Vækstforum blev nedlagt pr. 1. januar 2019.

Vækstforum var nedsat af regionsrådet og bestod af 21 medlemmer fra kommuner, erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt regionen.

Vækstforum havde til opgave at udarbejde bidrag til den regionale strategi for vækst og udvikling i forhold til de erhvervsrettede og vækstrettede dele, at udvikle og afgive indstillinger til regionsrådet og Erhvervsstyrelsen med medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsinitiativer, samt at overvåge de regionale og lokale vækstvilkår.

 

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Vækstforum
den 31. maj 2018 kl. 12:00
i Skriftlig høring


Sagnr.: 1-33-87-1-17

1. Indstilling - økonomi og status for vækstforums indsats pr. 31. maj 2018

Resume

Til vækstforums møde den 31. maj 2018 er der indstillinger om bevilling til fire projekter for i alt 19,4 mio. kr , samt annoncering af to projekter for i alt 10,5 mio. kr. af de regionale midler til erhvervsudvikling.

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at økonomistatus tages til orientering.

Sagsfremstilling

Region Midtjyllands budgetramme til erhvervsudvikling er i 2018 på i alt 110 mio. kr. Før mødet den 31. maj har det tidligere vækstforum indstillet for 39,2 mio. kr. Til rådighed for projekter i 2018 er der således 70,8 mio. kr.

 

Til dette møde indstilles til regionsrådet bevillinger for 19,4 mio. kr. til projekter, samt annoncering af to projekter for i alt 10,5 mio. kr. I alt disponeres der for 29,9 mio. kr.

 

Der er indstillinger om annoncering til EU's Regionalfond for 18 mio. kr. til to projekter.

 

Tilslutter vækstforum sig indstillingerne, er der 40,9 mio. kr. af erhvervsudviklingsmidlerne til rest i 2018 til bevilling til nye projekter i 2018.

 

Nedenfor vises en kort oversigt over rammen for forbruget i 2018 vedr. de regionale erhvervsudviklingsmidler.

 

 

 

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-36-16

2. Fremdriftsrapport - marts 2018

Resume

Fremdriftsrapporten skal give et overblik over fremdrift i aktiviteter og økonomi i de initiativer, som vækstforum og regionsrådet har igangsat som led i den regionale erhvervsudvikling.

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at den samlede projektopfølgning tages til orientering og
at vækstforum, som svar på henvendelse fra Erhvervsstyrelsen angående projektet 'Smart Industri', beslutter at bevilge en forlængelse til opfyldelse af aftalen om indgåede partnererklæringer til den 28. februar 2018.

Sagsfremstilling

Der følges op på igangsatte projekter 1. marts og 1. september med efterfølgende afrapportering til vækstforum og regionsrådet. Opfølgningen omhandler projekternes aktivitetsmæssige fremdrift og budgetmæssige forbrug. Projekternes effekter fremgår af henholdsvis en midtvejsevaluering og slutevaluering.

 

I forbindelse med opfølgningen udarbejdes 'trafiklys' for de enkelte projekter. Angivelsen af grønne, gule og røde markeringer bygger på en individuel vurdering, men har udgangspunkt i følgende kriterier for vurderingerne:

  • Grøn: Projektets fremdrift forløber tilfredsstillende såvel i forhold til aktivitetsgennemførelse som budget.
  • Gul: Der er en afvigelse i forhold til den tidsmæssige fremdrift for de bevilgede aktiviteter på mere end 10 % og/eller en afvigelse i forhold til budgettet på mere end 10 %.
  • Rød: Projektet har ikke rettet op på en tidligere gul markering og/eller har en afvigelse i forhold til den tidsmæssige fremdrift for de bevilgede aktiviteter på mere end 25 % og/eller en afvigelse i forhold til budgettet på mere end 25 %.

 

Vækstforum og regionsrådet skal behandle sager, som er markeret med 'røde lys', når der er tale om forlængelse og/eller ændring i bevillingen.

 

Grøn markering - uddybning

45 af i alt 73 projekter kører som forventet og markeres derfor med 'grønt lys' både i forhold til fremdriften af økonomi og aktiviteter.

 

Gul markering - uddybning

1 er markeret med 'gul lys' i forhold til fremdriften i aktiviteter.

11 er markeret med 'gul lys' i forhold til fremdriften i økonomi.

7 er markeret med 'gul lys' både i forhold til fremdriften i aktiviteter og fremdriften i økonomi.

 

Årsagen til gul markering er primært, at projekter er forsinket i forhold til opstart enten på grund af uafklarede spørgsmål under sagsbehandlingen, der har taget tid at få udredt, personaleudskiftninger i projektforløb, der har betydet forsinkelser i forhold til tidsplanen, projekter der har igangsat aktiviteter, men endnu ikke anmodet om dækning af projektomkostninger eller projekter, der aktivitetsmæssigt er afsluttet, men hvor endelig udbetaling afventer revisorgodkendelse af projektudgifter.

 

Alle sager følges og det vurderes, at de gule markeringer vil være afklaret inden den kommende opfølgning pr. 1. september 2018.

