Vækstforum blev nedlagt pr. 1. januar 2019.

Vækstforum var nedsat af regionsrådet og bestod af 21 medlemmer fra kommuner, erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt regionen.

Vækstforum havde til opgave at udarbejde bidrag til den regionale strategi for vækst og udvikling i forhold til de erhvervsrettede og vækstrettede dele, at udvikle og afgive indstillinger til regionsrådet og Erhvervsstyrelsen med medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsinitiativer, samt at overvåge de regionale og lokale vækstvilkår.

 

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Vækstforum
den 19. marts 2018 kl. 12:00
i Grundfos, Bjerringbro

Til stede:

 

Anders Kühnau, regionsrådet

Alette Algreen-Ussing, Dansk Industri

Ann Østergaard, Uddannelsescenter Holstebro

Brian Bech Nielsen, Aarhus Universitet

Bünyamin Simsek, Aarhus Kommune

Carsten Kissmeyer, regionsrådet

Erik Flyvholm, Lemvig Kommune

Gert Ringgaard, LO

H. C. Østerby, Holstebro Kommune

Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern Kommune

Harald Mikkelsen, VIA University College

Jørgen Gaarde, Skanderborg Kommune

Lars Aagaard, Dansk Industri

Michael Tøttrup, FTF og AC

Morten Flæng, regionsrådet

Niels Præstkær Jørgensen, Dansk Byggeri

Peer H. Kristensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Uffe Jensen, Odder Kommune 

Jacob Stengaard Madsen

Kim Kofod Hansen

Pia Fabrin

Henrik Lodberg 

 

Afbud:

Nicolai Hansen, Landbrug & Fødevarer

Per Raaby, Finans Danmark

Rikke Alberte Scheel Sinding, Dansk Erhverv


Sagnr.: 1-10-87-1-17

1. Konstituering af vækstforum for Region Midtjylland

Resume

Ifølge Lov om erhvervsfremme og regional udvikling udpeger regionsrådet for Region Midtjylland 21 medlemmer til vækstforum og udpeger efter inddragelse af vækstforums medlemmer formand for vækstforum blandt forummets medlemmer.

 

Det enkelte vækstforum fastlægger selv sin forretningsorden.

Den administrative styregruppe indstiller,

at vækstforum drøfter udkast til forretningsorden,

 

at formandsudpegningen drøftes med henblik på at give en udtalelse til regionsrådet, hvor regionsrådet har peget på regionsrådsformand Anders Kühnau,

 

at repræsentanter til formandskabet vælges, og

 

at vækstforum i overensstemmelse med tidligere drøftelse af mulighed for indstilling af observatører og suppleanter fastholder den nuværende forretningsorden således, at der ikke kan indstilles yderligere observatører eller suppleanter for vækstforums medlemmer.

Sagsfremstilling

Regionsrådet nedsætter i forbindelse med varetagelsen af den regionale erhvervsudvikling et regionalt vækstforum.

 

Vækstforum består af 21 medlemmer, som sammensættes således:

 

  • tre medlemmer udpeges på regionsrådets initiativ,
  • seks medlemmer udpeges efter indstilling af kommunalbestyrelserne i regionen, hvoraf mindst ét medlem skal repræsentere yderområderne,
  • seks medlemmer fra erhvervslivet udpeges efter indstilling fra erhvervsorganisationer udvalgt af regionsrådet,
  • tre medlemmer fra videns- og uddannelsesinstitutioner udpeges på regionsrådets initiativ,
  • et medlem udpeges efter indstilling fra arbejdsmarkedsorganisationer og
  • to medlemmer udpeges af indstilling fra lønmodtagerorganisationer.

 

Regionsrådet besluttede på sit møde den 28. februar 2018 at udpege følgende medlemmer til vækstforum for Region Midtjylland for perioden 2018-2021:

 

Regionsrådet (3 medlemmer)

Anders Kühnau, formand for regionsrådet,

Morten Flæng, medlem af regionsrådet og

Carsten Kissmeyer, medlem af regionsrådet

 

Dansk Industri

(2 medlemmer)

Alette Algreen-Ussing, adm. direktør Them Andelsmejeri og

Lars Aagaard, koncerndirektør, Grundfos A/S

 

Dansk Erhverv

Rikke Alberte Scheel Sinding, regional konsulent, Dansk Erhverv

 

Landbrug & Fødevarer

Nicolai Hansen, adm. direktør i KMC

 

Dansk Byggeri

Niels Præstkær Jørgensen, murermester, Glarmester Gjerulff A/S

 

Finans Danmark

(Finansrådet og Realkreditrådet er fusioneret)

Per Raaby, erhvervscenterdirektør, Jyske Bank

 

Aarhus Universitet

Brian Bech Nielsen, rektor, Aarhus Universitet

 

Professionshøjskolen VIA University College

Harald Mikkelsen, rektor, VIA University College

 

Erhvervsuddannelserne i fællesskab

Ann Østergaard, direktør, Uddannelsescenter Holstebro

 

LO i fællesskab med AC og FTF (2 medlemmer)

Gert Ringgaard, formand for LO og 3F Skive-egnen og

Michael Tøttrup, ledelseskonsulent i Prosa 

 

Dansk Arbejdsgiverforening

Peer H. Kristensen, VisitAarhus

 

Kommunerne (6 medlemmer)

Uffe Jensen, borgmester, Odder Kommune,

H.C. Østerby, borgmester, Holstebro Kommune,

Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune,

Jørgen Gaarde, borgmester, Skanderborg Kommune,

Hans Østergaard, borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune og

Erik Flyvholm, borgmester, Lemvig Kommune 

 

 

Suppleanter og observatører

Vækstforum skal ifølge sin forretningsorden tilbyde De Regionale Arbejdsmarkedsråd at udpege en observatør til vækstforum. Vækstforum har desuden mulighed for i det videre arbejde med strategi og planer at inddrage en bredere kreds af aktører gennem etablering af underudvalg mv.

 

Vækstforum har tidligere besluttet ikke at inddrage andre observatører end De Regionale Arbejdsmarkedsråd eller lade vækstforums medlemmer repræsenteres af suppleanter. Begrundelsen har været, at vækstforum ønsker at fastholde kontinuitet i sine seks årlige møder.

 

Modtagne indstillinger

FTF og AC har i fællesskab indstillet en repræsentant, Michael Tøttrup, og anmoder desuden om, at Lasse Grønbech kan være suppleant for Michael Tøttrup og dermed deltage i vækstforums møder, når Michael Tøttrup har forfald til møderne, og/eller Lasse Grønbech får mulighed for at deltage i alle vækstforums møder som tilforordnet/observatør uden taleret.

 

SMVdanmark har den 9. februar anmodet om at indstille en kandidat til vækstforum. Regionsrådet har ikke udpeget SMVdanmark til at indstille medlemmer, hvorfor de ikke er blevet anmodet om at indstille et medlem til vækstforum.

Alternativt ønsker SMVdanmark at indstille en observatør til vækstforum.

SMVdanmark repræsenterer små og mellemstore virksomheder og har 18.000 medlemmer på landsplan.

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes således,

 

at vækstforum godkender sin forretningsorden med bemærkning om, at forretningsordenen justeres således, at:

  • paragraf 2, stk. 5 udgår
  • paragraf 5, stk. 2 - materiale udsendes 10 dage før mødet i vækstforum.

 

I udarbejdelsen af dagsordensmaterialet skal der sættes fokus på klarhed - både i tekst og valg af bilag.

 

at vækstforum drøftede formandsudpegningen og indstiller til regionsrådet, at Anders Kühnau udpeges til formand for vækstforum,

 

at vækstforum vælger følgende til formandskabet:

  • Anders Kühnau - for regionen
  • Uffe Jensen - for kommunerne
  • Lars Aagaard - for erhvervsorganisationerne
  • Brian Bech Nielsen - for vidensinstitutionerne
  • Peer H. Kristensen - for arbejdsgiverne
  • Gert Ringgaard - for arbejdstagerne

 

at der ikke udpeges suppleanter for vækstforums medlemmer, og

 

at der ikke udpeges yderligere observatører til vækstforum.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby og Rikke Alberte Scheel Sinding var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-17

2. Gensidig orientering

Beslutning

Ingen bemærkninger.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby og Rikke Alberte Scheel Sinding var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-87-3-17

3. Vækstforums udpegning af medlemmer til diverse bestyrelser, organisationer og institutioner 2018-2021

Resume

Vækstforum skal udpege medlemmer til en række organisationer og institutioner. Der er udarbejdet en oversigt med angivelse af organisation/institution, post og periode for udpegningen.

Den administrative styregruppe indstiller,

at vækstforum udpeger medlemmer til bestyrelser, organisationer og institutioner, således at der udpeges 1 observatørpost til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd Vest, 1 observatørpost til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd Øst, 2 medlemmer til bestyrelsen for Væksthus Midtjylland, 2 medlemmer til bestyrelsen for Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles, 2 medlemmer og 2 suppleanter til Vestdansk Investeringsfremme, 1 medlem til Danmarks Vækstråd, 1 medlem og 1 suppleant til Overvågningskomiteen for EU Strukturfonde i Danmark, 1 medlem og 1 suppleant til Styringsudvalget for Kattegat-Skagerrak, Interreg IV, samt 1 medlem til Development Centre UMT.

