sagsfremstilling

Formålet med Rethink Business' kommunepulje er at skabe nye, grønne vækstmuligheder for erhvervslivet. Kommunerne er vigtige kunder for mange virksomheder, og når de stiller særlige krav til produkter og ydelser, er det med til at skubbe til produktudvikling og innovation i erhvervslivet. Det er ikke altid en enkelt sag for kommunerne at stille nye krav i indkøb og erhvervssamarbejde. Der kan være brug for helt nye produkter og ydelser, men det kan også kræve nye procedurer, strategier og samarbejdsrelationer i kommunen. Derfor kan der være brug for ekstra finansiering i den første fase.

 

I Rethink Business er der fokus på grønne forretningsmuligheder ud fra principperne i "cradle to cradle" og "cirkulær økonomi". Det betyder, at de deltagende virksomheder arbejder på at undgå affaldsproduktion og brug af nye råvarer, og i stedet beholder råvarerne i cirkulation, f.eks. gennem design til genbrug eller leasingmodeller. På den måde kan indsatsen samtidig være med til at løse samfundsmæssige udfordringer.

 

I 2013-2014 har fem kommuner opnået støtte gennem kommunepuljen. Herning Kommune har udviklet en metode til at forlænge levetid og øge genbrug af arbejdsbeklædning på det tekniske område, Samsø Kommune arbejder med ressourceeffektive leasingmodeller for pumper, Skive Kommune udvikler nye metoder til at genbruge bygningsmateriale - og Skanderborg og Aarhus kommuner udvikler affaldsselskabernes rolle i affaldsforebyggelse og ressourceproduktivitet.

 

I praksis har det vist sig, at indkøb kun er et af de virkemidler, som kommunerne tager i brug for at udvikle det cirkulære marked. Kommunerne arbejder også med myndighedsudøvelse (f.eks. nedrivningstilladelser), med driftsopgaver (f.eks. affaldsbehandling) og med udviklingsopgaver (f.eks. udvikling af erhvervsklynge).

 

På nuværende tidspunkt er kun et af projekterne afsluttet, men der har allerede vist sig vigtige resultater. F.eks. i form af ny indkøbsvejledning, godkendt af konkurrencestyrelsen, nye indkøbsprocedurer, nye forretningsmodeller for genbrug og distribution af materialer - og nye, innovative samarbejder mellem erhverv, kommune og uddannelsesinstitutioner.

 

De deltagende kommuner er desuden gået i dialog med hinanden og andre kommuner om at indlede samarbejder, der kan skabe større volumen og effekt i indsatsen. Det kan f.eks. handle om fælles indkøb, fælles standarder for arbejdstøj, udveksling og salg af genbrugsmaterialer eller opbygning af større virksomhedsklynger.

  

Effekten af indsatsen forventes at være en større kommunal efterspørgsel efter cirkulære produkter og ydelser. F.eks. skånsom nedrivning af huse, rensning/reparation og distribution af brugte byggematerialer, arbejdstøj med udskiftelige logoer eller leasingmodeller for pumper. Det giver nye forretningsmuligheder - både for eksisterende virksomheder og iværksættere.

 

Se effektkæde i bilaget.

 

Kommunepuljen er en del af "Rethink Business",  i en anden del af projektet tilbydes virksomheder rådgivning til at udvikle cirkulære forretningsmodeller. På den måde arbejder Rethink Business både med udbud og efterspørgsel af bæredygtige produkter og løsninger. I Vækstforums handlingsplan for 2015 hører puljen under indsatsen: Cirkulær økonomi - markedsudvikling og offentlig efterspørgsel.

 

Økonomi 

I den hidtidige indsats er der bevilget i alt 2.887.000 kr. til projekter i kommunepuljen. Kommunerne medfinansierer med 50 %, så det samlede budget indtil nu er 5.775.000 kr.

På Vækstforums møde den 27. august 2013 blev der bevilget i alt 1.887.500 kr.:

200.000 kr. til Samsø Kommune, 300.000 kr. til Herning Kommune og 1.387.500 kr. til Skive Kommune.

På Vækstforums møde den 10. december 2013 blev der bevilget i alt 1 mio. kr.: 170.000 kr. til Skanderborg Kommune og 830.000 kr. til Aarhus Kommune.

 

Nu foreslås det, at der annonceres efter 1-3 nye projekter i kommunerne, med et samlet tilskudsbeløb på 1 mio. kr.

Ansøgninger vil blive forelagt for Vækstforum på et senere møde.

 

 [image]

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Bilag

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-21-2-11

10. Ansøgning - Projekt vedr. affaldssortering hos Nomi4S

Resume

Affaldsselskabet Nomi4S i/s, som ejes af Holstebro, Lemvig, Skive og Struer kommuner, har i samarbejde med bl.a. Væksthus Midtjylland beskrevet et udviklings- og demonstrationsprojekt inden for affaldssortering med deltagelse af regionale virksomheder og videninstitutioner og søger via Væksthus Midtjylland om tilskud til projektet.

 

Projektet falder ind under det af Vækstforum iværksatte program til teknologiudvikling og -demonstration, CleanTEKmidt med Væksthus Midtjylland som operatør. Da CleanTEKmidt imidlertid er ved at udløbe, vil støtte derfra kræve overførsel af ikke forbrugte midler til Nomi4S projektet.

 

Nomi4S projektet har fået bevilget 5,4 mio. kr. fra Miljøstyrelsens udviklings- og demonstrationsprogram.

Sekretariatet indstiller,

at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at 3 mio. kr. af de ikke forbrugte regionale erhvervsudviklingsmidler i CleanTEKmidt programmet anvendes til udviklings- og demonstrationsprojektet hos Nomi4S med Væksthus Midtjylland som operatør.

Sagsfremstilling

Væksthus Midtjylland har, som led i CleanTEKmidt programmet, i samarbejde med affaldsselskabet Nomi4S i/s (med Holstebro, Struer, Lemvig og Skive som interessenter), fire regionale maskin-/teknologileverandører samt Cowi udarbejdet et projektoplæg vedr. udvikling og demonstration af et opgraderet affaldssorteringsanlæg hos Nomi4S. Ud over de nævnte parter medvirker Teknologisk Institut samt Aalborg Universitet og Syddansk Universitet.

 

Formålet med projektet er at udvikle og demonstrere et affaldssorteringsanlæg, som lever op til fremtidens krav om 50 % genanvendelse af husholdningsaffald og på den baggrund skabe lokal og regional erhvervsudvikling på området.

 

Effekten af projektet forventes således at være, at der vil blive udviklet og demonstreret nye tekniske løsninger, som kan danne grundlag for kommende erhvervsvækst og nye arbejdspladser lokalt og regionalt.

 

Vækstforum iværksatte i 2011 programmet CleanTEKmidt med Væksthus Midtjylland som operatør. Formålet med det program er netop at udvikle og demonstrere ny teknologi inden for cleantech området. Programmet udløber imidlertid i marts 2015, og Nomi4S projektet forventes at forløbe i 2015 og 2016.

 

Miljøstyrelsen har netop bevilget 5,4 mio. kr. til projektet fra deres udviklings- og demonstrationspulje.

 

Den samlede finansiering af projektet ser således ud:

 

Finansieringsbudget (1.000 kr.)
 
Region Midtjylland
3.000
Miljøstyrelsen
5.400
Deltagende virksomheder
5.700
I alt
14.100

 

Projektet hos Nomi4S er et resultat af et arbejde, som blev iværksat som led i udvikling af såkaldte fyrtårnsprojekter, hvor såvel Miljøministeriets miljøteknologiske udviklingsmidler som regionernes erhvervsudviklingsmidler skulle bidrage. 

Der blev således indkaldt forslag til projekter inden for nærmere bestemte kategorier til bedømmelse, og det blev vedtaget at arbejde videre med 10 projektideer inden for følgende kategorier:

 

  • Grønne hospitaler

  • Jordforureningsområdet

  • Affaldssortering

  • Miljøforbedringer på offentlige færger

 

Region Midtjylland er involveret i projektideerne på jordforureningsområdet og affaldssortering.

 

Projektideen vedr. affaldssortering går ud på at videreudvikle og demonstrere maskinel sortering af husholdningsaffald med henblik på at øget genanvendelse, som bidrag til implementering af regeringens ressourcestrategi, og samtidig skabe nye udviklings- og eksportmuligheder for danske teknologivirksomheder.

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-15-1-76-9-13

11. Ansøgning - Øget samspil og synergi mellem regionale og nationale fødevareinitiativer

Resume

Med henblik på at styrke den danske fødevareklynge skal der skabes en øget integration mellem det nationale innovationsnetværk for fødevareområdet, FoodNetwork, og initiativerne under Region Midtjyllands fødevaresatsning. Dette vil bidrage til et stærkere og mere sammenhængende erhvervsfremmesystem inden for fødevareområdet.