 

Rød markering - uddybning

0 er markeret med 'rødt lys' i forhold til fremdriften i aktiviteter.

3 er markeret med 'rødt lys' i forhold til fremdriften i økonomi.

6 er markeret med 'rødt lys' både i forhold til fremdriften i aktiviteter og fremdriften i økonomi.

 

Future Food Innovation 2015

Aktiviteterne er afsluttede, men der er forsinkelse i forhold til regnskab og udbetaling fra Erhvervsstyrelsen. Region Midtjylland afventer en endelig tilbagemelding fra Erhvervsstyrelsen. Administrationen følger sagen nøje med henblik på en endelig afslutning.

 

Engage Food Midt/Vest

Aktiviteterne er i god gænge, men operatøren har endnu ikke fremsendt en første betalingsanmodning. Administrationen er i dialog med operatøren med henblik på at sikre fremdrift i økonomien.

 

FjernvarmeVækst

To delprojekter er under afvikling og forventes afsluttet i programperioden. Et tredje delprojekt er netop blevet stoppet, da der ikke var udsigt til, at det kunne afvikles inden for programperioden. Derudover er der afsat 4,9 mio. kr. af regionale erhvervsudviklingsmidler til udnyttelse af overskudsvarmen fra Apple-datacenteret ved Foulum.

Adminstrationen vil frem til opfølgningen pr. 1. september 2018 søge afklaring i forhold til midlernes anvendelse.

 

Udviklingsprogram for underleverandører i vindmølleindustrien

I forhold til fremdriften i projektet er der ikke etableret et tilstrækkeligt antal projekter. På baggrund af antallet af projektideer vurderer administrationen, at operatøren vil nå i mål. Administrationen følger udviklingen frem til den kommende opfølgning den 1. september 2018.

 

Turismebranchen - fra potentiale til vækst og Danske Turismekompetencer

Begge projekter er forsinket, hvilket delvis skyldes organiseringen af arbejdsopgaverne. Der er ansat en ny projektleder pr. 14. marts 2018. I forhold til 'Turismebranchen - fra potentiale til vækst' er budgettet justeret således, at det afspejler aktivitetsplanerne. I forhold til 'Danske Turismekompetencer' kan det først vurderes ved næste opfølgning, om der er behov for en reducering af budgettet. Administrationen følger projekterne løbende med henblik på at sikre fremdrift i såvel økonomi som aktivitet.

 

Forretningsudvikling gennem sundhedsinnovation 2015

På økonomien ses et underforbrug, hvilket bl.a. skyldes et lavere udgiftsniveau til videninstitutioner og eksterne kompetenceleverandører end budgetteret, idet der har været lavere konsulentydelser end forventet. Derudover bliver meget viden leveret til projekterne via en række deltagende offentlige og private innovationssamarbejder, hvor medfinansieringen sker via arbejdstid. Administrationen har godkendt en projektforlængelse og følger projektet tæt frem til næste opfølgning pr. 1. september 2018.

 

Smart Industri

Projektet er bagud både på aktiviteter og økonomi, hvilket dels skyldes en forsinket igangsættelse (seks måneder), dels vanskeligheder i forhold til indgåelse af aftaler i forhold til etablering af de ni innovationspartnerskaber (samarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner) pr. 28 februar 2018. Projektet oplyser, at de har 11 potentielle innovationspartnerskaber på vej. Projektet søger derfor om at få forlænget opfyldelsen af denne aftale til den 28. februar 2019. Erhvervsstyrelsen har anmodet om vækstforums tilsagn i den sammenhæng, en beslutning, som vil danne grundlag for en efterfølgende anmodning om budgetændringer og projektforlængelse. Administrationen vil på baggrund af vækstforums beslutning efterfølgende være i dialog om eventuel budgetændring og forlængelse.

 

Internationaliseringsprogram - GlobalMidt 2.0

Internationaliseringsprogrammet - GlobalMidt 2.0 er forsinket i sin planlagte opstart, da det ikke har opnået tilsagn fra Erhvervsstyrelsen. Årsagen er den generelle problemstilling omkring 18 %. Her er der nu fundet en løsning, og administrationen er i dialog med Erhvervsstyrelsen om tilsagn.

 

Vækstforums styrings-, evaluerings- og effektmålingsmodel

Fremdriftsrapporten er en del af vækstforums styrings-, evaluerings- og effektmålingsmodel, som løbende skal informere vækstforum om fremdrift, læring og effekter af erhvervsudviklingsindsatsen. Ud over fremdriftsrapporten består modellen af en procedure for evaluering og en procedure for effektmåling.

 

Fremdriftsrapport 

De halvårlige fremdriftsrapporter afrapporterer således om fremdrift i forhold til økonomi og aktiviteter.