Sagsfremstilling

Vækstforum skal for den kommende periode udpege medlemmer til en række organisationer og institutioner:

 

  • Det Regionale Arbejdsmarkedsråd Øst og Vest
  • Bestyrelsen for Væksthus Midtjylland
  • Bestyrelsen for Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles
  • Vestdansk Investeringsfremme
  • Danmarks Vækstråd
  • Overvågningskomiteen for EU Strukturfonde i Danmark
  • Styringsudvalget for Kattegat-Skagerak, Interreg IV
  • Development Centre UMT

 

Beslutning

Indstillingen vedtoges med bemærkning om, at der efterfølgende udpeges suppleant til Vestdansk Investeringsfremme.

 

Indstillingen uddybes i det vedhæftede bilag.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby og Rikke Alberte Scheel Sinding var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-17

4. Mødeplan for 2018 og udlandsrejse

Resume

Vækstforum afholder den 19. marts 2018 sit første møde i den indeværende valgperiode.

 

Der indstilles en række mødedatoer og mødetemaer til drøftelse.

 

Derudover foreslås et studiebesøg til Holland og Bruxelles med henblik på kvalificering af arbejdet med den regionale teknologipagt, fødevareområdet og tendenserne i de kommende EU programmer og prioriterede indsatser.

 

Den administrative styregruppe indstiller,

at mødeplanen godkendes, og

 

at hvis der tilkendegives interesse for studieturen til Holland og Bruxelles et program for besøget på vækstforums møde den 31. maj.

Sagsfremstilling

Mødeplan 2018

Vækstforum mødeplan for 2018:

 

Mandag 19/3 kl.12.00-16.00 - konstituerende møde

Torsdag 31/5 kl. 9.30-13.00

Onsdag 29/8 kl. 12.00-16.00

Torsdag 10/10 kl. 9.30-13.00

Mandag 10/12 kl. 12.00-16.00

  

Internationale perspektiver

Vækstforum har løbende arbejdet med internationalisering og ladet sig inspirere af succesfulde initiativer som f.eks. senest teknologipagten.

 

Der pågår løbende samarbejde med europæiske regioner inden for vækstforums indsatsområder, og på den baggrund foreslås det, at vækstforum i efteråret 2018 besøger henholdsvis Holland og Bruxelles med henblik på dels at følge det hollandske arbejde med teknologipagten og fødevareområdet, hvor Holland står stærkt i en international sammenhæng. Det ville ligeledes være relevant at besøge Bruxelles og CDEU (Central Denmark EU Office) med det formål at drøfte indhold og rammer for de kommende EU programmer og de indsatsområder, som de udformes til at understøtte.

 

Udgangspunktet for arrangementet kunne være den 10.-11. oktober, således at vækstforums ordinære møde afholdes ved samme lejlighed.

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes med bemærkning om, at det skal undersøges, om studierejsen og mødet kan flyttes til primo november 2018.

 

Der skal allerede nu udarbejdes udkast til mødeplan for 2019.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby og Rikke Alberte Scheel Sinding var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-17

5. Vækstforum - introduktion

Resume

Vækstforum har ifølge Lov om erhvervsfremme og regional udvikling til opgave at bidrage til den regionale vækst- og udviklingsstrategi i forhold til den del, som vedrører erhverv og vækst, samt udarbejde handlingsplaner til denne del.

 

Vækstforum afgiver ligeledes indstilling til henholdsvis Erhvervsstyrelsen om anvendelse af EU Strukturfondsmidler og til regionsrådet om anvendelse af de regionale midler til erhvervsudvikling.

 

Udviklingsdirektør Kim Kofod Hansen introducerer på mødet til arbejdet i vækstforum.

Den administrative styregruppe indstiller,

at vækstforum tager punktet til orientering.

Sagsfremstilling

Vækstforums opgaver

De regionale vækstfora har ifølge lov om erhvervsfremme og regional udvikling til opgave at overvåge de regionale og lokale vækstvilkår, herunder den erhvervsmæssige udvikling i regionens yderområder. I forhold til den regionale vækst- og udviklingsstrategi har vækstforum som opgaver at udarbejde bidrag, der omhandler de erhvervs- og vækstrettede dele, redegøre for de initiativer, som vækstfora vil foretage som opfølgning på strategien, samt at udvikle og afgive indstilling om medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsaktiviteter.

 

Vækstplan 2016-2020

Vækstforum har vedtaget en vækstplan for perioden 2016-2020. Denne arbejder inden for ni indsatsområder: Fødevarer, Energi og klima, Smart industri, Kreative erhverv, informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og turisme, Iværksætteri og kapital, Innovation og forretningsudvikling, Viden og kompetence, Digitalisering samt Internationalisering. I nedenstående tabel vises en oversigt over bevillinger pr. indsatsområde for perioden 2016-2018.

 

Med det nye regionsråd og vækstforum iværksættes arbejdet med en ny regional strategi for vækst og udvikling, som forventes godkendt ultimo 2018. I den forbindelse skal vækstforum ultimo 2018 påbegynde arbejdet for en ny vækstplan.

 

Økonomi

Vækstforum afgiver indstilling til regionsrådet om anvendelse af regionale udviklingsmidler til erhvervsformål og indstilling til staten om anvendelse af regional- og socialfondsmidler efter reglerne i lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond og anden lovgivning om indstilling til staten om anvendelse af regional- og socialfondsmidler.

 

Regionale erhvervsudviklingsmidler

Hovedprincipperne for anvendelsen af de regionale erhvervsudviklingsmidler (REM) til erhvervsudvikling er, at aktiviteterne skal være rettet mod at understøtte det private erhvervsliv samt være kollektive med lige og åben adgang for alle virksomheder. Desuden må støtten ikke begunstige enkeltvirksomheder eller virke konkurrenceforvridende. Ligeledes skal aktiviteterne gennemføres i regi af selvstændige juridiske enheder og betragtes som offentlige ikke-kommercielle erhvervsudviklingsaktiviteter.

 

EU Strukturfondsmidler

EU Strukturfondsmidler opdeles i EU's regionalfond og EU's socialfond.

 

I perioden 2014-2020 investerer Regionalfonden og Socialfonden ca. 3 mia. kr. i vækst og beskæftigelse i hele Danmark. Pengene er blandt andet målrettet innovation, iværksætteri, grøn omstilling, uddannelse og beskæftigelsesfremme. Af de 3 mia. kr. er der afsat 400 mio. kr. til projekter i Region Midtjylland.

 

Vækstforum har indstillingsret til Erhvervsstyrelsen, der legalitetskontrollerer i forhold til, hvilke projekter der skal igangsættes i regi af regionalfonden og socialfonden. Projekterne skal ud over at have udgangspunkt i den vedtagne vækst- og udviklingsstrategi for regionen også overholde regelsættet for regional- og socialfonden samt bidrage til EU's 2020 mål.

 

Økonomi

Den samlede ramme til erhvervsudviklingsprojekter har i perioden 2016-2018 været på 381 mio. kr., hvoraf 341 mio. kr. kommer fra den i budgetterne fastsatte ramme, mens der i perioden er ekstratilført 40 mio. kr. fra hovedsageligt lukkede projekter fra tidligere.

 

I samme periode har vækstforum indstillet projekter for 297 mio. kr., hvilket betyder, at der i 2018 er en udisponeret ramme på 84 mio. kr. til nye projekter i 2018.

 

Herudover er der i Region Midtjyllands Budget 2018 afsat 117 mio. kr. pr. år i budgetoverslagsårene 2019-2021. Regionsrådet har dog muligheden for at omprioritere i budgettet. Et eksempel kunne være behovet for at dække et underskud på kollektiv trafik.

Beslutning

Udviklingsdirektør Kim Kofod Hansen introducerede til arbejdet i vækstforum.

Præsentationen er vedhæftet.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby og Rikke Alberte Scheel Sinding var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-17

6. Indstilling - økonomi og status for væktsforums indsats pr. 12. marts 2018

Resume

Til vækstforums møde den 19. marts er der indstillinger om bevilling til fem projekter for i alt 14,25 mio. kr. af de regionale midler til erhvervsudvikling.

Den administrative styregruppe indstiller,

at økonomistatus tages til orientering.

Sagsfremstilling

Region Midtjyllands budgetramme til erhvervsudvikling er i 2018 på i alt 110 mio kr. Før mødet den 19. marts har det tidligere vækstforum indstillet for 25,9 mio. kr. Til rådighed for projekter i 2018 er der således godt 84 mio. kr.

 

Til dette møde indstilles til regionsrådet bevillinger for 14,25 mio. kr. til fem projekter.

 

Der er indstiling til EU's Regionalfond for 4 mio. kr. til et projekt.

 

Tilslutter vækstforum sig indstillingerne er der 69,765 mio. kr. af erhvervsudviklingsmidlerne til rest i 2018 til bevilling til nye projekter i 2018.

 

Nedenfor vises en kort oversigt over rammen for forbruget i 2018 vedr. de regionale erhvervsudviklingsmidler

 

Beslutning

Indstillingen vedtoges med bemærkning om, at der fremadrettet skal indgå oversigt over forbruget af EU Strukturfondsmidler fordelt på akser og prioriteter.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby og Rikke Alberte Scheel Sinding var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-37-17

7. Tema: Midtjysk teknologipagt

Resume

Danmark vil i 2025 mangle op i mod 10.000 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater og 19.000 IT-specialister. Den 12. september 2017 vedtog vækstforum at nedsætte en forprojektgruppe for at få udarbejdet et forslag til en midtjysk teknologipagt, der skal tilvejebringe flere personer med tekniske og naturvidenskabelige kompetencer i Region Midtjylland.