 

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der bevilges 1,5 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler i 2015 til medfinansiering af en Foodnetwork netværksagent under den regionale fødevaresatsning. Bevillingen udmøntes med 0,750 mio. kr. i 2015 og 0,750 mio. kr. i 2016.

Sagsfremstilling

På baggrund af Vækstpartnerskabsaftale for 2014 om udvikling af den danske fødevareklynge og en konkret henvendelse fra det nationale innovationsnetværk, foreslås, at der etableres et samarbejde med en fælles netværksagent som omdrejningspunkt.

 

Netværksagenten skal sikre et bedre samspil mellem det nationale innovationsnetværk for fødevaresektoren, Foodnetwork (med udgangspunkt i VIFU, Holstebro), den regionale fødevaresatsning samt andre (tvær-)regionale og nationale erhvervsfremmeinitiativer målrettet fødevarebranchen. Det skal blandt andet ske ved at udvikle virksomhedsrettede initiativer på tværs af regionale og nationale fødevareinitiativer, der skal sikre større sammenhæng og integration mellem disse. Netværksagenten skal således medvirke til en forstærket indsats, øget synergi og et mere overskueligt og let tilgængeligt erhvervsfremmesystem for fødevarevirksomhederne.

 

Med dette konkrete samarbejde tager den regionale fødevaresatsning endnu et skridt i retning af tværregionalt og nationalt lederskab med henblik på at sikre bedst mulige rammer for den danske fødevareklynge.

 

Effekter

Den nye netværksagent skal sikre, at minimum 100 fødevarevirksomheder deltager i tværgående regionale, tværregionale og nationale initiativer.

 

Minimum 15 fødevarevirksomheder vil som følge af deltagelse i de tværgående initiativer opnå dokumenteret merværdi i form af markedsintroduktioner, nye ansættelser og/eller vækst i løbet af projektperioden.

 

Minimum otte regionale og nationale erhvervsfremmeinitiativer vil deltage i de tværgående tilbud og indsatser til fødevarevirksomheder.

 

Der vil i løbet af projektet blive forberedt og om muligt igangsat minimum to større internationalt orienterede projekter, eksempelvis i regi af Interreg eller Horizon 2020, hvor regionale og nationale erhvervsfremmeinitiativer medvirker på tværs.

 

Der vil ved udgangen af 2016 være udarbejdet et udkast til en strategi for hvor, hvordan og i hvilket omfang, der kan ske en formel integration af regionale og nationale erhvervsfremmeinitiativer inden for fødevareområdet.  

 

Aktiviteter

Initiativet omfatter tre hovedaktiviteter:

 

Integration af en Foodnetwork netværksagent som en landsdækkende brobyggerfunktion i tilknytning til den regionale midtjyske fødevaresatsning.

Brobyggerfunktionen skal arbejde for at sikre virksomheder i hele den danske fødevareklynge overblik og koordinering af de mange tilbud regionalt og nationalt, der kan hjælpe virksomhederne til udvikling og vækst.  Et omdrejningspunkt bliver et tæt samarbejde med regionale og nationale erhvervsfremmeaktører, herunder Foodnetwork, Future Food Innovation, Danish Food Cluster, Food Organisation of Denmark (FOOD) og Foodbest. Netværksagenten skal således sikre forankring af FoodNetworks aktiviteter hos relevante aktører, ligesom deltagende virksomheder under innovationsnetværket skal have øget kendskabet til andre regionale og nationale tilbud.

 

Samarbejdet skal løftes gennem en række erhvervsrettede udviklingsaktiviteter på tværs af regionale og nationale fødevareinitiativer, der skal sikre større sammenhæng og integration mellem disse. Konkret kunne det være udvikling af modeller for værdiskabende samarbejder mellem store fødevarevirksomheder og SMV, udvikling af et fælles CRM system, udvikling af modeller for lettere adgang for SMV til detailhandlen samt udarbejdelse af en fælles strategi for hvor, hvordan og i hvilket omfang, der kan ske en formel integration af regionale og nationale erhvervsfremmeinitiativer inden for fødevareområdet.

 

Understøttelse af tværregionale samarbejder

Netværksagenten skal være en ressource i forhold til at løfte det tværregionale samarbejde på fødevareområdet, først og fremmest i regi af det vestdanske samarbejde, og herunder først og fremmest i samarbejdet mellem Region Nordjylland og Region Midtjylland om at styrke fiskeri- og akvakulturerhvervene. Konkret skal netværksagenten således indgå i tæt samarbejde  med fiskeriaktører i de to regioner og hjælpe deltagende virksomheder og organisationer med at få bragt udviklingsideer videre, eksempelvis i regi af Foodnetwork, Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), Interreg eller regionale fødevareinitiativer.

 

Andre tværregionale samarbejder kan også understøttes, eksempelvis et evt. samarbejde mellem Danish Food Cluster og Future Food Innovation og Capnova om at bidrage til en østdansk fødevaresatsning.  

 

Forberedelse og om muligt igangsættelse af større internationalt orienterede udviklingsprojekter 

Netværksagenten skal gennem sit virke og kontakt til aktører løbende analysere og facilitere mulighederne for at iværksætte større fælles udviklingsprojekter med støtte fra internationale ordninger, eksempelvis EU's Interreg og Horizon 2020 programmer samt Nordisk Ministerråd. Der skal blandt andet være fokus på mulige projekter, der kan udbygge tværregionale samarbejdsrelationer mellem regionale myndigheder og erhvervsfremmeaktører i Danmark og Sverige med henblik på det kommende fælleseuropæiske Knowledge and Innovation Community (KIC) inden for fødevareområdet (Food4Future KIC).

 

Organisering

På baggrund af Vækstforums beslutning om medfinansiering af netværksagenten annonceres efter en operatør, der har en placering og kan se en strategisk interesse i at integrere netværksagenten og medvirke aktivt til at sikre øget samspil og synergi mellem regionale, tværregionale og nationale fødevareinitiativer. Det er afgørende, at operatøren har et indgående kendskab til Region Midtjyllands fødevaresatsning og samtidig har overblik over erhvervsfremmesystemet samt et bredt netværk, der eksempelvis omfatter andre regionale og nationale initiativer på området.  

 

Centrale samarbejdspartnere for netværksagenten er Future Food Innovation, som i dag er hovedoperatør på Vækstforums fødevaresatsning, Danish Food Cluster og Foodnetwork. Desuden skal øvrige danske regioner og nationale initiativer på fødevareområdet inddrages - dels som direkte målgruppe for initiativet og dels som vigtige stakeholders i forhold til at sikre sammenhæng i og forankring af indsatsen.

 

Baggrund

Initiativet er et led i udmøntningen af Vækstforums handlingsplan 2015, hvor der under indsatsområdet fødevarer er beskrevet en indsats, der skal videreudvikle Region Midtjyllands tværregionale og nationale rolle på fødevareområdet. Initiativet har direkte reference til Vækstforums vækstpartnerskabsaftale med regeringen for 2014, hvor der lægges op til, at Region Midtjylland påtager sig en særlig rolle i forhold til at sikre national sammenhæng i erhvervsfremmeindsatsen på fødevareområdet. Samtidig skal indsatsen bidrage til det tværregionale vestdanske samarbejde inden for fødevareområdet, hvor Region Midtjylland har en tovholderrolle, samt til samarbejdet med kommunerne og de regionale fødevarenetværk om at sikre sammenhæng mellem de kommunale, de regionale og de nationale indsatser for at udvikle fødevareerhvervet.

 

En del af finansieringen til initiativet kommer fra Foodnetwork. Region Midtjylland er en del af Foodnetworks partnerskab, og en bevilling til den beskrevne indsats vil således også fungere som regional medfinansiering af innovationsnetværket.  

 

Økonomi

 

[image]

 

*) Anden finansiering kan eksempelvis være i form af medfinansiering fra medvirkende regionale og nationale erhvervsfremmeaktører og ordninger.

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-15-14

12. Ansøgning - Medfinansiering af røntgenfacilitet til materialeundersøgelse og -udvikling (DANMAX/MAX IV)

Resume

MAX IV er en unik synkrotronstrålingsfacilitet, der er under opbygning i Lund. Faciliteten vil producere verdens mest intense røntgenstråling, og den udgør en investering på mere end 3 milliarder kroner. MAX IV vil give store muligheder for studier af hårde, bløde og biologiske materialer, og den vil blive indviet juni 2016.

 

DANMAX vil blive en dansk linje på MAX IV med to målestationer, begge til meget avancerede materialeundersøgelser. Målemetoderne er relevante for bl.a. energi-, kemi-, fødevare-, medico- og produktionssektorerne og derfor af betydning for den fremtidige udvikling af regionens erhvervsmæssige styrkepositioner. DANMAX vil endvidere fungere som det danske medlemsbidrag til MAX IV, hvorved danske forskere får adgang til samtlige arbejdsfelter for MAX IV.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der i 2015 bevilges 6 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til medfinansiering af etableringen af DANMAX,

 

at bevillingen sker under forudsætning af, at der tilvejebringes medfinansiering i det beskrevne omfang,

 

at Aarhus Universitet etablerer en samarbejdsmodel, der sikrer regionale virksomheder adgang til analysefaciliteterne på konkurrencedygtige markedsvilkår.