 

Evaluering 

Formålet med at foretage en evaluering af de individuelle erhvervsudviklingsprojekter er at opnå læring om, hvilke typer projekter der virker og under hvilke omstændigheder. Erhvervsudviklingsindsatsen evalueres i et fælles samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen og regionerne og udføres af en ekstern evaluator. I efteråret 2017 besluttede vækstforum, at alle erhvervsudviklingsprojekter, som får et EU-tilsagn eller en bevilling af regionale erhvervsudviklingsmidler på mindst 2 mio. kr. både skal midtvejsevalueres og slutevalueres. Projekter med et EU-tilsagn eller en bevilling af regionale erhvervsudviklingsmidler på under 2 mio. kr. skal alene slutevalueres. Alle evalueringer lægges frem for vækstforums administrative styregruppe, som drøfter evalueringernes anbefalinger og indstiller, om evalueringerne efterfølgende også drøftes i vækstforum.

 

Effektmåling

Effektmålingen foregår i et fælles samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen og regionerne og udføres af Danmarks Statistik, som også har været med til at udvikle metoden. Effektmålingen laves en gang om året og typisk flere år efter, at projekterne er afsluttet. Resultaterne forelægges vækstforum. Formålet med at foretage en registerbaseret effektmåling af erhvervsudviklingsindsatsen er at dokumentere, hvilken effekt indsatsen har på de deltagende virksomheders beskæftigelse og omsætning m.m., samt de deltagende personers arbejdsmarkedstilknytning og uddannelsesniveau m.m.

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Repræsentanterne fra Dansk Industri anerkender og værdsætter brug af hele farvespektret i fremdriftsrapporten som et brugbart opfølgnings- og styringsværktøj i selve projekterne.

Men Dansk Industri følger med bekymring forsinkelserne i de administrative procedurer imellem Vækstforum, Erhvervsstyrelse og de enkelte projektadministrationer.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-15-1-76-2-17

3. Ansøgning om to-årigt Connector-projekt i Danish Food Cluster

Resume

Danish Food Cluster søger om et to-årigt initiativ. Med dette ønsker Danish Food Cluster at bidrage til videreudvikling og konsolidering af den landsdækkende fødevareklynge med centrum i Midtjylland, samt en strategisk indsats på international positionering.

 

Ansøgningen adresserer del-initiativet ”Udvikling af den danske fødevareklynge” i Vækstplan 2016-2020.

 

Det samlede budget for projektet er på 3,1 mio. kr., hvoraf Region Midtjylland ansøges om en medfinansiering på 1.550.000 kr.

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at vækstforum indstiller til regionsrådet, at der godkendes en ansøgning fra Danish Food Cluster til initiativet Connector fra 1/9 2018-31/8 2020 med bevilling,
at vækstforum indstiller til regionsrådet, at der af de regionale midler til erhvervsudvikling gives et tilskud på i alt 1.550.000 kr. til Connector-funktionen i Danish Food Cluster fordelt på 250.000 kr. i andet halvår 2018, 800.000 kr. i 2019 og 500.000 i 2020 til og med august, og
at bevillingen gives under forudsætning af, at den øvrige finansiering af projektet opnås, og at projektet gennemføres som beskrevet i ansøgningen.

Sagsfremstilling

Udviklingsfunktionen Connector skal bringe den danske fødevareklynge, med epicenter i Region Midtjylland, til et nyt internationalt niveau og samtidig sikre en solid sammenhængskraft og et stærkt fundament i klyngen. International positionering skal bl.a. ske igennem en strategisk indsats og partnerskaber med verdens førende nationer indenfor fødevare- og fødevareteknologisk innovation.

 

Med Connector er der tale om en videreudvikling af to Brobygger-projekter i perioden 2015-2018. Connector, såvel som Brobygger 1.0 og 2.0, understøtter delinitiativet ”Udvikling af den danske fødevareklynge” i Vækstplan 2016-2020.

 

Connector - udviklingsfunktionen vil primært arbejde i to spor:

 

Sikre et effektivt økosystem, der styrker samarbejder mellem store og små virksomheder samt mellem viden og industri; ved at arbejde aktivt for et effektivt og innovativt økosystem, hvor der samarbejdes med relevante organisationer og fødevarevirksomheder på tværs af værdikæder og geografi i Danmark og internationalt. Det skal bl.a. ske gennem udvikling af nye initiativer og udviklingsaktiviteter med involvering af interessenter og aktører i og uden for fødevarebranchen. Det er bl.a. planen at arbejde sammen med aktører inden for sundhed, ernæring, big data (et begreb som dækker over indsamling, opbevaring og analyse af enorme mængder data) og blockchain, hvilket betyder, at data ikke ligger ét sted, men hos alle i netværket. 

 

International synlighed og samarbejde samt tiltrækning af talent og nye investeringer; skal sikre Midtjyllands og Danmarks positionering som en central og førende aktør på fødevareområdet. Dette skal bl.a. ske ved etablering af et formaliseret samarbejde mellem førende fødevareregioner i verden. Samarbejdet skal have særligt fokus på deling af talent, viden og ideer. Ydermere fortsættes arbejdet med at synliggøre regionen og Danmark i andre lande bl.a. ved at udbrede og videreudvikle den internationale innovationskonference, Innovatefood.dk, med deltagelse af fødevarevirksomheder og studerende fra hele verden.