 

Partnerskabet bag den midtjyske teknologipagt peger på, at den midtjyske teknologipagt skal sikre:

  • at flere i Midtjylland vælger teknologiske og naturvidenskabelige uddannelser,
  • at flere lærer om teknologi, og
  • at flere efteruddanner sig inden for teknologi og naturvidenskab.

 

Det overordnede ansvar for teknologipagten forankres i regionsrådet og vækstforum, der to gange årligt drøfter teknologipagtens fremdrift. Teknologipagtens fremdrift forankres i rådet for fremtidens kompetencer, der oprettes ved nedlæggelsen af Uddannelsesrådet, MEA's akademiråd og det Midtjyske kompetenceråd. Ved vækstforums godkendelse lanceres teknologipagten gennem en konference primo maj 2018.    

Den administrative styregruppe indstiller,

at vækstforum godkender forslaget til en midtjysk teknologipagt,
at vækstforum godkender nedlæggelsen af uddannelsesrådet,
at vækstforum godkender oprettelsen af rådet for fremtidens kompetencer,
at vækstforum godkender udmøntningen af teknologipagten, og
at vækstforum anbefaler regionsrådet, at uddannelsespuljen understøtter teknologipagtens aktiviteter med op til 55 mio. kr.

Sagsfremstilling

Danmark vil i 2025 mangle op i mod 10.000 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater og 19.000 IT-specialister. Derfor lancerede den danske regering den 25. januar 2018 en dansk teknologipagt efter hollandsk forbillede. Holland lancerede i 2013 en teknologipagt for at løse en tilsvarende udfordring. Formålet var at få uddannelsesinstitutioner, virksomheder og det offentlige system til at samarbejde om at tilvejebringe flere tekniske og naturvidenskabelige kandidater, de såkaldte STEM-fag (Science, Technology, Engineering and Math). En stor del af succesen med den hollandske teknologipagt har været den regionale implementering.

  

I vækstpartnerskabsaftalen med regeringen vil vækstforum for Region Midtjylland bidrage og samarbejde med regeringen om udvikling af en teknologipagt.

Vækstforum vedtog derfor den 12. september 2017 at nedsætte en forprojektgruppe med det formål at udarbejde et forslag til en midtjysk teknologipagt, der samtidig bliver Danmarks første regionale teknologipagt. Forarbejdet til teknologipagten er sket i et bredt samarbejde mellem relevante regionale og lokale parter.

 

Den midtjyske teknologipagt skal sikre, at flere personer i Midtjylland vælger teknologiske og naturvidenskabelige uddannelser, at flere lærer om teknologi, og at flere efteruddanner sig inden for teknologi og naturvidenskab.

 

Den midtjyske teknologipagt implementeres gennem følgende seks temaer, der er udvalgt af vækstforum:

  1. STEM-uddannede til de midtjyske styrkepositioner - Øge tilgangen til styrkepositionerne
  2. Piger og STEM - Flere piger skal vælge en STEM-uddannelse  
  3. Teknologiambassadører – Kulturændringer på STEM-området
  4. Informatik på alle uddannelsesniveauer – Fremtidssikring af arbejdsstyrken  
  5. Iværksætteri – Fremtidens tech-virksomheder skal starte i Midtjylland
  6. Kompetenceudvikling – Nye kompetencer skal sikre vækst i fremtiden            

 

Organisering

Vækstforum og regionsrådet har det overordnede ansvar for teknologipagten. Teknologipagten udmøntes gennem en række indsatser fordelt på de seks temaer. Vækstforum indstiller til regionsrådet  én gang årligt midler til teknologipagtsaktiviteter inden for de vedtagne temaer. Endvidere drøfter regionsrådet og vækstforum to gange årligt teknologipagtens fremdrift. Medio 2020 vedtager regionsrådet og vækstforum nye temaer for teknologipagten.  

 

Ansvaret for teknologipagtens fremdrift forankres i rådet for fremtidens kompetencer, der oprettes ved nedlæggesen af uddannelsesrådet, MEA's akademiråd og det midtjyske kompetenceråd. Rådet for fremtidens kompetencer afrapporterer om teknologipagtens fremdrift to gange årligt. Medio 2020 indstiller rådet nye temaer til regionsråd og vækstforum. Til at bistå rådet nedsættes der et STEM-sekretariat.

 

Ved vækstforums godkendelse lanceres teknologipagten gennem en konference primo maj 2018 for hele det brede partnerskab.    

 

Økonomi 

Teknologipagten består af seks temaer, som indeholder i alt 14 initiativer, rettet mod forskellige målgrupper – dog alle med fokus på at tilvejebringe flere tekniske og naturvidenskabelige kompetencer.

 

Det forudsætter en finansiering bestående af regionale erhvervsudviklingsmidler, EU Socialfondsmidler samt en målretning af de regionale udviklingsmidler til ungdomsuddannelsesområdet. Der vil ligeledes kunne indgå andre finansieringskilder – afhængig af samarbejdspartner.

 

Vækstforum har mulighed for at iværksætte en lang række initiativer i forhold til den virksomhedsrettede del af teknologipagten. For at opnå sammenhæng og gennemslagskraft i teknologipagten vil det være afgørende, at regionsrådet i årene 2018 til 2022 sammentænker sin indsats på ungdomsuddannelsesområdet med teknologipagten og øremærker op til 55 mio. kroner mod de initiativer i pagten, som har til formål at få flere unge til at vælge og lære om tekniske og naturvidenskabelige fag.

 

Vækstforum vil således kunne iværksætte initiativer via indstilling til Erhvervsstyrelsen og regionsrådet om anvendelsen af EU Strukturfondsmidler og de regionale erhvervsudviklingsmidler. Udvalget for Regional Udvikling og regionsrådet vil fortsat skulle tage stilling til de initiativer under teknologipagten, som retter sig mod ungdomsuddannelserne og finansieres via de regionale udviklingsmidler til uddannelsesområdet.

 

Økonomien for de 14 initiativer præsenteres i forbindelse med eventuelle bevillinger.

 

Beslutning

Lars Aagaard, Grundfos, indledte drøftelsen med en pointering af produktionens betydning for vækst og udvikling, samt behovet for fokus på produktionsvirksomhederne og deres spændende jobmuligheder i den sammenhæng.

 

Efterfølgende præsenterede Kim Kofod Hansen, Regional Udvikling, arbejdet med den midtjyske teknologipagt, herunder den brede involvering af aktørerne.

Præsentationen er vedhæftet.

 

Kaj Grønbech, Aarhus Universitet, præsenterede efterfølgende potentialet i software, som selvstændig branche og i den øvrige industri.

Præsentationen er vedhæftet referatet.

 

Nanna Seidelin, Naturvidenskabernes Hus, introducerede til potentialet i skole - virksomhedsarbejdet og præsenterede efterfølgende deres arbejde med STEM (Science, Technology, Engineering and Math) i udskoling og gymnasier.

Præsentationen er vedhæftet referatet.

 

Indstillingen tiltrådtes.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-76-20-17

8. Vækst- og udviklingsstrategi for Region Midtjylland

Resume

Regionsrådet og vækstforum har ansvaret for i fællesskab at udarbejde en strategi for den regionale vækst og udvikling.

 

FN's 17 Verdensmål danner rammen for den kommende vækst- og udviklingsstrategi, som er påbegyndt primo 2018. Strategien forventes godkendt ultimo 2018.

 

I foråret involveres de mange samarbejdspartnere, som efter strategiens politiske vedtagelse ultimo 2018 er afgørende for at nå i mål med en vision om en attraktiv, bæredygtig internatonal vækstregion.

Den administrative styregruppe indstiller,

at vision og strategiske spor for vækst- og udviklingsstrategien drøftes samt godkendes som grundlag for det videre arbejde med vækst- og udviklingsstragien for Region Midtjylland.

Sagsfremstilling

Baggrund

Med et nyt regionsråd og vækstforum iværksættes arbejdet med en ny regional strategi for vækst og udvikling. Strategien udarbejdes i tæt samarbejde med en lang række aktører, f.eks. kommuner, vidensinstitutioner og virksomheder. Strategien skal efter planen vedtages af regionsrådet ultimo 2018, og skal gælde for 2019-2030.

 

Temaerne for strategien er fastlagt i Lov om erhvervsfremme og er: infrastruktur, erhvervsudviklingsindsatsen inklusiv turisme, uddannelse- og beskæftigelsesindsatsen, udviklingen i byerne og yderområderne, natur og miljø herunder rekreative formål og kultur samt sammenhængen med regionens eventuelle samarbejde med tilgrænsende landes myndigheder og udviklingsmæssige emner. Endvidere skal strategien indeholde en redegørelse for de initiativer, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på strategien.  

 

Inden vedtagelsen af den regionale vækst- og udviklingsstrategi skal regionsrådet foretage en offentlig høring af udkast til strategien på minimum otte uger. Strategien udmøntes blandt andet gennem de regionale udviklingsmidler til uddannelse, kultur og erhverv og i tæt samarbejde med en lang række aktører inden for de forskellige temaer for strategien. Vækstforum har en særlig opgave i forhold til de erhvervsrettede initiativer.