Sagsfremstilling

Formål

Den danske industri vil få unikke muligheder for at forstå deres materialer på atomart niveau, og dermed forbedre dem hurtigere end konkurrenterne.

 

DANMAX vil - som én af 20 forskningslinjer på MAX IV - kunne tilbyde ideelle forhold (hurtig responstid) til strategisk og industrinær forskning og udvikling. Det forventes f.eks. at DANMAX vil kunne understøtte det danske fokus på højkvalitetsfødevarer og avancerede konstruktionsmaterialer.

 

De 19 øvrige forskningslinjer vil være af meget stor betydning for andre betydende danske industrier og universitetsmiljøer, herunder meget stærke forskermiljøer på Aarhus Universitet.

 

Formålet på længere sigt er således bedre, billigere, sundere eller mere bæredygtige materialer, skabt på baggrund af samarbejde mellem forskere og virksomheder.

 

Baggrund  

En partikelaccelerator er et apparat, der kan accelerere ladede partikler op til en høj hastighed. Den fungerer som et supermikroskop, der kan vise, hvad materialer består af. I acceleratorer bruges partikler (elektroner eller protoner) til at generere intense stråler af neutroner eller røntgenstråling til karakterisering af alt fra molekyler til materialer. Partikelacceleratorer bruges i produktion og processer i relation til forskellige anvendelsesområder, fx biokemi og molekylær biologi, materialeteknologi, medicinsk teknologi, produktionsteknologi m.m. Brug af partikelacceleratorer kan skabe større værdi for danske virksomheder, hvis teknologien bringes i spil i nye sammenhænge.

 

Kombinationen af stærke virksomheder, der bruger og udvikler acceleratorer og udstyr hertil, og fagligt stærke forskningsmiljøer giver Danmark nye muligheder for at indgå i forsknings- og udviklingsaktiviteter.

 

Initiativtagerne til projektet inkluderer stærke forskningsmiljøer på Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet og virksomhederne Vestas, Biomar, Grundfos, Cheminova og Aarhus Karlsham i Region Midtjylland, samt FL Smidt, Aalborg Portland, Haldor Topsøe, LM, Novo, Novozymes, Rockwool, Amminex, Lundbeck, Carlsberg og Teknologisk Institut i øvrige regioner.  

 

Organisering

Der vil blive skrevet resultatkontrakt med udgangspunkt i, at den regionale medfinansiering skal være med til at etablere en model, der sikrer regionale virksomheder adgang til analysefaciliteterne på konkurrencedygtige markedsvilkår.

 

Aarhus Universitet er Region Midtjyllands aktive partner i etableringen af MAX-IV og senere European Spallation Source (ESS) anlæggene i Lund.

 

Effekter

Det er for tidligt at udfolde de forventede effekter på området.

Mulige effekter kunne være

 

  • Øget samarbejde mellem virksomheder og forskere på området

 

  • Styrket konkurrenceevne

 

  • Hurtigere markedsadgang for nye teknologiske løsninger

 

Tidsplan

Anlægsperioden er 2015 – 2019, og bevillingen forventes effektueret i første halvår 2015.

 

 

Økonomi

 

[image]

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-8-11

13. Ansøgning - udviklingsprojekter med fokus på det kreative erhverv

Resume

Der er indkommet tre ansøgninger om regionale erhvervsudviklingsmidler til udviklingsprojekter med fokus på det kreative erhverv.

 

Projekterne vurderes at kunne styrke det regionale initiativ More.Creative, som er omdrejningspunktet for den erhvervsmæssige satsning i Kulturhovedstad Aarhus 2017.

 

Der søges om 4,9 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler.

Den administrative styregruppe indstiller,

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler for 2015 bevilges 1,873 mio. kr. til konsortiet bag Shareplay til at videreføre Shareplay,

 

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler for 2015 bevilges 1,5 mio. kroner til The Animation Workshop, VIA UC til at udvikle og etablere et nationalt Center for Animation og Visualisering. Den regionale medfinansiering er betinget af statslig medfinansiering,

 

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler for 2015 bevilges 1,5 mio. kr. til Fonden Den Ny Maltfabrik til udvikling af lokale kreative vækstmiljøer, kaldet Smarthouses,

 

at Vækstforum godkender, at initiativerne integreres i initiativet More.Creative.

Sagsfremstilling

De tre projekter bidrager til at styrke More.Creatives lokale forankring og tilstedeværelse i Region Midtjylland. Samtidig bidrager projekterne til en national dagsorden, idet både Shareplay og det nationale Center for Animation og Visualisering er indskrevet i Vækstpartnerskabsaftale 2014 mellem regeringen og Vækstforum for Region Midtjylland.

 

Shareplay

Konsortiet bag Shareplay ansøger om 1,873 mio. kr. til en forlængelse af initiativet.

 

Shareplay er en tværregional erhvervssatsning etableret i 2010 med fokus på at opbygge og udvikle et cross media miljø (kommunikation via flere og forskellige medier) i Region Nordjylland og Region Midtjylland. Formålet er at udnytte det formidlingspotentiale, som er i kombinationen af flere medier f.eks. inden for undervisning, ældreplejen, sundhedsvæsnet og kulturområdet.

 

Shareplay er endvidere regional partner i det nationale cross media initiativ Interactive Denmark, som Region Midtjylland medfinansierer i perioden 2014-2016.

 

Shareplay er forankret i Filmby Aarhus.

 

Shareplay indstilles til bevilling af en et-årig forlængelse, hvor hovedopgaverne er:

 

  • Udvikling af strategi for Shareplay 2.0, som bl.a. har til formål at sikre Shareplays egenfinansiering gennem for eksempel medlemsbetaling.

  • Udvikling og afprøvning af virksomhedsudviklende aktiviteter, der skal geare flere midtjyske crossmedia virksomheder til at udnytte vækstinitiativerne i Interactive Denmark.

  • Videreførelse af Shareplay netværket bestående af godt 1.100 virksomheder gennem viden- og kompetenceudviklende netværksaktiviteter, herunder udvikling af musikfestivalen Spot 360.


Vækstforum for Region Nordjylland behandler i januar 2015 indstilling om medfinansiering af Shareplay.

 

Nationalt Center for Animation og Visualisering

The Animation Workshop, VIA UC ansøger om 1,5 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til udvikling af et Nationalt Center for Animation og Visualisering (NCAV).

   

Etableringen af NCAV skal være med til at styrke væksten i antallet af arbejdspladser og virksomheder inden for det, der bredt kaldes for De Kreative Erhverv, men med fokus på animation og visualisering.

NCAV skal placere Danmark som en central og anerkendt spiller i den internationale filmbranche og understøtte Det Danske Filminstitut og Interactive Denmarks langsigtede arbejde med at skabe en mere internationalt sælgende dansk film- og computerspilsbranche.

 

NCAV skal også understøtte den nationale innovationsstrategi, der skal sikre, at offentlige investeringer i forskning, innovation og uddannelse i højere grad omsættes til nye løsninger på samfundsplan.  

 

I december 2012 opfordrede Vækstforum The Animation Workshop under VIA University College til at undersøge mulighederne for etablering af et NCAV. The Animation Workshop har nu fået opbakning fra Erhvervsstyrelsen til at påbegynde udviklingen og etableringen af NCAV. En statslig medfinansiering fordrer lokal og regional medfinansiering. Der er endnu ikke sat endeligt tal på den statslige medfinansiering, men den forventes som minimum at matche den regionale. 

 

Hovedopgaverne i 2015 er:

 

  • Udvikling og etablering af NCAV

  • Udvikling af en fremadrettet finansieringsmodel for NCAV

 

Smarthouses

Fonden Den Ny Maltfabrik ansøger om 1,5 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til udvikling af et SmartHouse-koncept samt udvikling en fælles videns- og kompetenceplatform for alle kreative vækstmiljøer i Region Midtjylland.

 

Udviklingen af Smarthouses skal ses som et værktøj til sikring af den regionale udbredelse af virksomhedsrettede aktiviteter, der skaber grundlag for kreativ vækst og arbejdspladser i hele erhvervslivet.

 

Udviklingsprojektet gennemføres i 2015 af et partnerskab bestående af Den Ny Maltfabrik i Ebeltoft, Fængslet i Horsens og Arsenalet i Viborg.

 

Hovedopgaverne i 2015 er:

 

  • at udvikle og teste best practice for Smarthouses

  • at udvikle en videns- og kompetenceplatform, der kan samle og understøtte alle kreative vækstmiljøer i Region Midtjylland.