Effekter

Efter den to-årige projektperiode vil funktionen have bidraget til øget international positionering af den midtjyske region og klyngens medlemmer, øget international synlighed af regionen og Danmark som centrum for fødevare- og fødevareteknologisk innovation igennem udvikling af konceptet for Innovatefood.dk og øget videndeling imellem medlemmerne i Danish Food Cluster og til andre interesserede parter nationalt, såvel som internationalt med online platformen Food Innovation Talks. Derudover vil projektet  bidrage til at løfte strategiske udfordringer for fødevaresektoren igennem aktiv deltagelse i centrale partnerskaber, herunder i et nyt innovationsnetværk indenfor fødevarer, samt på tværs til andre relevante innovationsnetværk, eksempelvis indenfor sundhed.

 

Det er administrationens vurdering, at Danish Food Cluster med Connector-funktionen vil bidrage til at sikre regionens positionering internationalt og løfte strategiske agendaer i centrale partnerskaber regionalt, såvel som nationalt.

 

Økonomi

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Repræsentanterne fra kommunerne tilkendegiver, at det er en hensigtsmæssig indstilling, men der skal være øje for Danish Food Clusters internationale synliggørelse af Danmarks styrkeposition på fødevareområdet. Det er endvidere væsentligt at fokusere på, at Danish Food Clusters internationale positionering og samarbejder udmøntes i, at virksomhedernes internationale muligheder og samarbejder styrkes.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-15-1-2-18

4. Europæisk Gastronomiregion

Resume

Administrationen anmoder vækstforum om at bemyndige formandskabet for vækstforum til at godkende en eventuel annoncering skriftligt i forbindelse med en annoncering på et erhvervsudviklingsinitiativ i forbindelse med "Europæisk Gastronomiregion".

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at vækstforum bemyndiger formandskabet for vækstforum til at godkende en eventuel annoncering relateret til videreudvikling af "Europæisk Gastronomiregion" skriftligt i løbet af juni til offentliggørelse primo juli.

Sagsfremstilling

Administrationen forbereder en annoncering af et initiativ, der videreudvikler og understøtter erfaringerne, som Regionen har gjort sig i forbindelse med udnævnelsen til "Europæisk Gastronomiregion" i 2017. Til dette formål har der været afholdt tre større "samtalekøkkener", hvor repræsentanter fra kulturlivet, fødevaresektoren og turisme-organisationer har været samlet. Desuden tager annonceringen afsæt i den evaluering, som er lavet af sidste års "Europæisk Gastronomiregion".

 

Da møderne først nu er afsluttede, har det ikke været muligt at få en sag med på vækstforums møde den 31. maj 2018. Såfremt et initiativ skal annonceres, bør det ske før sommerferien, således at vækstforum og regionsrådet kan godkende en operatør inden udgangen af 2018 med henblik på opstart i 2019.

 

Administrationen anmoder vækstforum om at bemyndige formandskabet for vækstforum til at godkende en annoncering skriftligt i løbet af juni til offentliggørelse primo juli med modtagelse af bud medio september.

 

Forretningsordenen for væktsforum åbner for denne mulighed, da det af §5 stk. 5 fremgår, at vækstforum kan bemyndige formandskabet til at træffe afgørelse i hastende sager.

 

Forventninger til annonceringen

Annonceringen vil tage udgangspunkt i budgetaftalen 2018, hvor der står, at regionen vil udnytte potentialerne på tværs af fødevareerhverv, gastronomi og turisme. Der vil være særligt fokus på at skabe stærke koblinger mellem landdistrikter, kulturinstitutioner, fødevarevirksomheder og udespise-sektoren. Et oplagt omdrejningspunkt er arbejdet med bæredygtighed, som både er et væsentligt element i Vækst- og Udviklingsstrategien og i netværket bag "Europæisk Gastronomiregion".

 

Indsatsen vil holde fast i udvikling af events - både små eksperimenterende og større "fyrtårne", det internationale netværk, branding/presse samt skabelse at stærke netværk.

 

Annonceringen vil have karakter af et tre-årigt projekt med en samlet regional økonomi på 3 mio. kr. med en forventet medfinansiering på 50 %. Totalt 6 mio. kr.

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-23-5-18

5. Annoncering efter operatør til Rethink Business: Cirkulær forretningsudvikling

Resume

Som led i vækstforums nuværende handlingsplan er der udarbejdet forslag til initiativet ”Cirkulær forretningsudvikling” samt materiale til annoncering efter en operatør.

 

Initiativet skal hjælpe en bred kreds af små og mellemstore virksomheder til at skabe nye cirkulære forretningsmodeller med fokus på at udnytte råvarer og forarbejdede materialer effektivt og undgå spild. Fra 2019-2021 gennemføres mindst 30 forløb, som resulterer i, at SMV’erne får udarbejdet nye værdiskabende forretningsmodeller med fokus på økonomiske, sociale og miljømæssige gevinster.