 

Depeche gives videre fra det tidligere vækstforum

Blandt vækstforums formandskab blev der foretaget en interviewundersøgelse for, at det afgående vækstforum fik mulighed for at overdrage en depeche til det kommende vækstforum i forhold til, hvad der indholdsmæssigt skal være i fokus fremover. Den overordnede konklusion på interviewene er:

 

  • Fortsat fokus på eksisterende regionale styrkepositioner
  • Opprioritering af SMV'er som målgruppe
  • Øget fokus på IT og digitalisering

  

Strategisk ramme for arbejdet

Den 25. september 2015 vedtog FN en ambitiøs udviklingsdagsorden - FN's 17 verdensmål. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte mål for en mere bæredygtig udvikling. Punktet er vedhæftet en publikation, som kort beskriver de 17 verdensmål. På nationalt niveau og i nogle kommuner arbejdes der allerede med verdensmålene, ligesom en lang række virksomheder og organisationer anvender dem som strategisk værktøj. Ligeledes har det tidligere regionsråd og vækstforum vedtaget at gøre målene til den strategiske ramme for en kommende regional strategi for vækst og udvikling.

 

Den 5. februar 2018 inviterede regionsrådet sammen med de 19 midtjyske kommuner til et politisk kick-off møde i Randers Regnskov med fokus på FN's 17 Verdensmål. Her følger udvalgte anbefalinger fra det politiske kick-off møde til det videre arbejde med strategien i regionsrådet og i vækstforum:

 

  • Understøtte og udvikle eksisterende bæredygtige initiativer.
  • Fokus på SMV'er, f.eks. etablere et erhvervsforum/virksomhedsnetværk, der kan hjælpe virksomheder til at arbejde med FN's 17 verdensmål og de potentialer, det kan afføde.
  • Understøtte virksomheder der allerede er stærke indenfor bæredygtighed og synliggøre deres position i forhold til eksport.
  • Behov for en bred analyse af, hvor Region Midtjylland gør det godt på FN's 17 verdensmål og hvor der er et forbedringspotentiale.
  • Arbejdet med at indfri FN's 17 verdensmål skal skabe relevans på lokalt og regionalt niveau, og kan kun lykkes i partnerskab.
  • Gode midtjyske løsninger skal løftes ud globalt via partnerskaber.

  

Vision og strategiske spor

Vækst- og udviklingsstrategien tager som den nuværende fat på fire globale udfordringer; Konkurrenceevne, Klima og Ressourcer, Velfærd samt Demografi og bosætningsmønstre. Udfordringer der skal løftes gennem visionen: En attraktiv, bæredygtig international vækstregion for alle". En vision, der kan vende de globale udfordringer til muligheder og handlinger. Derfor indstilles, at vækst- og udviklingsstrategien tematiseres ud fra følgende strategiske spor:

 

Regionsrådet og vækstforum og partnerskabet bag vil samarbejde om at:

  • skabe bæredygtige og produktive jobs og vækst og velstand for alle.
  • stille skarpt på klima, miljø og ressourcer for at sikre en bæredygtig udvikling.
  • skabe fremtidssikrede uddannelser, kompetenceløft og job for alle.
  • give borgerne lige adgang til muligheder for at bosætte sig og leve det gode liv i hele regionen.  

 

Aktørinddragelse

Med udgangspunkt i erfaringerne fra arbejdet med tidligere vækst- og udviklingsstrategier styrkes inddragelsen af aktørkredsen i forberedelsen af den kommende strategi. Det betyder, at der gennemføres følgende arrangementer, som har til formål at involvere bredt, relevant og med fokus på de strategiske spor. 

 

4 dage – 4 byer – 4 studieretninger – 4 spørgsmål

Et “roadshow” til 4 jyske byer på 4 dage. Her vil administrationen besøge 4 uddannelsesinstitutioner og stille dem hvert deres spørgsmål – svarende til strategiens 4 strategiske spor. Formålet er at sætte fokus på de unges forventninger til en 'levende og bæredygtig region', hvor de kunne forestille sig at bo og arbejde. 

 

Temamøde for politikere

3 timers arrangement med fokus på FN's 17 Verdensmål, drøftelse af indhold til de strategiske spor og den videre proces herunder de 2 faser. Her er tale om et fælles møde for vækstforum, udvalget for regional udvikling og det midlertidige udvalg for bæredygtig vækst. Formålet er her at klæde deltagerne på i forhold til deres drøftelse af den kommende vækst- og udviklingsstrategi, som forelægges i et høringsudkast i maj og juni.

  

Med FN's 17 verdensmål som ny strategisk ramme, nyt regionsråd og nye kommunalbestyrelser afholdes to arrangementer, som skal være bærende elementer i aktørinddragelsen (Kommuner og fælles aktører (vidensinstitutioner, operatører osv.)), og som skal tilgodese politiske og administrative behov, både regionalpolitisk og lokalpolitisk. De to arrangementer er et Topmøde og et Arbejdsseminar, som afholdes i umiddelbar forlængelse af hinanden.

 

Topmøde - 23. april
Formålet med Topmødet er en strategisk drøftelse af mulighederne for at samarbejde om vækst og udvikling i Region Midtjylland. 

Repræsentanter fra partnerskabet (Aarhus Universitet, VIA University College, kommuner, business regions og erhv, erhvervsorganisationer og arbejdsmarkedets parter) i Region Midtjylland samles med det formål i fællesskab at sætte rammen for det videre arbejde med at skabe vækst og udvikling i Region Midtjylland - med FN's 17 Verdensmål som overlægger for arbejdet.

 

Arbejdsseminar - 25. april

Formål med arbejdsseminaret/workshoppen er at sikre et bredt funderet input til VUS'en blandt kommuner og fælles aktører, skabe et godt udgangspunkt for at udvikle initiativer og projekter med afsæt i FN's 17 verdensmål samt sikre ejerskab hos samarbejdspartnere.  

Målgruppen vil være administrativt personale fra forvaltningerne, vidensinstitutioner, operatører og øvrige aktører indenfor erhvervsfremmesystemet samt andre professionelle - ca. 200 deltagere.

Beslutning

Indstillingen vedtoges med bemærkning om, at der sættes et særligt fokus på vand som udfordring og potentiale.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-21-1-18

9. Valg af operatør og bevilling til Udviklingsprogrammet: Fremme af innovation inden for grøn energiteknologi

Resume

Vækstforums initiativ "Fremme af innovation inden for grøn energiteknologi - med fokus på fremme af integration og fleksibilitet i energisystemerne" har været annonceret, og der er indkommet én ansøgning. Et konsortium med CLEAN i spidsen har indsendt en ansøgning om at blive operatør.

  

Investeringen vil bidrage til at fastholde og øge virksomhedernes omsætning og eksport på det energiteknologiske område, hvor de midtjyske virksomheder i forvejen står meget stærkt.

Den administrative styregruppe indstiller,

at vækstforum godkender CLEAN som operatør på Fremme af innovation inden for grøn energiteknologi i 2018-2020,
at vækstforum indstiller til regionsrådet, at der i 2018 bevilges 3,3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til CLEAN til gennemførelse af initiativets arbejdspakke 1. Bevillingen udmøntes med 900.000 kr. i 2018, 1,2 mio. kr. i 2019 og 1,2 mio. kr. i 2020,
at vækstforum indstiller til regionsrådet, at der i 2018 bevilges 4,7 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til CLEAN til gennemførelse af initiativets arbejdspakke 2. Bevillingen udmøntes med 1,3 mio. kr. i 2018, 1,7 mio. kr. i 2019 og 1,7 kr. i 2020,
at vækstforum indstiller til Erhvervsstyrelsen, at der af midlerne fra EU's Regionalfond 2014-2020 (prioritetsakse 1a) bevilges 4,0 mio. kr. til CLEAN til gennemførelse af initiativets arbejdspakke 2. Bevillingen udmøntes med 1 mio. kr. i 2018, 1,5 mio. kr. i 2019 og 1,5 mio. kr. i 2020,
at bevillingen gives under forudsætning af, at den øvrige finansiering bevilges, og at projektet gennemføres som beskrevet i ansøgningen, samt
at vækstforum godkender effektkæden for ansøgningen.

Sagsfremstilling

Baggrund

Initiativet iværksættes, da det vurderes, at der er et stort potentiale inden for grøn energiteknologi. Virksomheder i Danmark og Region Midtjylland har en global styrkeposition, blandt andet inden for vind og omstilling af fjernvarme til vedvarende energi. Samtidig ligger initiativet i tråd med vækstforums handlingsplan 2016-2020, og det understøtter regionsrådets klimamål.

  

Vækstforum har modtaget én ansøgning til udviklingsprogrammet. Ansøger er CLEAN som leadpartner i et konsortium, der ud over CLEAN består af Aarhus Universitet. Ansøgningen følger programbeskrivelsen, som kort er gengivet herunder.

   

Formål

"Udviklingsprogram for fremme af grøn energiteknologi - med fokus på fremme af integration og fleksibilitet i energisystemet" skal styrke innovationsmiljøet blandt virksomheder, der udvikler ny energiteknologi, og øge antallet af innovative virksomheder. Der skal udvikles produkter og løsninger til markedet, som bidrager til at integrere det samlede energisystem og gøre energiforbruget fleksibelt. Udviklingsprogrammets fokus går på tværs af klassiske brancher i energisektoren. Der er to hovedlinjer i programmet, som sikrer et tværgående fokus. Hovedlinjerne er: nye, bedre eller billigere komponenter/produkter, samt nye forretningsmodeller.

 

Digitalisering vil ofte være et gennemgående redskab/metode i udviklingsprocessen eller indgå direkte i de to hovedlinjer.