 

Udviklingsprojektet understøttes af Syddjurs, Viborg og Horsens kommuner, der forventes at medfinansiere med i alt ca. 6 mio. kr.

 

Smarthouses er en ny type vækstmiljø for kreative virksomheder. Smarthouses er udviklings- og innovationsmiljøer, hvor kreative mikrovirksomheder, etablerede virksomheder, viden- og kulturinstitutioner og det offentlige mødes for at skabe vækst og forretningsudvikling.

 

Smarthouses etableres for kreative virksomheder som indgang til de ydelser, der tilbydes i det enstrengede erhvervsservicesystem.

  

Organisering

De tre udviklingsprojekter vil blive faciliteret og evalueret i regi af More.Creative, således at der sikres sammenhæng i Vækstforums indsats på det kreative felt. Hermed lægges der også op til, at en eventuel regional deltagelse i videreførelsen af projekterne efter 2015 vil ske som en integreret del af More.Creative.

 

Økonomi

Der ansøges om i alt 4,9 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler. De enkelte projekter medfinansieres af de deltagende kommuner. Shareplay forventes medfinansieret af Region Nordjylland. Den regionale medfinansiering af det Nationale Videncenter for Animation og Visualisering forudsætter positiv afklaring af statslig medfinansiering.

 

Den øvrige del af More.Creatives aktiviteter gennemføres i samarbejde med Kulturhovedstad Aarhus 2017 for midler, der allerede er bevilget af Vækstforum til Kulturhovedstad Aarhus 2017.

 

[image]

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-11-14

14. Ansøgning - Midtjysk Inkubatorprogram - udviklingsmiljøer for iværksættere

Resume

Vækstforum godkendte på sit møde den 19. august 2014 Handlingsplan 2015. Under Vækstforums indsatsområde "Iværksætteri" blev det besluttet at gennemføre et inkubatorprogram målrettet iværksættere i de regionale forsker- og udviklingsparker.

 

En inkubator er et udviklingsmiljø for nye virksomheder, hvor de tilbydes adgang til kompetencer, netværk og fysiske faciliteter som lokaler, adgang til mødefaciliteter, administrative services m.v.

 

Formålet med etablering af et midtjysk inkubatorprogram er at accelerere udviklingsforløbet for iværksættere i inkubatormiljøerne gennem systematisk vejledning og sparring, tilknytning af eksterne ressourcer og adgang til kapital, for herved at øge vækst, værdiskabelse og overlevelse for virksomheder i miljøet.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender konsortiet med Agro Business Park som leadpartner, som operatør på programmet,

 

at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 2,212 mio. kr. i 2015 til konsortiet,

 

at Vækstforum indstiller til Erhvervsstyrelsen, at der af midlerne fra EU's Socialfond 2014-2020 bevilges 4,425 mio. kr. i 2015 til konsortiet.

Sagsfremstilling

 

Indhold

Hovedaktiviteten i Inkubatorprogrammet er vejledning og sparring om forretningsudvikling, strategiudvikling m.v. til iværksætterne i de regionale forsker- og udviklingsparker (inkubatorer). En inkubator er et udviklingsmiljø for nye virksomheder, hvor de tilbydes adgang til kompetencer, netværk og fysiske faciliteter som lokaler, adgang til mødefaciliteter, administrative services m.v.

 

Hver virksomhed får tilknyttet en fast Business Coach, og vejledningen skal adressere specifikke udfordringer forbundet med virksomhedens udvikling og vækst. Business coachen skal desuden, efter behov, bidrage med adgang til eksterne konsulenter og kontakt til strategiske partnere, netværk m.v.

 

Herudover tilbydes iværksætterne tilknytning af en mentor. Der skal etableres et netværk af erfarne erhvervsfolk, som kan fungere som mentorer eller bestyrelsesmedlemmer for iværksætterne. Endvidere skal der gennemføres netværksaktiviteter, der kan styrke iværksætternes kontakt- og samarbejdsmuligheder i forhold til andre iværksættere, faglige kompetencer, potentielle samarbejdspartnere, kapital m.v.

 

Endelig er en helt central opgave i programmet at lette virksomhedernes adgang til kapital. Dette skal ske både gennem et tæt samarbejde med de eksisterende aktører på området og gennem udvikling og formalisering af samarbejder med lokale banker, fonde, business angels m.m.

 

Formålet for et midtjysk Inkubatorprogram er at accelerere udviklingsforløbet for iværksættere i inkubatormiljøerne gennem systematisk vejledning og sparring, tilknytning af eksterne ressourcer og adgang til kapital for herved at øge vækst, værdiskabelse og overlevelse for virksomheder i miljøet. Målene for programmet er således at øge antallet af vækstvirksomheder i inkubatormiljøerne.

 

Målgruppen for programmet er iværksættere, der er etableret inden for de seneste tre år og som er bosiddende i inkubatormiljøerne.

 

Den mere generelle iværksætterindsats varetages af Væksthus Midtjylland.

 

Effekter

  • Der er etableret 20 nye virksomheder

  • 160 iværksættere har forbedret deres iværksætterkompetencer

  • 65 % af de deltagende virksomheder overlever efter to år

  • Iværksætterne i inkubatormiljøerne opnår bedre resultater end gennemsnittet målt på overlevelsesrate, omsætning, værditilvækst og beskæftigelse.

 

Aktiviteter

  • 176 iværksættere har gennemført et vejledningsforløb

  • 70 iværksættere deltager i et mentorforløb

  • 670 iværksættere deltager i netværksaktiviteter

  • 40 iværksættere får tilført risikovillig kapital

 

Organisering

Programmet gennemføres af et konsortium bestående af 13 forsker- og udviklingsparker i Region Midtjylland. Agro Business Park i Foulum er leadpartner og overordnet ansvarlig for projektets fremdrift og økonomi. Udover Agro Business Park deltager følgende i projektet: Innovatorium, Nupark, Business Park Struer, Vitus Bering Innovation Park, Incuba, Arsenalet, Center for Industri, G-kraft, Dansk Produktions Univers, InnoVest, EcoPark, Business Park Randers.  

 

Økonomi

Der ansøges om 2,212 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler og 4,425 mio. kr. af EU's socialfondsmidler.

 

[image]

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-4-14

15. Eventsatsning i Region Midtjylland

Resume

Vækstforum har afsat 10 mio. kr. om året af de regionale erhvervsudviklingsmidler, i perioden 2014-2017, til udvikling og gennemførelse af større events. Det specifikke formål er at udnytte erhvervspotentialet i denne sammenhæng. Emnet blev behandlet på Vækstforums møde den 19. august 2014, og det blev besluttet, at indsatsen skulle rettes mod events af mere international karakter.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender grundlaget for medfinansiering fra eventpuljen til events af international karakter,

 

at Vækstforum godkender, at der arbejdes videre med grundlaget for en strategisk indsats, som fokuserer på understøttelse af eventbranchen.

Sagsfremstilling

Vækstforum behandlede emnet på sit møde den 19. august 2014, hvor det blev besluttet, at indsatsen skulle være mere ambitiøs og rette sig mod tiltrækning, udvikling og gennemførelse af events af international karakter, på niveau med VM inden for udvalgte discipliner.

 

Region Midtjylland har på baggrund af denne beslutning udarbejdet et revideret forslag til eventsatsningen i Region Midtjylland.

 

Forslaget består af en to-delt indsats:

 

  1. En indsats, der består af medfinansiering fra eventpuljen målrettet tiltrækning af internationale events til regionen, synliggørelse og profilering, samt udvikling af erhvervspotentialet i forbindelse med afviklingen af den pågældende event i Region Midtjylland.

 

  1. En strategisk indsats, som vil fokusere på erfaringsopsamling, kompetenceudvikling, effektmåling og rådgivning af eventbranchen m.v. Den strategiske indsats har fokus på at løfte eventbranchen som et hele, dvs. også events af national karakter.

 

I relation til punkt 1 er der i tilhørende bilag opstillet en række kriterier og forudsætninger, som skal være opfyldt for at få medfinansiering fra Vækstforum. Desuden er der angivet en foreslået medfinansieringsandel fra Vækstforum, svarende op til den kommunale medfinansiering. Det anbefales, at der vil være to ansøgningsrunder årligt til puljen, således at Vækstforum har mulighed for at prioritere sin indsats mellem de indkomne ansøgninger.

 

Der foreslås bl.a. følgende kriterier for at opnå medfinansiering fra Vækstforum:

 

  • Eventen skal være af international karakter, det vil sige at:

  • Eventen skal have en markant international markedsførings- og branding effekt

  • Eventen skal kunne tiltrække et markant internationalt publikum til regionen

  • Eventen skal kunne tage udgangspunkt i eller underbygge en eller flere af regionens styrkepositioner (sundhed, fødevarer, turisme, energi etc.)