 

Initiativet bygger videre på erfaringerne fra Region Midtjyllands tidligere indsatser på cirkulær økonomi og bæredygtig vækst og omstilling.

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at vækstforum godkender forslag til initiativet ”Cirkulær forretningsudvikling",

 

at vækstforum godkender tekst til annoncering efter operatør,

 

at vækstforum afsætter en ramme på 3 mio. kr. fra EU’s Regionalfond, fordelt med 1 mio. kr. 2019, 1,35 mio. kr. i 2020 og og 0,650 mio. kr. i 2021, og

 

at vækstforum afsætter en ramme på 3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler fordelt med 1 mio. kr. 2019, 1,35 mio. kr. i 2020 og og 0,650 mio. kr. i 2021.

Sagsfremstilling

For virksomhederne er omkostninger til råvarer og forarbejdede materialer afgørende for konkurrenceevnen. I dag udgør disse 51 % af omkostningerne i produktionsvirksomheder. Omkostninger kan nedbringes gennem cirkulær forretningsudvikling. Cirkulær forretningsudvikling handler om at skabe værdi ved at genbruge flere materialer, ved fra starten af at bruge færre materialer, og ved at designe materialerne til fortsat brug og adskillelse.

 

80 % af et produkts miljømæssige påvirkning bliver bestemt af materialeforbruget i designfasen. Derfor vil initativet medvirke til at løfte Region Midtjyllands mål om bæredygtig vækst og opfyldelse af FN's mål for bæredygtig udvikling. 

 

Vækstforum har tidligere haft succes med grønne forretningsmodeller – og aktuelt initiativet "Fokuseret værdikæde – design for optimal ressourceudnyttelse".  Tendensen er, at flere større virksomheder begynder at stille krav til bæredygtig materialeforbrug. For at imødekomme disse krav er der behov for, at flere underleverandører på tværs af brancher og sektorer gennemfører cirkulær forretningsudvikling.

 

Formål

Formålet med ”Cirkulær forretningsudvikling” er at optimere virksomhedernes materialeforbrug ved at lukke ressourcekredsløb gennem design og rene materialer med mulighed for gendannelse efter, at slutproduktet er forbrugt. Kredsløbet lukkes bedst i et samarbejde mellem en lang række partnere i virksomhedens forretningsmiljø og ved at forankre viden i og mellem virksomhederne i hele værdikæder.

 

Gennem initiativets aktiviteter skal virksomhederne fremtidssikres og modnes til vedvarende at afsøge mulighederne for innovative, nye cirkulære forretningsmodeller, der understøtter optimeret materialevalg og -forbrug, reduceret klimabelastning og bæredygtig vækst.

 

Målgruppe 

Målgruppen er alle små og mellemstore virksomheder og iværksættere, der vil arbejde med cirkulære forretningsmodeller. Virksomhederne kan være en del af et netværk/partnerskab, og flere forløb kan være kollektive, så muligheden for værdiskabelse sker i forretningsmodeller, der tænker i samspil mellem virksomheder og mellem det økonomiske, miljøet og det sociale.

 

Aktiviteter

Initiativets hovedaktiviteter er:

 

1) at screene for små og mellemstore virksomheder med potentiale og motivation til at gøre deres materialeforbrug mere bæredygtigt, og som vil arbejde med leverandør- og kunderelationen.  

 

2) at rådgive og sparre med virksomhederne om at udløse potentialerne i mere bæredygtig materialeanvendelse. Der er fokus på, at forretningsmodeller og konkrete forretningsplaner både udvider forståelsen af, hvad optimal materialeanvendelse er, og forholder sig til virksomheden, dens leverandører og aftagere.

 

3) at udbrede og forankre viden, kommunikation og læring om bæredygtighed og øge kendskabet til produktivitet, vækst- og innovationspotentialerne i cirkulær økonomi. Det indebærer at producere eksemplariske case-historier.

 

Operatør gennemfører mindst 30 forløb i perioden 2019-2021 med fokus på at lukke ressourcekredsløb gennem design og brug af rene regenerative materialer – og ved at skabe tillidsfuldt værdikædesamarbejde.

 

Aktiviteterne gennemføres i perioden 2019-2021.  

 

Økonomi

Der afsættes en ramme på 3 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og 3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til at gennemføre initiativet i 2019, 2020 og 2021. Programmet gennemføres som øvrige virksomhedsrettede programmer uden krav om medfinansiering fra den enkelte virksomhed for at holde den administrative byrde for deltagerne på et minimum.

 

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-47-17

6. Annoncering efter operatør til "Energieffektivitet og CO2-besparelser i virksomheder i Region Midtjylland"

Resume

Udviklingsprogrammet "Energieffektivitet og CO2–besparelser i virksomheder i Region Midtjylland" er et forslag til vækstforum om at investere i, at små og mellemstore virksomheder får udviklet grønne forretningsplaner.