 

Et eksempel kan være en virksomhed, der vil udvikle en varmepumpe, der har et tilknyttet varmelager. Det betyder, at en husstand kan forsynes med varme fra varmelageret, når prisen på el er høj. Når prisen på el er lav, kan varmepumpen fylde lageret op igen. At udvikle denne løsning kræver både nye komponenter og ny digital styring af, hvornår der skal tændes og slukkes for varmepumpen. I stedet for, at forbrugeren ejer varmepumpen og varmelageret, kan forbrugeren købe varmen fra et selskab, som ejer og vedligeholder varmeløsningen.  

 

Målgruppe 

Udviklingsprogrammets primære målgruppe er små og mellemstore virksomheder, som ønsker at udvikle nye produkter inden for energiteknologi.

 

Aktiviteter

Udviklingsprogrammets aktiviteter fordeler sig på følgende to hovedområder:

 

1. Styrket innovationsmiljø og projektideer:

For at opnå et styrket innovationsmiljø gennemføres en række møder og workshops for virksomheder, der identificerer behov for udvikling af ny energiteknologi. Virksomhederne vil blive koblet med udvalgte forskere og specialister med det formål at udvikle innovative produktideer til vurdering hos et panel af branche-eksperter, som udvælger de bedste produktideer til videre konkretisering. 

 

2. Innovation via vidensamarbejde:

De projekter, der bliver godkendt, går videre til konceptudvikling samt test og demonstration af produktet. I et tæt samarbejde mellem virksomheder og specialister kan der udvikles prototyper, blive testet nye produktionsmetoder eller gennemføres afprøvninger frem til stadiet før virksomheden har et salgbart produkt.

 

Effektkæde

Clean har udarbejdet en effektkæde, som er vedlagt. 15 virksomheder modtager støtte til at udvikle nye produkter. Der forventes minimum to nye jobs pr. virksomhed der modtager støtte, 30 i alt. Efter 5 år har mindst 5 virksomheder introduceret et eller flere nye produkter på markedet.  

 

Økonomi

Projektets løbetid er 3 år. Den økonomiske ramme er beskrevet i budgettet herunder.

 

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

Brian Bech Nielsen deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-5-17

10. Ansøgning - Center for Energiintegration og -lagring

Resume

Energifonden Skive har indsendt en revideret ansøgning, hvori der søges om 3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til udvikling og etablering af "Center for energiintegration og -lagring" i perioden 2018-2020. Centret er en virkeliggørelse af GreenLab Skive.

 

Vækstforum behandlede første gang ansøgningen den 13. november 2017 og besluttede i den forbindelse at anmode ansøger om at indsende en revideret ansøgning med tydeligere fokus på mål og aktiviteter, herunder beskrivelse af synergien til eksisterende tiltag på området. Administrationen vurderer, at den reviderede ansøgning lever op til vækstforums krav om tydeliggørelse og derfor kan indstilles til bevilling.

 

GreenLab Skive er tillige støttet af Erhvervsstyrelsen som et led i regeringens målrettede erhvervsindsats.

Den administrative styregruppe indstiller,

atbsp;at vækstforum indstiller til regionsrådet, at der i 2018 bevilges i alt 3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til Energifonden Skive til projektet "Center for Energiintegration og –lagring (GreenLab Skive)". Bevillingen fordeles med 1 mio. kr. i 2018, 1,2 mio. kr. i 2019 og 800.000 kr. i 2020, og

 

at bevillingen gives under forudsætning af, at den øvrige finansiering bevilges, og at projektet gennemføres som beskrevet i ansøgningen.

Sagsfremstilling

Baggrund

En forudsætning for at danske virksomheder kan bevare deres førerposition inden for grøn energiteknologi er, at de har adgang til de bedste test- og demonstrationsfaciliteter. Energifonden Skive og Skive Kommune har derfor taget initiativ til at etablere erhvervsparken, GreenLab Skive, hvor man bl.a. vil tilbyde virksomheder og videninstitutioner helt unikke og fuldskala faciliteter til udvikling, test, demonstration og kommercialisering af teknologier og løsninger til integration af energisystemer og -lagring. Det forventes, at en fuld realisering af GreenLab Skive vil have potentiale til at tiltrække virksomheder og vidensmiljøer fra både Danmark og udlandet.

 

Energifonden Skive søger om tilskud fra Region Midtjylland til etablering af Center for Energiintegration og -Lagring. 

 

Formål

Formålet med projektet er at understøtte etableringen af Center for Energiintegration og -Lagring på GreenLab Skive med henblik på at skabe øget vækst inden for grøn energiteknologi og sikre en hurtigere omstilling til bæredygtige og integrerede energisystemer.

 

Aktiviteter

Realiseringen af projektets formål skal ske ved at gennemføre følgende fire hovedaktiviteter: Tiltrækning af virksomheder, viden og investeringer til GreenLab Skive, udvikling af test- og demonstrationsfaciliteter og -samarbejder på GreenLab Skive, udvikling af innovationsprojekter for virksomheder og videninstitutioner med relation til GreenLab Skive, samt udvikling af erhvervspark facilitator funktioner på GreenLab Skive.


For en nærmere beskrivelse af de enkelte hovedaktiviteter henvises til vedlagte ansøgning.

 

Forventede effekter

0-3 år efter projektet

  • Igangsat min. 3 innovationsprojekter om energiintegration og -lagring med deltagelse af virksomheder og videninstitutioner.
  • Min. 1 test- og demonstrationsfacilitet etableret på GreenLab Skive og yderligere 3 under udvikling.
  • 500 mio. kr. i investeringer på GreenLab Skive.
  • 50 nye arbejdspladser.

 

3-5 år efter projektet

  • GreenLab Skive er en del af et nationalt testcenter for energiintegration og -lagring.
  • 1 mia. kr. i investeringer på GreenLab Skive.
  • 100 nye arbejdspladser.
  • Udvikling af nye teknologier og løsninger til bæredygtig energiintegration og- lagring.

 

Sammenhæng til den regionale erhvervsfremmeindsats

Det forventes, at flere af de innovationsprojekter, der udvikles i projektet, kan gennemføres i regi og med tilskud fra andre af Regionens udviklingsprogrammer som f.eks. ”Udviklingsprogram til fremme af innovation inden for grøn energiteknologi” eller andre offentlige innovationsprogrammer som f.eks. EUDP, Innovationsfonden og Markedsmodningsfonden. Der vil blive samarbejdet med og henvist til Væksthus Midtjylland og nationale innovationsnetværk og klyngeorganisationer i relevante tilfælde.

 

Økonomi

Der ansøges om 3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til medfinansiering af udvikling og etablering af "Center for energiintegration og -lagring" i perioden 2018-2020. Skive Kommune / lokale fonde har givet tilsagn om medfinansiering målrettet "Center for Energiintegration og - lagring" på min. 3 mio. kr.

 

 

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-3-18

11. Anmodning om projektforlængelse - Future Food Innovation

Resume

De tre FFI-initiativer POP, Development og Growth udgør hovedindsatsen under vækstforums fødevaresatsning og er medfinansieret fra EU's Regionalfond og Region Midtjylland. På grund af et underforbrug har Erhvervsstyrelsen og regionen henvendt sig til projektet, der har sendt forslag til justering af aktiviteter og mål samt anmodning om forlængelse. Der søges ikke om flere midler. Erhvervsstyrelsen anmoder om vækstforums indstilling til justeringer og forlængelse.

Den administrative styregruppe indstiller,

at vækstforum indstiller til regionsrådet og Erhvervsstyrelsen, at projektperioden for FFI POP forlænges med seks måneder, samt at projektaktiviteter og måltal justeres,

 

at vækstforum indstiller til regionsrådet og Erhvervsstyrelsen, at projektperioden for FFI Development forlænges med seks måneder, samt at projektaktiviteter og måltal justeres, og

 

at vækstforum indstiller til regionsrådet og Erhvervsstyrelsen, at projektperioden for FFI Growth forlænges med et år, samt at projektaktiviteter og måltal justeres.

Sagsfremstilling

Future Food Innovation (FFI) består af 3 initiativer - FFI POP, FFI Development og FFI Growth - og udgør tilsammen vækstforums hovedindsats for at styrke innovation og vækst hos virksomheder inden for fødevareområdet. I POP og Development ydes støtte til innovative samarbejder mellem flere virksomheder og videninstitutioner. I Growth ydes støtte til udvikling af vækstplaner for enkeltvirksomheder. Projektperioden er 1. januar 2016 til 31. december 2018.

 

På baggrund af henvendelse fra Erhvervsstyrelsen og regionen vedrørende underforbrug, har FFI's projektledelse sendt redegørelse med forslag til justering af aktiviteter og måltal samt anmodning om forlængelse af initiativerne, så de igangsatte projekter kan gennemføres. Der er ikke søgt om ekstra bevilling.

 

Forslag til justering af FFI's aktiviteter og måltal samt anmodning om forlængelse

 

- FFI POP

Der er i FFI POP på nuværende tidspunkt igangsat færre innovationssamarbejder end forventet. FFI vurderer, at budgetrammen på 0,5 mio. kr. pr. bevilget innovationssamarbejde er for lav. Projektparternes investering af tid og ressourcer i de enkelte innovationssamarbejder står ikke mål med det indhold, der kan opnås inden for denne budgetramme. FFI foreslår, at budgetrammen for hvert innovationssamarbejde øges til 1 mio. kr. for at kunne rekruttere flere deltagere til initiativet. Som konsekvens heraf anmoder FFI om at sænke måltallet fra 21 til 16 innovationssamarbejder. Effektmålet på 7 nye innovative virksomheder fastholdes. For at de allerede bevilgede innovationssamarbejder - og dem der er på vej - kan nå at blive gennemført, anmoder FFI om en forlængelse på seks måneder til den 30. juni 2019.  