  • Eventen skal inddrage flere af regionens eventaktører og erhverv i nye partnerskaber (minimum tre virksomheder relateret til regionens styrkepositioner)

  • Eventen skal kunne skabe en økonomisk, social og kulturel værdi

  • Det skal sandsynliggøres, at eventen skal kunne skabe lokale, regionale og nationale arbejdspladser

  • Eventen skal foregå over flere dage

  • Det erhvervs- og turismemæssige potentiale skal sandsynliggøres.

 

Der gives ikke støtte til tilbagevendende events, dvs. events der gennemføres med et fast interval i regionen, og der gives ikke støtte til kommercielle events drevet af private aktører.  

Umiddelbart vil kravet om, at det er store internationale events der satses på, naturligt begrænse antallet af events, der vil få medfinansiering fra Vækstforum. Sidst i notatet peges på eksempler på events, som allerede er planlagt eller er under planlægning, og som vil falde inden for kategorien af internationale events.

 

Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke kun gives støtte til sportsevents men også events inden for kultur, turisme m.v., såfremt de kan opfylde forudsætningerne for støtte.

  

I relation til punkt 2 er det vurderingen, at der ligger et stort uudnyttet potentiale i at understøtte eventaktørerne i Region Midtjylland, således at branchen, kommunerne m.v. bliver bedre til at få erhvervs- og turismemæssig effekt ud af de investeringer, der bliver foretaget i events. I tilhørende bilag er der peget på en række tiltag og ydelser, som har til formål at skabe øget antal, kvalitet og effekt af de events, der gennemføres i regionen.

 

Der er i regi af More.Creative, et initiativ under Vækstforum, nedsat et kreativt partnerskab, Vækst gennem Viden om Events, som p.t. er i gang med at udarbejde et forslag til, hvorledes dette bedst understøttes.

 

Det anbefales, at der nedsættes en regional arbejdsgruppe, som i 2015 arbejder videre ud fra dette input med at få konkretiseret opgaveløsning og forankring. Det anbefales endvidere, at der på sigt afsættes midler fra Vækstforums eventpulje målrettet den strategiske indsats.

Beslutning

Indstillingen vedtoges med bemærkning om, at kriterierne sikrer muligheden for at yde tilbagevendende tilskud til udviklingen af events; men ikke driftstilskud.

 

Derudover skal kriterierne sikre, at konsortier, som inddrager kommercielle aktører, gives mulighed for at ansøge om tilskud.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-12-14

16. Forprojekt om Big Data

Resume

Den stigende digitalisering af samfundet medfører, at der hver dag registreres og lagres enorme mængder data i både det offentlige og private. Big Data kaldes det nye råstof, og udnyttelse af Big Data spås et milliard potentiale, idet der er et voksende globalt marked for nye løsninger og koncepter baseret på store datamængder.

Med afsæt i Vækstforums Handlingsplan 2015 igangsættes et forprojekt, som skal medvirke til at identificere, hvilket erhvervsfremmeinitiativ Vækstforum skal igangsætte for at forbedre de midtjyske virksomheders muligheder for at blive mere datadrevne og udnytte potentialerne i Big Data.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender, at der igangsættes et forprojekt om Big Data i overensstemmelse med Handlingsplan 2015,

 

at Vækstforum godkender forslag til sammensætning af forprojektgruppe, formål samt tidsplan.

Sagsfremstilling

Formål

Forprojektet er en deludmøntning af Digitaliseringsindsatsen i Handlingsplan 2015.

Forprojektet skal levere et kvalificeret forslag til et erhvervsfremme initiativ med udgangspunkt i digitalisering som vækstdriver bl.a. ved at tydeliggøre erhvervsperspektivet for Big Data. Fokus er at styrke virksomhedernes udnyttelse af Big Data på tværs af offentlige og private sektorer. Dette skal medvirke til at forbedre de midtjyske virksomheders muligheder for at blive mere datadrevne og udvikle services og produkter baseret på Big Data, herunder styrke virksomhedernes globale konkurrencedygtighed.

 

Arbejdet vil blive koordineret med det arbejde, der pågår i udviklingen af den kommende vækst- og udviklingsstrategi samt kommunernes udviklingsplaner.

 

Baggrund

Den stigende digitalisering af samfundet medfører lagring og registrering af enorme datamængder.

 

Virksomhederne lagrer data om produktion, transaktioner og kundeadfærd. Det offentlige registrerer oplysninger om personer, virksomheder, ejendomme, geografiske forhold m.m. Begrebet Big Data dækker over denne eksplosive mængde af digitaliseret data.

 

Big Data kaldes af flere for det nye råstof, og intelligent udnyttelse af Big Data spås et milliard potentiale, hvilket flere nationale og internationale analyser peger på:

 

  • virksomheder, der baserer sig på Big Data, klarer sig 5-6 % bedre målt på indtjening end andre virksomheder. (McAfee og Brynjolfsson 2012)

  • der er et øget markedspotentiale i energi- og byggebranchen på op til 20 mia. kr. (Zangenberg og co. 2012)

  • Big Data kan øge profitmarginen i en typisk detailhandel med 60 %. (McKinsey Global Institute 2011)

  • der kan spares 15-20 % på offentlige driftsbudgetter (Mandag Morgen 2013)

 

Danmark har et særligt potentiale, da vi har en af verdens mest digitaliserede offentlige sektorer. Dette giver et unikt udgangspunkt for Big Data, herunder Åbne Data, som er data, der stilles frit til rådighed. Danmark kan blive hjemsted eller eksperimentarium for udvikling af nye produkter og services baseret på kreativ anvendelse og kombination af forskellige data – ikke mindst offentlige data (IRIS Group 2013). Flere undersøgelser peger desuden på, at organiseringen af Åbne Data på tværs af offentlige og private sektorer vil have fordele for begge parter.

 

Potentialet i Åbne Data vurderes at rumme en økonomisk effekt på 32 milliarder euro for den offentlige og private sektor og er bl.a. en af byggestenene i en Smart City.

 

Der er derfor igangsat Big Data, herunder Åben Data initiativer på nationalt niveau eks. ”offentlige data i spil”, ”virk.dk”, ”Inno+ - Et Smart Society baseret på udnyttelse af Big Data” m.m., som det kommende initiativ også skal understøtte.

 

Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) branchen spiller en væsentlig rolle i dansk økonomi. Branchen står for en stigende andel af beskæftigelsen, den bidrager til væksten og fungerer som katalysator for digitalisering i det øvrige erhvervsliv. En indsats med fokus på Big Data vil ikke kun komme IKT-branchen til gode, men være medvirkende til, at alle brancher vil kunne udnytte potentialerne inden for Big Data og blive mere datadrevne. Samtidig vil Big Data være en vækstdriver for andre Vækstforum initiativer eks. Smart Region, Cirkulær Økonomi, sundhed, fødevarer, energi, urbanisering m.m.

 

Effekter

Det er for tidligt at udfolde de forventede effekter af et muligt initiativ på området. Hensigten er styrke den innovative og intelligente brug af Big Data i regionens virksomheder, skabe mere eksport, samt fremme danske virksomheders deltagelse i nationale og internationale partnerskaber.

 

Forventede effekter kunne være:

 

  • styrke de midtjyske virksomheders kompetencer ift. innovativ og intelligent udnyttelse af Big Data

  • styrke virksomhedernes globale konkurrencedygtighed bl.a. ved at identificere de nationale og globale forretningsmuligheder, som Big Data rummer

  • udvikle nye offentligt-private samspil på Åbne Data strukturer

 

Deltagere i forprojektgruppe

Freddy Lykke, CEO, Cetrea

Michael Holm, CEO, Systematic

Ole Langvad Wessby, Direktør, Sekoia

Michael Tastesen, Executive Cluster Officer, Arsenalet

Thomas Toftegaard, Institutleder, Aarhus Universitet - Institut for Ingeniørvidenskab

Lars Arge, Professor, Aarhus Universitet – Center for Massive Data Algorithmics

Peter Lindgren, Professor, Aarhus Universitet Herning - Business and Social Sciences (Stanford University Lab)

Martin Møller, Vicedirektør, Alexandra Instituttet

Bo Sejer Frandsen, Direktør, It-forum

Christian Graversen, Chefkonsulent, DI

Louise Risgaard, Chefkonsulent, DE

Martin Vesterby, Innovationschef, Inno-X

Regional repræsentant, endnu uvis

Kommunal repræsentant, endnu uvis

 

Tidsplan

Forprojektet vil løbe fra januar 2015 til december 2015.

 

Arbejdet i gruppen vil blive koordineret med det arbejde, der pågår i udviklingen af den kommende vækst- og udviklingsstrategi samt kommunernes udviklingsplaner.

 

15. december 2015: Resultatet af forprojektgruppens arbejde forelægges Vækstforum

Beslutning

Indstillingen vedtoges med bemærkning om, at forprojektgruppen skal præsentere de foreløbige resultater af deres arbejde på Vækstforums møde den 21. august 2015.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-11-14

17. Forprojekt om Byinnovation

Resume

Forprojektet er en udmøntning af Handlingsplan 2015 og skal sætte fokus på de udfordringer og den efterspørgsel, som den globale urbanisering giver.