 

Programmet skal sikre, at 500 små og mellemstore virksomheder får en plan for at realisere energibesparelser og besparelser i CO2 –regnskabet. De små og mellemstore virksomheders energiforbrug udgør en betydelig andel af erhvervslivets samlede energiforbrug. Derfor vil en realisering af potentialet for energibesparelser medvirke til at nå Region Midtjyllands mål om, at 50 % af det samlede energiforbrug i år 2035 udgøres af vedvarende energi.

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at vækstforum godkender forslag til programmet Energieffektivitet og CO2–besparelser i virksomheder i Region Midtjylland,
at vækstforum godkender tekst til annoncering efter operatør,
at vækstforum afsætter en ramme på 15 mio. kr. fra EU's Regionalfond, prioritetsakse 3, fordelt med 4,75 mio. kr., i 2019, 4,905 kr. i 2020 og 5,37 mio. kr. i 2021, og
at vækstforum afsætter en ramme på 7,5 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler, fordelt med 2,375 mio. kr. i 2019, 2,470 mio. kr. i 2020 og 2,655 mio. kr. i 2021.

Sagsfremstilling

Potentialet for at udvikle grønne forretningsmodeller ved at reducere energiforbrug  og spare CO2 er fortsat meget stort i små og mellemstore danske virksomheder. Virksomheder, som reducerer deres forbrug, optimerer samtidig deres konkurrenceevne i form af forbedrede regnskabstal på bundlinjen. Virksomhederne bliver derfor mere robuste i økonomiske krisetider.  

 

Økonomisk forskning viser, at små og mellemstore virksomheder typisk undervurderer værdien af og underinvesterer i tilførsel af viden fra eksterne specialister, f.eks. når det gælder produktionsoptimering ved at reducere forbruget af energi.

 

Det skyldes manglende viden, utilstrækkelig dokumentation og mangel på redskaber til at gennemføre reduktionen.

 

Der er derfor fortsat et stort behov for, at denne viden stilles til rådighed for virksomhederne på nemt tilgængelige vilkår.

 

Formål

Formålet med programmet er at maksimere antallet af virksomheder, der arbejder med grønne forretningsplaner, som resulterer i energibesparelser og besparelser i CO2. Ved at opnå en mere effektiv udnyttelse af energi og andre CO2 forbrugende ressourcer fastholder virksomhederne markedsandele hos de store virksomheder, som i stigende grad efterspørger en energieffektiv og CO2-besparende tilgang hos deres underleverandører. Samtidig opnår virksomhederne adgang til nye markeder.

 

Formålet er også at reducere de små og mellemstore virksomheders andel af det samlede energiforbrug, som udgør mellem 30-45 % af erhvervslivets energiforbrug. Det bidrager direkte til Region Midtjyllands mål om 50 % vedvarende energi i år 2035.

 

Målgruppe

Den primære målgruppe er små og mellemstore virksomheder i hele Region Midtjylland. Brancher med højt energiforbrug, stort potentiale for reduktion i CO2 og parathed til at reducere dette, som følge af en opsøgende indsats, prioriteres. Fra lignende projekter i kommuner og andre regioner samt nationale undersøgelser er der viden tilgængelig om, hvilke brancher der skal prioriteres og hvilke konkrete indsatser, der med størst sandsynlighed kan gennemføres i de enkelte virksomheder. Det forventes derfor, at den operatør, der vælges til opgaven, kan arbejde kvalificeret med udvælgelsen af, hvilke virksomheder der kan opnå nytte af programmet. Store virksomheder kan indgå i programmet, men på særlige vilkår.

 

Indsatsen

Indsatsen er faseopdelt i to hovedfaser:


Fase 1: Screening af virksomheder og udviklingen af grønne forretningsplaner

Fase 2: Implementering af grønne forretningsplaner.

 

I fase 1 bliver 800 virksomheder screenet for deres potentiale for energibesparelser og for reduktion i CO2-forbrug. Screeningen skal vurdere hvilket potentiale, der er, for effektivisering. Potentialet kan f.eks. være udskiftning til LED belysning, nyt ventilationsanlæg, mv. Der skal også screenes for virksomhedens ledelsesmæssige parathed til at realisere grønne forretningsplaner.

 

Hvis der både er ledelsesmæssig parathed og besparelsespotentiale, får virksomheden udarbejdet en grøn forretningsplan.

 

I fase 2 kan virksomheder søge om tilskud til at implementere de forbedringsmuligheder, der er beskrevet i den grønne forretningsplan. Tilskuddet kan udgøre mellem 10 % og 20 %.

 

Effekt

Operatøren skal udarbejde en effektkæde med opgørelse over forventede besparelser af energi (kilowatt timer), materialer (tons) og CO2 (tons) reduktion. Der forventes en betydelig effekt, da potentialet for besparelser er højt og nemt realiserbart ved en aktivt opsøgende indsats hos et stort antal virksomheder. Effekten forventes endvidere realiseret inden for en kort tidshorisont, da programmet i henhold til EU's Strukturfond, prioritetsakse 3, benytter sig af muligheden for tilskud til implementering.