 

- FFI Development

Der er i FFI Development på nuværende tidspunkt igangsat flere innovationssamarbejder end forventet. Det er imidlertid ikke alle, der udnytter budgetrammen på 1,5 mio. kr. pr. innovationssamarbejde, og der er derfor uforbrugte midler under initiativet. FFI's projektledelse anmoder om at forlænge projektperioden med seks måneder til den 30. juni 2019 og øge måltallet fra 13 til 20 innovationssamarbejder, så den samlede bevilling udnyttes. Antallet af deltagervirksomheder øges fra 39 til 60. Effektmålet på 6 nye, innovative virksomheder efter projektets afslutning fastholdes. FFI ønsker desuden at nedjustere den private medfinansiering med 2,8 mio. kr. Årsagen hertil er, at det ikke har været muligt at skaffe privat kontant medfinansiering. Det samlede finansieringsbudget påvirkes ikke af dette, eftersom innovationssamarbejderne kan gennemføres med den allerede budgetterede private medfinansiering i form af timer fra de deltagende virksomheder.

 

- FFI Growth

Der er i FFI Growth på nuværende tidspunkt igangsat færre vækstforløb end forventet. Growth er et nyt initiativ, sammenlignet med innovationsindsatsen under Development, og henvender sig til en ny målgruppe af etablerede og lidt større virksomheder. FFI's projektledelse har derfor brugt flere ressourcer end forventet på opsøgende arbejde. Det har båret frugt, idet der nu er et stigende antal ansøgninger om - og flere bevilgede - vækstplanforløb.  

På ansøgningstidspunktet var forventningen, at nogle virksomheder ville være interesserede i at gå sammen to og to om udvikling af vækstplaner. Det har vist sig ikke at være tilfældet. FFI anmoder derfor om at måltallet for vækstplanforløb nedjusteres fra 20 til 15, der så bliver lig med antal deltagende virksomheder. FFI anmoder om en nedskrivning på 1,3 mio. kr. af det samlede budget, så den private medfinansiering kommer til at matche den offentlige finansiering. Effektmålet på 15 nye vækstvirksomheder fastholdes. Endelig anmoder FFI om en forlængelse på et år til den 31. december 2019, for at de allerede bevilgede vækstplanforløb samt de forløb, der igangsættes nu, kan nå at blive gennemført.

 

I tabellerne neden for ses i oversigtsform status på budget og forbrug samt forslag til ændringer.  

Tabel 1 viser det bevilgede og justerede budget, samt forbrug og disponeret budget pr. 31. december 2017.

 

 

Det bemærkes, at Erhvervsstyrelsens høring af vækstforum tager afsæt i styrelsens seneste udbetalinger, der ligger før december 2017, jf. forbrugstal i vedlagte baggrundsnotat.

 

Tabel 2 er en oversigt over måltal, forslag til nye måltal samt status på bevilgede forløb pr. 31. december 2017.

 

 

 

Administrationens vurdering

Jf. administrationens vedlagte baggrundsnotat blev alle tre FFI-initiativer forsinket i opstart, eftersom bevillingerne først faldt endeligt på plads hhv. seks og ni måneder efter forventet projektstart den 1. januar 2016. Det er administrationens vurdering, at forlængelser af initiativerne er en forventet og logisk konsekvens af forsinket opstart, og at forlængelserne giver en realistisk tidsramme at udmønte initiativerne i. FFI kunne med fordel have indsendt justerede budgetter på et tidligere tidspunkt, da man havde overblik over, hvilke forskydninger i budgettet den forsinkede opstart ville skabe i projektperioden.

 

FFI har nu høstet erfaringer med de nye initiativer, herunder nye målgrupper. På den baggrund synes de foreslåede justeringer af aktiviteter og måltal fornuftige. Fastholdelse af effektmålet på 6 nye innovative virksomheder i Development kan synes konservativt, når antallet af deltagende virksomheder øges fra 39 til 60.

 

Endelig bemærker administrationen, at FFI-initativerne bygger på meget positive erfaringer fra de forrige bevillingsperioder. I COWI's slutevaluering i den forrige bevillingsperiode høstede FFI bl.a. ros for at have opnået en væsentligt højere målopnåelse end forventet, og budgetrammen blev fuldt udmøntet.

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

Brian Bech Nielsen deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-4-17

12. Orientering - Uddeling af regionens TurismeVÆKSTpris 2017

Resume

Den 16. januar 2018 uddelte regionsrådet TurismeVÆKSTpriserne 2017 på regionens årlige turismekonference. FÆNGSLET i Horsens modtog årets hovedpris og Museum Jorn i Silkeborg samt Det Grænseløse Køkken fra Ebeltoft modtog hver en temapris.

Den administrative styregruppe indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Regionsrådet har siden 2012 uddelt TurismeVÆKSTprisen. Prisen uddeles for at synliggøre og fremme den regionale turismestrategi og for at inspirere til fokus på vækst og internationalisering.

 

TurismeVÆKSTprisen 2017 blev uddelt den 16. januar 2018 på regionens Turismekonference i Brande. Turismekonferencen er et årligt videns- og netværksarrangement for regionens turismeaktører, og i lyset af kulturhovedstadsåret fokuserede konferencen i år på kulturturisme og innovation i turismen.

 

På Turismekonferencen 2017 blev der, ud over den årlige hovedpris TurismeVÆKSTprisen, to temapriser, henholdsvis en temapris med fokus på "Kulturturisme som ny vej til vækst og udvikling" og en temapris med fokus på "Innovation i turismen". Priserne blev tildelt tre kandidater, der på hver sin måde har formået at skabe ny vækst og udvikling i turismen til gavn for Region Midtjylland.

 

TurismeVÆKSTprisen 2017 - Hovedprisen

Hovedprisen på 75.000 kr. inklusiv et kuntværk af den midtjyske kunstner Thomas Andersson blev tildelt FÆNGSLET. FÆNGSLET har skabt en imponerende udvikling i løbet af virksomhedens blot femårige eksistens - herunder to vækstsucceser inden for henholdsvis erhvervsturisme og kulturturisme. Det er lykkedes at omdanne det lukkede statsfængsel til en åben oplevelsesvirksomhed, der i dag huser et prisbelønnet fængselsmuseum, overnatning, café, iværksætteri og erhvervsudleje og desuden danner rammen for store koncerter, kunst- og kulturfestivaler og erhvervskonferencer. Besøgstallet forventes i år at runde 180.000 gæster, hvilket placerer FÆNGSLET på VisitDenmarks top 50 over landets mest besøgte attraktioner. Virksomheden har desuden skabt beskæftigelse til i alt 18 fastansatte og en række timelønnede medarbejdere.

 

Temapris for "Kulturturisme som ny vej til vækst og udvikling"

Temaprisen for kulturturisme på 25.000 kr. blev tildelt Museum Jorn i Silkeborg for kunstudstillingen Jorn+Munch. Udstillingen om Asger Jorn og Edvard Munch er realiseret gennem strategiske samarbejder på tværs af region og landegrænser med et markant fokus på at tiltrække flere, især internationale, turister til Silkeborg og Region Midtjylland. Museet har desuden investeret betragteligt i at forbedre gæsteforholdene med blandt andet nyt inventar, billetsystem og hjemmeside. Besøgstallet rundede 70.000 gæster i de tre måneder, udstillingen var åben, og knap 100.000 gæster i løbet af hele 2017. Til sammenligning blev museet i 2016 besøgt af 40.000 gæster. Museet firedoblede desuden antallet af medarbejdere i caféen og tredoblede antallet af medarbejdere i receptionen i løbet af udstillingsperioden.

 

Temapris for "Innovation i turismen"

Temaprisen for ”Innovation i turismen” på 25.000 kr. blev tildelt projektet Det Grænseløse Køkken i Ebeltoft for at have skabt et oplevelsesrum ved den gamle Maltfabrik, hvor lokale borgere og turister har mulighed for at møde hinanden om det dækkede bord. Det Grænseløse Køkken forener mad med koncerter og kulturelle indslag som teater og film og har siden 2016 budt på ugentlige fællesspisninger, som alle er blevet udsolgte med 150 deltagere pr. arrangement. Projektet har en stærk international profil med besøg af udenlandske gæstekokke og kunstnere fra blandt andet lande som Argentina, Syrien og Japan. Det Grænseløse Køkken udmærker sig desuden ved at være en socialøkonomisk virksomhed, der blandt andet har tilbudt flygtninge praktikophold som kokke.

 

Baggrund 

Tidligere vindere af hovedprisen er: JyllandsAkvariet, Fuglsøcentret, NorthSide Festival, Djurs Sommerland og Small Danish Hotels.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og (de sidste to navne tilføjes mandag af PFA) var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-19-17

13. Ansøgning - Undersøgelse af den samfundsøkonomiske effekt af Jobbankens aktivitet.

Resume

Jobbanken bidrager til arbejdsstyrken ved at få borgere fra førtidspension med en psykisk diagnose tilbage på arbejdsmarkedet. Analysen er supplerende i forhold til Rummelig imidt.

 

Jobbanken søger 750.000 kr. i 2017 og 800.000 kr. i 2018 til et projekt, som skal dokumentere Jobbankens samfundsøkonomiske effekt, udvikle fremtidens forandringsmodel samt dokumentere og formidle disse resultater. Jobbanken har søgt Region Midtjylland om hele finansieringen til projektet.