Projektet skal adressere spørgsmål som: Hvilke kommercielle potentialer indeholder det for erhvervslivet i regionen? Hvordan skaber vi partnerskaber, platforme og initiativer, der kan supportere arbejdet med byinnovation?

 

Den stigende globale urbanisering åbner nye markeder for virksomheder, der kan levere innovative løsninger på de udfordringer, der findes i koncentreret form i byerne, herunder forurening, mangel på ressourcer, presset infrastruktur, sociale problemer og boligmangel.

 

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender, at der igangsættes et forprojekt om byinnovation i overensstemmelse med Handlingsplan 2015,

 

at Vækstforum godkender forslag til sammensætning af forprojektgruppe, formål og tidsplan.

Sagsfremstilling

Formål

Forprojektet skal levere en tydeliggørelse af erhvervsperspektivet og kvalificerede forslag til initiativer, som Vækstforum kan iværksætte med henblik på at støtte regionens virksomheder i at gøre sig konkurrencedygtige, og dermed få en andel i et globalt marked for kreative, bæredygtige og innovative produkter, der imødekommer byernes efterspørgsel.  

Arbejdet vil blive koordineret med det arbejde, der pågår i udviklingen af den kommende vækst- og udviklingsstrategi samt kommunernes udviklingsplaner.

 

Baggrund

Forprojektet er en deludmøntning af indsatserne Digitalisering og Velfærdsinnovation i Handlingsplan 2015.

 

Baggrunden for projektet er, at der i Region Midtjylland er en række erhverv, som kan levere til de globale bymarkeder.

Flere af Region Midtjylland og Vækstforums igangværende initiativer kredser om samspillet mellem by- og erhvervsudvikling: ”Smart Region”, ”Kulturhovedstad 2017", "Cirkulær Økonomi" samt arbejdet med de kreative og sociale erhverv gennem ”More.Creative” og indsatsen på ”Velfærdsinnovation”. Forprojektet vil se på tværs af disse etablerede platforme og styrke synergieffekten, således at mulighederne for at ramme den globale efterspørgsel fremmes.  

 

Byer har altid været en drivende faktor for vækst, men denne faktor er accelereret. Med stigende urbanisering kommer der et øget behov for investeringer i byerne, for at de kan fungere optimalt. Derved kommer der en efterspørgsel efter nye løsninger, der kan være med til at fremme ressourceoptimering (menneskeligt, økonomisk og materialemæssigt), bæredygtighed, effektivitet og social udvikling.  

   

Markedspotentialet

Byerne driver meget af væksten (80 % af verdens BNP, World Economic Forum), og byer udgør store markeder for virksomhederne, idet de både rummer mange individuelle forbrugere, et antal der stiger i takt med, at mellemklassen forøges. Derudover er der også de offentlige og private investeringer, der foretages i selve udviklingen af byen. Investeringer, der, inden for fysiske anlæg i 2025, forventes at udgør ca. 120 billioner kr. årlig (ca. 60 billioner i 2012) (McKinsey Global Institute, 2012).

 

Byerne vil derfor i fremtiden udgøre en enorm købekraft i både den offentlige og private sektor. I stigende grad efterspørges ”skandinaviske løsninger”, der tager afsæt i bæredygtighed, innovation og styrkelse af civilsamfundets deltagelse.  

 

Endvidere er byerne knudepunkter for mange af de nyere økonomier: Oplevelsesøkonomi, deleøkonomi, cirkulær økonomi og den digitale økonomi, der er med til at fremme nye forretningsmodeller for virksomhederne.

 

Fokus på byerne har efterhånden manifesteret sig i en række initiativer og platforme, der arbejder med at fremme byinnovation. I England har man dannet en strategisk platform, der skal fremme eksporten af britiske services, ekspertise og produkter til byer (Future Cities Catapult). Finland har ligeledes en stor satsning, der kobler byudvikling nationalt med erhvervsudvikling (6 Aika). EU har også i stigende grad fokus på byer, og bynetværk på tværs af medlemslandene for at fremme en smart og bæredygtig udvikling(fx Connecting Cities).    

 

Effekter

Forprojektet skal identificere initiativer, der sigter mod følgende effekter: Styrke den innovative produkt- og serviceudvikling i regionens virksomheder ift. globale byers udfordringer og efterspørgsel; skabe mere eksport og fremme danske virksomheders deltagelse i nationale og internationale partnerskaber.

 

Deltagere i forprojektgruppe 

Lasse Dahl, Strategic Director, Designit

Christian Schwarz, CEO, Seismonaut

Kolja Nielsen, Partner, CEBRA

Henrik Herold, CEO, Randers Regnskov

Kristian Bang Nørgaard, CEO, Business Development, Funday Factory

Carina Serritzlew, Leder, The Architecture Project

Rebecca Matthews, CEO, Aarhus 2017

Niels Milling, Underdirektør, Dansk Erhverv

Tine Hylleberg, Senior rådgiver, Udenrigsministeriet, Innovation Centre Denmark

Jens Enevold Kristensen, Direktør, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter

Jonas Kroustrup, Chief Resilience Officer, Vejle Kommune

Flemming Juel-Nielsen, Direktør, Ringkøbing-Skjern Kommune

Thomas Delman, Partner, Kollision

Camilla Hjortskær, Chefkonsulent, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter

Anne Katrine Hornemann, Chefkonsulent/Byudvikler, Blue Bakery

Per Riisom, Senior Consultant, Gehl Architects, Director Nordic City Network

Henrik Ørskov Pedersen, Manager of Technology Development, Grundfos

Peter Friese, Prorektor, VIA University College

Martin Brynskov, Associate Professor, Aarhus Universitet, Aesthetics and Communication

Peter Lindgren, Professor, Aarhus Universitet Herning, Business and Social Sciences (Stanford University Lab)

Torben Søgaard, Regionsdirektør, COWI (udpeget af DI)

Repræsentant fra Aarhus Kommune, endnu uvis

 

Tidsplan

Forprojektet vil løbe fra januar 2015 til oktober 2015.

 

Arbejdet i gruppen vil blive koordineret med det arbejde, der pågår i udviklingen af den kommende vækst- og udviklingsstrategi samt kommunernes udviklingsplaner.

 

1) Januar - marts 2015: Der udarbejdes et visionsoplæg, der skal fungere som baggrundsmateriale for gruppens arbejde

 

2) April - august 2015: Der afholdes tre møder/workshops i forprojektgruppen

 

3) 21. oktober 2015: Resultatet af forprojektgruppens arbejde forelægges Vækstforum

 

Beslutning

Indstillingen vedtoges med bemærkning om, at forprojektgruppen skal præsentere de foreløbige resultater af deres arbejde på Vækstforums møde den 21. august 2015.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-13-14

18. Forprojekt om Materialestrømme

Resume

Behovet for at anvende affald som ressource er sat på dagsordenen både i EU og fra nationalt hold i Danmark. I samarbejde med Erhvervsministeriet har regionerne de seneste år arbejdet med at etablere industrielle symbioser, og i Vækstforums initiativ Rethink Business har en lang række virksomheder arbejdet med at omstille deres virksomhed med fokus på at imødegå ressourceknaphed.

 

Med afsæt i Vækstforums Handlingsplan 2015 igangsættes et forprojekt om materialestrømme. I forprojektet skal det identificeres, hvilke initiativer Vækstforum skal igangsætte for at forbedre de midtjyske virksomheders udnyttelse af affald som ressource til industriel produktion.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum godkender, at der igangsættes et forprojekt om materialestrømme, der skal undersøge de centrale barrierer og muligheder i forhold til at forløse forretningspotentialerne i affald og restfraktioner,

 

at Vækstforum godkender forslag til organisering og tidsplan.

Sagsfremstilling

Formål

Forprojektet er en deludmøntning af Vækstforums Handlingsplan 2015 i forhold til Energi og Miljø med fokus på Cirkulær Økonomi. Formålet er at levere forslag til kommerciel udnyttelse af affald og restfraktioner på en række udvalgte områder. 

 

Forprojektet skal også definere initiativer, der kan understøtte de systemforandringer (en serie af forbundne forandringer) der skal til, for at materialer udnyttes i langt højere grad førend de betragtes som affald.

 

Endelig skal forprojektet komme med anbefalinger til, hvilke forhold der fremmer, at symbioser foregår på et overordnet systemniveau, således at forretningspotentialerne i materialekredsløb udnyttes bedst muligt.