 

Økonomi

Der afsættes en ramme på 15 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og 7,5 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til at gennemføre initiativet i 2019, 2020 og 2021. Der indgår medfinansiering fra virksomhederne i dette program. Det vedrører alene fase 2 og implementering af grønne forretningsmodeller, hvortil der i dette program ydes medfinansiering fra Region Midtjylland og EU.

 

 

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Repræsentanterne fra kommunerne tilkendegiver, at det er vigtigt at lade de lokale Erhvervsråd bidrage til screening og etablere lokale netværksdannelser af virksomheder og dermed udnytte de eksisterende lokale projekter, således at disse projekter tilbyder en specialiseret service til det eksisterende - og ikke kommer til at køre i et parallelt forløb.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-6-18

7. Ansøgning om støtte til THIS Conference

Resume

Et partnerskab bestående af Filmby Aarhus, Culture Works, M2 Film og AARSON søger om støtte til afholdelse af en event ved navn "THIS". THIS er en tværfaglig konference og festival, der sætter fokus på kreativitet og innovation i forbindelse med den digitale transformation på tværs af erhverv og kultur. Eventen ligger i forlængelse af Creativity World Forum 2017, som Region Midtjylland fik til vores region, og som blev et samlingspunkt for de kreative brancher og viste udlandet regionens kreative styrkepositioner. Eventen kan bidrage til Region Midtjyllands fremadrettede indsats for de kreative erhverv og til at tiltrække kreative talenter og virksomheder til regionen.

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at vækstforum indstiller til regionsrådet, at der i 2018 bevilges 500.000 kr. af de regionale erhversudviklingsmidler til støtte af THIS Conference 2018.

Sagsfremstilling

Baggrund

Som en udløber af Region Midtjyllands medlemskab af det globale netværk Districts of Creativity havde Aarhus2017 sidste år mulighed for at afholde Creativity World Forum 2017 som en del af kulturhovedstadsprogrammet. Konferencen blev støttet af Aarhus2017 med 3 mio. kr. fra vækstforum og 1 mio. kr. fra Aarhus Kommune.

 

Den strategiske hensigt med konferencen var dels at markere og samle de forskellige regionale kreative aktører og dels at vise omverdenen, hvad Region Midtjylland har at byde på inden for arkitektur, design, film og medievirksomhed, mode, gastronomi m.m. Konferencen blev en succes og formåede at samle regionens kreative kræfter om ét event og samtidig vise udlandet, at vi er en kreativ region.

 

Culture Works og AARSON, nogle af kræfterne bag Creativity World Forum 2017, har nu sluttet sig sammen med Filmby Aarhus og M2 Film og har indgået et partnerskab med Roskilde Festival og konferencen CPH Tranform for at skabe en tilbagevendende international event i Aarhus, der kan bygge videre på succesen fra Creativity World Forum 2017. Parterne ønsker at skabe Nordens bedste og største tværfaglige konference og festival, der sætter fokus på den digitale transformation på tværs af kultur og erhverv.

 

Konferencen og festivallen, der har fået navnet "THIS – Northern Light on New Realities", finder sted på Aarhus havn omkring filmbyen og Sydhavnskvarteret den 23-25. september 2018. Mere information om eventen kan findes i vedlagte præsentation og på www.thisnordic.com.

 

Regionalt perspektiv

Set fra Region Midtjyllands perspektiv er det positivt, at den regionale støtte og involvering i Creativity World Forum 2017 har givet anledning til, at der nu arbejdes langsigtet på at skabe en årlig begivenhed, der samler de kreative interesser i regionen og er med til at vise omverdenen, at Region Midtjylland er en kreativ og innovativ region.

 

Region Midtjylland har igennem snart seks år haft en indsats for at styrke de kreative erhverv (More Creative), og sammen med Kulturhovedstadsprojektet Aarhus2017 har det givet regionen en fremtrædende plads som et kulturelt og kreativt kraftcenter, både nationalt og internationalt.

 

Modsat andre "brancher" har de såkaldt "kreative erhverv" ikke den samme tradition for at betragte sig som en samlet branche. Her ser man ofte sig selv som enten filmbranche, arkitektbranche eller noget tredje. En event som THIS vil kunne bidrage til at styrke regionens indsats indenfor kreative erhverv, kultur og digitalisering som samlingspunkt for de kreative brancher og kulturlivet. Samtidig er en konference og festival en effektiv måde fortsat at kommunikere om vores styrker til udlandet og tiltrække kreative talenter og virksomheder.

 

Eventen involverer aktører på tværs af regionen i tilblivelsen og afviklingen af konferencen og festivalen, og der vil dermed være god mulighed for at vise bredden af regionens kreative kompetencer.

 

Økonomi

Projektparterne ansøger om 1 mio. kr. mod oprindeligt 500.000 kr., som er det beløb, der blev drøftet i den indledende dialog. Det skyldes bl.a., at finansieringen fra Aarhus Kommune er kommet på plads, og man har dermed valgt at hæve ambitionsniveaet for eventen.