 

Jobbanken har været i dialog med tidligere overvismand Micheal Svarer om design og indhold af analysen og på baggrund heraf sendt en ansøgning til Region Midtjylland. Jobbanken skal overholde gældende lovgivningen ved køb af analysen.

Den administrative styregruppe indstiller,

at vækstforum indstiller til regionsrådet, at Jobbanken af de regionale erhvervsudviklingsmidler bevilges 1 mio. kr., fordelt med 500.000 kr. i 2018 og 500.000 kr. i 2019 til projektet under forudsætning af, at Jobbanken finder den resterende finansiering på 550.000 kr., og
at Jobbanken udvider partnerskabet bag projektet med henblik på at udbygge projektets forankring.

Sagsfremstilling

Der er 210.000 personer på førtidspension i Danmark. Heraf er godt 50 % tilkendt førtidspension på baggrund af en psykisk lidelse. 25 % af dem ønsker ifølge Jobbanken at komme i arbejde. Altså en arbejdskraftreserve på 26.250 mennesker.

 

Jobbanken har udviklet en metode, som giver førtidspensionister med et skrøbeligt sind mulighed for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet - enten i form af job med løntilskud eller på ordinære vilkår.

 

Jobbanken ønsker at gennemføre en landsdækkende analyse af de langsigtede samfundsøkonomiske effekter af indsatsen og skabe et fagligt solidt videngrundlag for Jobbankens samfundsøkonomiske potentiale. Analysen suppleres af en række virksomhedsinterview, der skal afdække effekten af at ansætte førtidspensionister med psykiske diagnoser.

 

Jobbankens arbejdsform

Jobbanken blev etableret i 2003 i Herning som en selvejende institution med støtte fra EU's Socialfond. Gennem tiden er Jobbanken blevet støttet af Ringkøbing Amt, Region Midtjylland, EU's Socialfond, Satspuljen og kommuner. Jobbanken har i dag 17 ansatte, som arbejder for at skabe varig beskæftigelse og uddannelse til førtidspensionister med en psykisk diagnose.

 

Jobbankens formål er at give deres kursister den viden og de færdigheder, som betyder, at de får en realistisk jobidentitet. Målet er, at kursisterne kan begå sig på en arbejdsplads fagligt og socialt. De kender og kan reagere på deres egne begrænsninger eller udfordringer, og de får et netværk, som skaber tryghed for både kursisten og arbejdsgiveren.

 

Jobbankens mål er blandt andet at skabe varig beskæftigelse og uddannelse for førtidspensionister, opfordre virksomheder til at tage et socialt ansvar og dermed være med til skabe et mere rummeligt arbejdsmarked samt udvikle en national strategi for jobskabelse til førtidspensionister med psykiske diagnoser på baggrund af evidens.

 

Jobbanken har et stort aktivt netværk af virksomheder, som skaber jobåbninger til kursisterne. Jobbanken leverer den service og viden, der skal til for at etablere et godt arbejdsforhold for et menneske med psykiske udfordringer.

 

Jobbankens resultater

Jobbanken har vist følgende resultater: Jobbanken har siden 2003 været medvirkende til etablering af 1.543 nye job og iværksættervirksomheder. Derudover har Jobbanken ca. 1.600 mennesker med psykiske udfordringer tilknyttet, og Jobbanken samarbejder med 1.703 virksomheder, hvoraf 70 virksomheder er på venteliste til at ansætte en kursist med psykiske udfordringer. I perioden 2014-2016 har 1.817 kursister deltaget i individuel vejledning. Desuden har 764 kursister deltaget i idræt, 896 kursister har deltaget i undervisning, og 1.593 kursister har deltaget i netværksaktiviteter.

 

Budget

Der bevilges 1 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler, fordelt med 500.000 kr. i 2018 og 500.000 kr. i 2019.   

Beslutning

Vækstforum indstiller, at der udarbejdes en ny ansøgning med en uddybning af metodeudviklingsperspektivet og nyhedsværdien i projektet.

 

Bünyamin Simsek ønsker ført til referat, at han ikke kan støtte ansøgningen med henvisning til, at der ikke er brug for analyser/rapporter på området, og at hans vurdering er, at midlerne bør gå til indsatsen og ikke undersøgelser.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og (de sidste to navne tilføjes mandag af PFA) var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-11-17

14. Ansøgning om støtte til Internet Week Denmark 2018-2020

Resume

IKT-festivalen Internet Week Denmark (herefter IWDK) kan promovere Region Midtjyllands aktører og styrkepositioner inden for informations- og kommunikationsteknologi (herefter IKT). Festivalen kan skabe netværk og konkrete udviklings- og innovationsaktiviteter for virksomheder, vidensinstitutioner, det offentlige og borgerne.

 

Region Midtjylland har tidligere sponsoreret IWDK, og Aarhus Kommune ansøger om yderligere støtte for at videreudvikle og skalere arrangementets internationale dimension. På baggrund af en evaluering gennemført af Rambøll anbefales det, at det faglige niveau hæves, og at der gennemføres en markedsføringsindsats, som skal sikre en geografisk udbredelse af festivallen regionalt, nationalt og internationalt.

Den administrative styregruppe indstiller,

at der af de regionale erhvervsudviklingsmidler i 2018 bevilges 1.5 mio. kr. til Aarhus Kommune til arrangementet Internet Week Denmark fordelt på 500.000 kr. i 2018, 500.000 kr. i 2019 og 500.000 kr. i 2020, og
at bevillingen for 2019 og 2020 betinges af en positiv evaluering af 2018, som forelægges vækstforum og regionsrådet i efteråret 2018, samt fortsat medfinansiering fra de øvrige partnere.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland har igennem en årrække satset på at udvikle en styrkeposition inden for IKT. En vigtig del heraf er at have stærkt fokus på at udbrede digitalisering på tværs af brancher og sektorer.

 

IWDK er en festival om internetøkonomien for både virksomheder og borgere, som hidtil har været afholdt fire gange. Rygraden i IWDK er fem dages festival, der sætter fokus på internetøkonomiens betydning for vækst og jobskabelse, tiltrækning og fastholdelse af talent og iværksætteri. Formålet med festivalen er at understøtte innovation og samarbejde på tværs af sektorer, der styrker internetøkonomien og fungerer som vækstdriver i det øvrige erhvervsliv i regionen. Endvidere har festivalen fokus på at vise de studerende hvilke jobmuligheder, de har efter studiet, og dermed sikre fastholdelse af de rette kompetencer og talenter i regionen.

 

Aarhus Kommune søger om midler til at styrke det faglige niveau og øge kendskabet til IWDK som led i udviklingen af festivallen. Udviklingen tager sit udgangspunkt i en evaluering fra Rambøll.  Et styrket IWDK vil profilere Region Midtjylland samt hele Danmark som digital frontløber. Der arbejdes desuden på en udvidelse af samarbejdet med Aarhus Universitet og VIA University College, som skal skabe rammen om en stærk faglig konference, hvor både studerende og erhvervslivet kan blive opdateret på den nyeste viden og tendenser inden for området.

 

Aktiviteter

Region Midtjyllands bevilling skal alene gå til aktiviteter for de midtjyske virksomheder. Fokus vil primært være på opvarmningsevents spredt ud i hele regionen i samarbejde med lokal erhvervsservice, samt tiltrækning og finansiering af oplægsholdere, der kan hæve det faglige niveau. Sidstnævnte i samarbejde med bl.a. Aarhus Universitet, VIA University College, IT-Forum og Destination Aarhus. Fokus er således på en opkvalificering og kompetenceudvikling af erhvervslivet inden for digitalisering. Festivallen vil i videst muligt omfang inddrage regionale aktører inden for IKT-området.

  

Effekter

  • Mindst 1 opvarmningsarrangement i 15 af regionens kommuner i både efteråret 2018 og efteråret 2019.
  • Mindst 10.000 deltagere/gæster i alt senest i 2020, hvoraf mindst 40 % kommer uden for Aarhus-området.
  • En bedre evaluering af den faglige dimension af festivalen fra 2017 til 2018 blandt deltagerne fra virksomheder.
  • En øget økonomisk opbakning fra erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne.
  • En øget opmærksomhed i nationale og internationale medier på muligheder inden for IKT i Region Midtjylland.

 

Organisering

Aarhus Kommune har det overordnede ansvar for festivalen. Der er etableret en styregruppe – kaldet Smart Aarhus - med deltagelse af partnerkredsen, heriblandt Region Midtjylland, for at sikre løbende inddragelse. Desuden er der etableret et ekspertpanel med repræsentanter fra Erhvervsministeriet, Dansk Erhverv, DI Digital og virksomheder, som giver konkrete input til programmet og den faglige kvalitet.

Endelig er konsulentvirksomheden Seismonaut hyret ind som ekstern operatør, der i tæt samarbejde med Aarhus Kommune og øvrige partnere sikrer festivalens afholdelse og løbende udvikling.

   

Økonomi

Bemærk, at tallene for 2019 og 2020 er estimater baseret på økonomien i 2018 og de tilkendegivelser, der har været fra partnerne i dette år, samt en forventning om, at de som minimum vil matche beløbene for 2018. Herudover er beløbene for 2018 vedrørende sponsorater og virksomhedsfinansierede arrangementer estimater baseret på erfaringerne fra tidligere år. Medfinansieringen er således usikker forstået på den måde, at alle øvrige partnere og virksomheder giver sponsorater for et år af gangen, men da opbakningen kun har været stigende i de fire år, festivalen har været afholdt, forventer vi, at denne opbakning fortsætter i 2019 og 2020.