  

Baggrund

EU Kommissionen foreslår, at deponering af affald udfases til et minimum i 2030. Kommissionen anslår, at 500 mio. tons råmaterialer hvert år kunne genanvendes til fordel for både miljø og de europæiske virksomheder. Regeringens ressourcestrategi fra 2013 sætter mål for, hvor stor andel af affaldet der skal genanvendes som ressource. I 2022 er målet, at fra 50 % - 80 % af affald fra plast, pap, elektronik m.m. genanvendes. 

 

I Region Midtjylland og på nationalt niveau er der gjort en lang række erfaringer i forhold til ressourceeffektivitet både i form af symbiosedannelser mellem virksomheder og forretningsudvikling internt i en virksomhed.

 

Erfaringerne fra det nationalt-regionale symbioseprojekt i 2013-2014 i forhold til det offentliges rolle viser, at der er behov for:

 

  • øget informations- og netværksskabende aktiviteter

  • at større virksomheder med store affaldsmængder eller et stort materialeforbrug bliver bedre inddraget

  • overblik over materialestrømme samt at kunne styre udbud og indkøb af materialer.

 

De foreløbige evalueringsresultater fra arbejdet med industrielle symbioser og Rethink Business viser, at der er behov for øget fokus på volumen, forsyningssikkerhed og kvalitet, hvis der skal skabes forretning på genanvendelse af affald og restfraktioner. Ligeledes er der behov for nytænkning af returlogistik og for helt nye typer af partnerskaber. Det bakkes op af analyser fra bl.a. Dansk Plastindustri og The Federation of European Plastics Industries.

 

En højere udnyttelse af restfraktioner og materialer i en given materialestrøm inden for f.eks. plast, biomasse eller byggeaffald kræver afdækning af, hvor de største forretningsmuligheder ligger.  

 

Aktiviteter

Nedenstående områder skal analyseres og vurderes, og der skal opstilles scenarier, der kan anvendes i et kommende Vækstforum-initiativ:

 

  • hvilke materialestrømme er der størst forretningspotentiale i? Er det inden for en afgrænset branche, eller er det inden for et område, som f.eks. emballage?

 

  • hvordan øge indsamlingen i en given materialestrøm og derved skabe sikkerhed for kvalitet, volume og forsyning til industrielle formål? F.eks. hvordan designes de bedste indsamlings- og tilbagetagningssystemer? Kan nogle af de eksisterende indsamlingssystemer anvendes på nye måder?

 

  • hvordan øge muligheden for, at et materiales værdi bevares længst muligt (upcycling)? F.eks. ved at fremme design og udvikling af produkter, der kan skilles ad eller ved anvendelsen af rene, standardiserede materialer, hvor indholdet kan identificeres.

 

  • hvordan skabes et marked for sekundære råstoffer (secondary raw materials) i industrien og et marked for produkter, baseret på sekundære råstoffer hos forbrugeren? Der skal ses på, hvilken rolle offentlige indkøb, business to business relationer og offentligt-private partnerskaber kan spille, herunder antagelser om hvordan der skabes partnerskaber/kollaborative forretningsmodeller, der sikrer, at alle parter, såvel private som offentlige, ser fordele og forretning.

 

Organisering

Forprojektet gennemføres af Region Midtjylland, Regional Udvikling, med inddragelse af ekstern bistand, og der nedsættes en forprojektgruppe med repræsentanter, der udpeges af kommunerne, viden- og interesseorganisationer, DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald), Miljø- og Erhvervsministeriet m.fl.

 

Effekter

Det er for tidligt at udfolde de forventede effekter af et evt. kommende initiativ på området. 

 

Mulige effekter kunne være:

 

  • et gennemtestet systemdesign, der kan implementeres på mange områder og som fremmer, at offentlig-private parter kan udnytte sekundære råstoffer til at skabe innovation og forretning.

 

  • dannelse af flere klynger, der via kollaborativ forretningstilgang får styrket forretningspotentialet.

 

  • styrket videns- og kompetencegrundlag hos regionens virksomheder, videninstitutioner og offentlige myndigheder ift. potentialerne i Cirkulær Økonomi, specifikt materialekredsløb.

 

Tidsplan

Forprojektet gennemføres i 2015 med henblik på at kunne præsentere resultaterne af forprojektet for Vækstforum den 21. oktober 2015. Arbejdet vil blive koordineret med det arbejde, der pågår i udviklingen af den kommende Vækst- og Udviklingsstrategi og kommuneplanerne.

Beslutning

Indstillingen vedtgoes med bemærkning om, at forprojektgruppen skal præsentere de foreløbige resultater af deres arbejde på Vækstforums møde den 21. august 2015.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-7-13

19. Orientering - Øget praktikpladsindsats

Resume

Vækstforum besluttede på sit møde den 28. oktober 2014 at nedsætte en forprojektgruppe med den opgave at udarbejde et forslag til en øget praktikpladsindsats til mødet i Vækstforum den 3. december 2014.

 

Det har ikke være muligt at udarbejde det faktuelle baggrundsmateriale, som skal ligge til grund for arbejdet, og der vil derfor først foreligge et forslag fra forprojektgruppen til Vækstforums møde den 18. februar 2015.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Vækstforum tager punktet til orientering.

Sagsfremstilling

Som baggrund for forprojektgruppens arbejde planlægges udarbejdet en kortlægning af de eksisterende initiativer i forhold til at sikre de unge en praktikplads.

 

Der er en lang række initiativer i regi af bl.a. erhvervsskolerne, undervisningsministeriet, DI og regionerne. Disse initiativer skal beskrives, således at en kommende indsats inddrager erfaringerne fra de eksisterende initiativer og gennemføres i forlængelse af disse.

 

Derudover er der behov for at skabe større klarhed i forhold til de mange analyser, som løbende giver anledning til megen omtale af de unges valg og muligheder for en praktikplads.

 

Her er der anmodet om tal fra Undervisningsministeriet med det formål at beskrive en ungdomsårgangs valg og vej mod en praktikplads.

 

Ligeledes er der anmodet om tal fra Danmarks Statistik med det formål at kortlægge antallet af praktikpladser, virksomhedsstørrelse og geografisk placering.

 

Denne sidste del af analysen inddrages for bl.a. at belyse afstanden mellem erhvervskole og praktikpladsvirksomheder, da netop denne del har betydning for de unges valg.

 

Der deltager erhvervsskoler i forprojektet, og deres erfaringer med praktikcentrene vil ligeledes indgå i baggrundsmaterialet.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-16-00-15-14

20. Forvaltningsrevision af projektudvikling og administration af tilsagnsmidler

Resume

Forretningsudvalget besluttede den 3. december 2013 at iværksætte forvaltningsrevision af projektudvikling og administration af tilsagnsmidler til erhvervsudviklingsprojekter.

 

Ernst & Young EY har fremsendt rapport om ”Forvaltningsrevision af projektudvikling og administration af tilsagnsmidler”.

 

Det er Ernst & Young’s overordnede vurdering, at organiseringen og processerne i Regional Udvikling er praktisk velfungerende, og de daglige arbejdsopgaver bliver udført tilfredsstillende. De involverede parter i processen udtrykker også en generel tilfredshed.

 

Med udgangspunkt i Ernst & Young’s rapport og anbefalinger har Regional Udvikling udarbejdet et notat om forvaltningsrevision af projektudvikling og administration af tilsagnsmidler til erhvervsudviklingsprojekter, og hvordan der arbejdes videre med rapportens anbefalinger og udviklingsinitiativer.

Den administrative styregruppe indstiller,

at Ernst & Young EY’s rapport om ”Forvaltningsrevision af projektudvikling og administration af tilsagnsmidler” tages til efterretning,

 

at orienteringen om, hvordan der arbejdes videre med rapportens anbefalinger og udviklingsinitiativer tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Baggrund og problemformulering

Regional Udvikling har siden 2007 bevilget projektstøtte for omkring 900 mio. kr. til omkring 450 projekter inden for en række initiativområder med samlet projektstøtte på 2,6 mia. kr., opgjort pr. 1. januar 2014 (regionale erhvervsudviklingsmidler, EU-midler, andre offentlige midler og private midler). På opgørelsestidspunktet har regionen knap 200 igangværende projekter.

Formålet med forvaltningsrevisionsopgaven er at beskrive og vurdere:

 

  • Regional Udviklings processer for udvælgelse, tildeling og den løbende opfølgning af projekter

  • Opfølgning på projekter, herunder organisering, ansvarsfordeling og grænseflader

  • Styringsværktøjer til sikring af et effektivt projektforløb, herunder anvendelse af målepunkter

  • Muligheder for optimering af processerne, herunder anbefalinger til fremadrettede tiltag.

 

Konklusioner og anbefalinger i rapporten

Ernst & Young har ved hjælp af interviews af primære aktører og internt og eksternt materiale analyseret Region Midtjyllands projektudvikling og administration af tilsagnsmidler til erhvervsudviklingsprojekter. Analysen sætter fokus på alle væsentlige processer, arbejdsgange og aktiviteter.

Det er Ernst & Young’s overordnede vurdering, at organiseringen og processerne i Regional Udvikling er praktisk velfungerende, og de daglige arbejdsopgaver bliver udført tilfredsstillende. De involverede parter i processen udtrykker også en generel tilfredshed.

Regional Udvikling er undergivet eksterne krav, som sammen med identifikation af en række problemstillinger understøtter behovet for, at projektudviklingen og administrationen af tilsagnsmidler revurderes med udgangspunkt i anbefalingerne.

 

Erhvervs- og Vækstministeriet har i ”Beretning til Statsrevisorerne om Danmarks udnyttelse af tilskud” sat fokus på, at i EU Strukturfondsindsats for 2014-2020 skal der være klare mål og milepæle for gennemførelsen af programmerne. Der er derfor krav til projektansøgerne om øget resultatorientering. Alle projekter skal kunne bidrage til en række foruddefinerede effektmål for hver investeringsprioritet i de to strukturfondsprogrammer, Regionalfonden og Socialfonden, for at kunne opnå støtte. Endvidere skal alle projektansøgere, som noget nyt, beskrive projektets effektkæde og effekter.

 

Ud over de eksterne krav har Ernst & Young identificeret en række observationer og anbefalinger. De væsentligste anbefalinger er opsummeret i forhold til fokusområderne i regionens Ledelses- og Styringsgrundlag. Overblik over anbefalingerne fremgår af konklusionen, afsnit 2.1, side 5.

 

Det videre arbejde med implementeringen af rapportens anbefalinger og igangsatte og planlagte initiativer. 

Med udgangspunkt i Ernst & Young’s rapport og anbefalinger har Regional Udvikling udarbejdet et notat om forvaltningsrevision af projektudvikling og administration af tilsagnsmidler til erhvervsudviklingsprojekter, og hvordan der arbejdes videre med rapportens anbefalinger og udviklingsinitiativer.

 

Projekter og initiativer i Regional Udviklings udviklingsplan følger fokusområderne i regionens Ledelses- og Styringsgrundlag:

 

Ressourcer

Erhvervs- og Vækstministeriet har i forbindelse med EU's strukturfondsperiode for 2014-2020 præciseret, at der skal være klare mål og milepæle for gennemførelsen af EU programmerne under strukturfondene.

 

Erhvervsstyrelsen, som administrerer strukturfondene i Danmark, har udarbejdet et it ansøgnings- og sagsbehandlingssystem som Regional Udviklings medarbejdere skal anvende i forbindelse med sagsbehandlingen af ansøgninger. Derudover har Erhvervsstyrelsen udarbejdet et projektrapporteringsværktøj, som operatørerne skal anvende til rapportering om økonomi og projektfremdrift.

 

Organisering

Udarbejdelse af manualer og tjeklister til sagsbehandlere. Regional Udvikling har de faglige kompetencer til at rådgive og vejlede sagsbehandlerne i EU regler, projektbudgetter og regnskaber.

 

Regional Udviklings teams, sagsbehandlere og økonomi- og EU-funktion styrker og udvikler samarbejdet i et netværk om udarbejdelse af forslag til nye programmer og projekter og opfølgningen på projekternes fremdrift og økonomi.

 

Administrationen har i samarbejde med partnerskabet bag Vækstforum iværksat et arbejde, som skal beskrive modeller for bl.a. konsortier til varetagelse af operatørrollen med det formål at sikre viden og innovation i initiativernes indhold og gennemførelse.

 

Ydelser

Vækstforum har mulighed for, i forbindelse med forelæggelsen af forprojekter, at drøfte kriterier og modeller.

Der arbejdes med at skabe et tydeligere overblik over fremdriften bl.a. ved at anvende rød, gul og grøn som symbol på status i forhold til den godkendte projektbeskrivelse og aktivitetsplan.

 

Effekt

Kvalitetsudvikling af dagsordensproduktionen til Vækstforum og regionsrådet.

Den fælles elektroniske indberetning til Erhvervsstyrelsen og til regionen vil operatørerne opleve som en forenkling, og det vil minimere de administrative ressourcer, der bruges hos operatørerne/projekthaverne.

 

Forenkling og tydelighed i rapporteringen af fremdriften af de enkelte projekter vil styrke beslutningsgrundlaget for det administrative og politiske niveau.

 

Regional Udvikling vil i forbindelse med indgåelsen af resultatkontrakten definere, hvorledes den eksterne evaluering vil blive gennemført.

 

For at skabe fremdrift og sikre det videre arbejde med udvikling og koordinering af initiativer har Regional Udvikling nedsat en arbejdsgruppe, som skal udarbejde konkrete handlinger på baggrund af rapportens konklusion og anbefalinger.

Beslutning

Indstillingen vedtoges. 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-11-13

21. Orientering om uddeling af TurismeVÆKSTprisen 2014

Resume

Region Midtjylland uddelte på Turismekonferencen: Følg vejen til ny vækst i turismen den 4. november 2014 TurismeVÆKSTprisens hovedpris, to temapriser og en særpris. Regionsrådet har truffet beslutning om prismodtagerne på baggrund af en indstilling fra bestyrelsen for Fonden Midtjysk Turisme.

Den administrative styregruppe indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland har i 2012 oprettet TurismeVÆKSTprisen som en del af den store turismesatsning "Ny VÆKST i turismen". Prisen blev uddelt første gang i 2012. Formålet med prisen er at anerkende og belønne turisterhvervets arbejde med at øge professionaliseringen og udvikle turismen for at skabe øget vækst. Prisen sætter fokus på vellykkede tiltag, der kan inspirere resten af erhvervet.

 

Alle har haft mulighed for at indstille kandidater til priserne. Fonden Midtjysk Turisme har modtaget 33 indstillinger til kandidater. Bestyrelsen for Fonden Midtjysk Turisme har lavet en prioriteret indstilling af prismodtagere til regionsrådet, som har truffet afgørelse om prismodtagerne.

 

Hovedprisen er blevet tildelt Northside Festival, som siden starten i 2010 har opnået såvel national som international anerkendelse og massiv mediebevågenhed. Besøgstallet er vokset fra 5.000 i 2010 til 35.000 i 2014, og festivalen har dermed en væsentlig betydning for turismeomsætningen i Region Midtjylland. Organisationen bag festivalen tænker innovativt og kommercielt og arbejder strategisk med involvering og indgåelse af partnerskaber med andre kultur- og turismepartnere, der indgår i værdikæden omkring festivalen. Hovedprisen er på 75.000 kr. og et kunstværk.

 

Temaprisen for et "Unikt servicetiltag med gæsteoplevelsen i centrum" er blevet tildelt Bryrup Camping, der gennem en professionel og strategisk tilgang har udviklet sit produkt, så det i langt højere grad adskiller sig fra konkurrenternes og tilbyder sine gæster en anderledes ferieoplevelse. Gennem servicetiltaget "Aktiv Camp - bevægelse, sundhed og velvære" har Bryrup Camping formået at vende en tilbagegang i besøgstallet i 2012 til en vækst i overnatningsomsætningen fra 2012-2014 på 22 %.

 

Temaprisen for "En fokuseret målgruppesatsning" er blevet tildelt Stauning Whisky, som med dygtighed har grebet muligheden for en øget omsætning, der ligger i fortælling om produktet og historien bag. Virksomheden har på kort tid udviklet sig fra hobby til kommerciel produktion, markedsføring og salg. Det er en unik fortælling, som falder i tråd med den stigende forbrugerinteresse for kvalitetsfødevarer og lokal mad. Ca. 8.000 gæster har i år fået fortællingen om den dansk producerede whisky på rundvisninger på enten dansk eller tysk.

 

I år er der også blevet uddelt en særpris. Særprisen er blevet tildelt Lykke Nielsen Høj, turistdirektør for Ringkøbing Fjord Turisme. I begrundelsen for prisen er der lagt vægt på, at Lykke Nielsen Høj med stor personlighed og gennemslagskraft på meget kort tid har formået at skabe et solidt fundament for en professionel turistdestination, som er til inspiration for andre i erhvervet. Hun har på baggrund af et stærkt og engageret lederskab formået at igangsætte og gennemføre en lang række strategiske og operationelle initiativer og aktiviteter.

 

 

De to temapriser er hver på 25.000 kr. og særprisen er på 10.000 kr. Priserne blev uddelt den 4. november på Turismekonferencen 2014.

 

Midlerne til TurismeVÆKSTprisen indgår i den bevilling, som regionsrådet tidligere har givet til Fonden Midtjysk Turisme. Modtagere af prisen skal anvende prisen i overensstemmelse med reglerne om brug af offentlige midler.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-3-13

22. Eventuelt

Beslutning

Ingen bemærkninger.

 

Brian Bech Nielsen, Erik Flyvholm, Harald Mikkelsen, Jacob Bundsgaard, Jørgen Gaarde og Nicolai Hansen var forhindrede i at deltage under punktets behandling.

Tilbage til toppen