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

Harald Mikkelsen, Brian Bech Nielsen og Bünyamin Simsek deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

  

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-5-18

15. Ansøgning - Sundhedsinnovation - samarbejde med Innovationsfonden

Resume

Innovationsfonden har henvendt sig til Region Midtjylland om et muligt samarbejde om midtjyske projekter med fokus på sundhedsinnovation.

 

Samarbejdet har til formål at kvalificere og medfinansiere projekter, som søger støtte under det europæiske program Active and Assisted Living Programme. Programmet støtter demonstrationsprojekter med fokus på nye løsninger på behov, som vedrører den aldrende befolkning.

 

Finansieringsmodellen, som foreslås, er 25 % fra Innovationsfonden, 25 % fra Region Midtjylland og 50 % fra EU's AAL-program.

Den administrative styregruppe indstiller,

at vækstforum indstiller til regionsrådet, at der bevilges 750.000 kr. til Innovationsfonden i 2018 til medfinansiering af midtjyske virksomheders deltagelse i demonstrationsprojekter under det europæiske program Active and Assisted Living Programme.

 

LO har dog følgende bemærkning: at LO forventer inddragelse af medarbejdere i innovationsprocessen samt (løbende) tilbagemelding til vækstforum om hvilke virksomheder i Region Midtjylland, der inddrages i projektet og status på resultater mv.

Sagsfremstilling

Danmark har besluttet at deltage i AAL-programmet i 2018 under et tema med et særligt fokus på 'mindre samarbejdsprojekter' (small collaborative projects), og Innovationsfonden foreslår på den baggrund et samarbejde med de danske regioner om finansiering af op til 10 danske projekter.

 

AAL fokuserer på at skabe bedre IT-baserede løsninger, der kan gøre dagligdagen lettere for ældre medborgere og samtidig understøtte arbejdsgangene hos de organisationer, der arbejder med ældre medborgere, f.eks. hospitaler, kommuner, organisationer eller arbejdspladser. Programmet er samfinansieret af medlemsstaterne og EU.

 

Med det nye 'Small Collaborative Programmes' vil AAL organisationen forsøge at bygge bro mellem producenter af nye IT-baserede ydelser og slutbrugerne.  

 

Der er tale om et pilotprogram, hvor tidshorisonten pr. projekt er på 6 måneder. Der skal mindst være 3 deltagerlande med i et projekt, og det maksimale tilskudsbudget er på 2,25 mio. kr. (300.000 euro) til fordeling mellem alle deltagere.

 

AAL programmet - projekteksempler

Her følger kort 3 eksempler på projekter med deltagelse af danske virksomheder:

  • AHEAD - integration af hørerapparat, brille og sensorer, således at den enkelte brugers behov kan tilgodeses løbende til f. eks. en konkret situation (mange eller få mennesker m.v.)
  • E-stockings - en 'intelligent' støttestrømpe, som er i stand til at reagere på individuelle behov.
  • Inclusion Society - udvikling af en brugerflade som gør det let for den ældre at overskue og kommunikere med f.eks. sundhedsvæsnet

 

 

Økonomi

Et projekt kan bevilges op til 300.000 euro, dog maksimalt 100.000 euro pr. deltagende land.

 

Innovationsfonden vil bidrage med 25 %, EU og AAL programmet 50 % og Region Midtjylland med 25 %.

 

Man må forvente, at de fleste regioner vil kunne få godkendt 2-4 AAL projekter om året, hvilket vil svare til en regional investering på 50.000-100.000 euro eller op til 750.000 kr.

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-11

16. Orientering om den regionale og landsdækkende effektmåling

Resume

Der er gennemført en ny årlig effektmåling, som samler op på hele den gamle strukturfondsperiode. Effektmålingerne omfatter alle virksomhedsrettede regional- og socialfondsprojekter, der er igangsat af de regionale vækstfora i årene 2007-2013. Der er foretaget en regional effektmåling, som måler effekten af de midtjyske strukturfondsprojekter for sig og en landsdækkende effektmåling, der måler effekten af alle regionernes strukturfondsprojekter samlet.

 

Effektmålingen estimerer, at den regionale indsats har skabt 6.700 nye private fuldtidsjob og en meromsætning på cirka 9,5 mia. kr. i de deltagende virksomheder efter tre år. Den landsdækkende indsats estimeres at have skabt 13.000 nye private fuldtidsjob og en meromsætning på cirka 22 mia. kr. i de deltagende virksomheder efter tre år.

Den administrative styregruppe indstiller,

at den regionale og landsdækkende effektmåling tages til orientering.

 

Sagsfremstilling

Der er gennemført en ny årlig effektmåling, som samler op på hele den gamle strukturfondsperiode. Det vil sige, at effektmålingerne omfatter alle virksomhedsrettede regional- og socialfondsprojekter, der er igangsat af de regionale vækstfora i årene 2007-2013. Der er foretaget en regional effektmåling, som måler effekten af de midtjyske strukturfondsprojekter for sig og en landsdækkende effektmåling, der måler effekten af alle regionernes strukturfondsprojekter samlet.

 

Den regionale effektmåling

I Midtjylland er der igangsat 39 virksomhedsrettede strukturfondsprojekter i perioden 2007-2013, og 6.600 unikke private virksomheder indgår i effektmålingen.

 

Tilsammen har de 39 projekter modtaget knap 264 mio. kr. i medfinansiering fra EU's strukturfonde. EU-midlerne medfinansierer op til 50 % af et strukturfondsprojekts udgifter, og det samlede budget for de 39 projekter er derfor mindst 527 mio. kr.

 

I alt estimeres projekterne at have skabt 6.700 nye private fuldtidsjob i de deltagende virksomheder efter tre år.

 

I alt estimeres projekterne at have øget omsætningen i de deltagende virksomheder med cirka 9,5 mia. kr. efter tre år.

 

Effektmålingen indikerer også, at de tidligste projekter, der er igangsat i 2008 har øget de deltagende virksomheders produktivitet.

 

Denne gang er der ikke gennemført en effektmåling, som fordeler effekten ud på regionens indsatsområder.

 

De 39 projekter har tilsammen indrapporteret knap 14.600 deltagende virksomheder. Når der "kun" indgår 6.600 virksomheder i den endelige effektmåling, skyldes det især, at 4.800 virksomheder har deltaget i mere end ét projekt. Og da vi kun er interesserede i at se på unikke virksomheder, frasorteres dubletter. Ellers tælles effekten af den samme virksomhed med flere gange.

 

Geografisk er de deltagende virksomheder bredt repræsenteret i alle regionens kommuner. Branchemæssigt er der en stor overvægt af virksomheder indenfor handel og transport, bygge og anlæg samt industri. Knap 75 % af alle de deltagende virksomheder ligger i en af disse tre brancher.

 

Den landsdækkende effektmåling

I alle regionerne er der samlet set igangsat godt 300 virksomhedsrettede projekter, og knap 13.700 unikke private virksomheder indgår i målingen.

 

Samlet har projekterne haft et budget på cirka 4,5 mia. kr., hvoraf cirka halvdelen kommer fra EU's regional- og socialfond.

 

Effektmålingen estimerer, at projekterne har skabt godt 13.000 nye private fuldtidsjob i de deltagende virksomheder efter tre år.

 

Effektmålingen estimerer, at projekterne har øget omsætningen i de deltagende virksomheder med cirka 22 mia. kr. efter tre år.

 

Der er lavet en effektmåling for de syv tværregionale indsatsområder, som regionerne er blevet enige om:

  • Energi, klima og miljø
  • Sundheds- og velfærdsløsninger
  • Fødevarer
  • Turisme
  • Kreative erhverv
  • Uddannelse og kompetenceudvikling
  • Tværgående indsatser indenfor innovation, forretningsudvikling, iværksætteri mv.

 

Antallet af projekter og EU-medfinansieringen er størst indenfor de tværgående indsatser, uddannelse og kompetenceudvikling samt energi, klima og miljø.

 

I alle syv indsatsområder er der konstateret både beskæftigelses- og omsætningseffekter.

 

Beskæftigelseseffekterne er klart størst indenfor uddannelse og kompetenceudvikling (+9.800), de tværgående indsatser (+6.000) og til dels energi, klima og miljø (+1.600). Det skal dog ses i sammenhæng med, at det er de tre største områder i forhold til antal projekter og budget.

 

Omsætningseffekterne er klart størst indenfor uddannelse og kompetenceudvikling (+9,4 mia. kr.) samt de tværgående indsatser (+5,3 mia. kr.). Igen skal det ses i sammenhæng med, at det er de to største områder i forhold til antal projekter og budget.

 

Effektmålingen fordeler ikke effekter ud på de enkelte regioner, men indenfor uddannelse og kompetenceudvikling er mere end halvdelen af de deltagende virksomheder lokaliseret i Region Midtjylland.

 

Effektmålingen er en del af den samlede styrings-, evaluerings- og effektmålingsmodel. På vækstforums møde den 31. maj præsenteres modellens tre dele i deres sammenhæng, og dette punkt skal blot tjene som en foreløbig orientering om effektmålingens resultater.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

Der skal laves presseomtale.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-17

17. Eventuelt

Beslutning

Ingen bemærkninger.

 

Nicolai Hansen, Per Raaby, Rikke Alberte Scheel Sinding, H.C. Østerby, Niels Præstkær Jørgensen, Peer H. Kristensen og Uffe Jensen var forhindrede i at deltage i behandlingen af dette punkt.

 

Tilbage til toppen