 

Selv om ambitionsniveauet virker berettiget, baseret på erfaringerne fra Creativity World Forum 2017, anbefaler administrationen at støtte eventen med de oprindelige 500.000 kr. Dette er baseret på den relativt korte tidshorisont fra bevillingstidspunkt til konferencens afholdelse. Til gengæld bør det overvejes, om THIS fremadrettet kan støttes som en fast årlig manifestation af det kreative område i en kommende indsats for kreative erhverv.

 

Et tilrettet budget skal indarbejdes i en evt. resultatkontrakt.

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-29-15

8. Ansøgning fra Vestdansk Investeringsfremme 2019-2022

Resume

Foreningen Vestdansk Investeringsfremme søger vækstforum om støtte til sine aktiviteter i 2019-2022. Foreningen Vestdansk Investeringsfremme har til opgave at tiltrække udenlandske investeringer til Vestdanmark og primært inden for de vestdanske styrkepositioner. Formålet er at tiltrække og fastholde udenlandske virksomheder. Der samarbejdes derfor tæt med Invest in Denmark under Udenrigsministeriet for at sikre en sammenhængende og effektiv indsats.

 

Foreningen har i perioden 2015-2017 skabt 573 arbejdspladser alene i Region Midtjylland og 2.356 i de tre vestdanske regioner. Der er i samme periode skabt 5.497 arbejdspladser i hele Danmark under Foreningen Vestdansk Investeringsfremme og Invest in Denmark.

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at vækstforum indstiller til regionsrådet, at Region Midtjylland forlænger sit medlemskab med fire år fra 2019-2022,
at vækstforum indstiller til regionsrådet, at det samlede årlige kontingent for medlemskab af Foreningen Vestdansk Investeringsfremme forhøjes fra 8 mio. kr. til 10,2 mio. kr., således at den regionale årlige bevilling i Region Midtjylland stiger fra 3,4 mio. kr. til 4,3 mio. kr.,
at vækstorum indstiller til regionsrådet, at der i 2018 bevilges 16,3 mio. af de regionale erhvervsudviklingsmidler til Foreningen Vestdansk Investeringsfremme, fordelt med 3,4 mio. kr. i 2019, 4,3 mio. kr. i 2020, 4,3 mio. kr. i 2021 og 4,3 mio. kr i 2022,
at de tre vestdanske vækstfora opfordrer Invest in Denmark til at overtage aflønningen af den investeringsfremmemedarbejder, der er placeret i Hamborg og
at den samlede indsats i et fremtidigt erhvervsfremmesystem videreføres i de vestdanske regioner.

Sagsfremstilling

Den seneste bevilling til Foreningen Vestdansk Investeringsfremme, der finansieres af de tre vestdanske vækstfora i fællesskab, står over for sit udløb. Foreningen ansøger derfor om yderligere finansiering af sine aktiviteter for perioden 2019-2022. Den nye ansøgning indeholder en række oplæg til ændringer i forhold til den eksisterende model. Det drejer sig om følgende:

  • Foreningen søger på baggrund af et øget aktivitetsniveau om, at det samlede kontingentbidrag fra de tre vækstfora øges fra det nuværende niveau på 8 mio. kr. til 10,2 mio. kr. årligt. Det vil betyde, at vækstforums årlige bevilling i Region Midtjylland øges fra 3,4 mio kr. til 4,3 mio kr.
  • For at sikre en længere planlægningshorisont for foreningens indsats søger foreningen samtidig om, at bevillingen gives for en fireårig periode.
  • Foreningen har inden for eget budget i en periode haft mulighed for at finansiere ansættelsen af en medarbejder i Hamborg. Foreningen anmoder vækstforum om at opfordre Invest in Denmark til fremadrettet at overtage finansieringen af denne medarbejder.

 

Baggrund

Foreningen Vestdansk Investeringsfremme har siden 2006 i samarbejde med Invest in Denmark, Udenrigsministeriet, haft til opgave at sikre en stærk og sammenhængende international profilering af vestdanske spidskompetencer og de respektive styrkepositioner, vækstforaene forsøger at fremme. Målet er gennem udenlandske investeringer at tiltrække eller fastholde virksomheder og jobs i de tre regioner.

 

Siden samarbejdets etablering har foreningens regionale projektledere været placeret i vestdanske udviklingsmiljøer med det formål at sikre, at muligheden for at investere i vestdanske kompetencer og styrkepositioner bliver markedsført via Invest in Denmarks investeringsmedarbejdere i udlandet.

 

De tre vækstforas årlige bevilling dækker udgifterne til ansættelsen af syv regionale projektledere- I Region Midtjylland er én placeret ved Danish Food Cluster med fokus på fødevarer, én på Alexandra Instituttet med fokus på informations- og kommunikationsteknologi, én på MedTech Innovation Consortium med fokus på Life Sciences og én ved Vindmølleindustrien i Silkeborg med fokus på CleanTech. På baggrund af et indledende mindreforbrug i foreningen har FVI haft en opsparing, der siden 2012 har gjort det muligt at ansætte yderligere to medarbejdere. Det har i den periode hævet foreningens årlige driftsbudget fra de oprindelige 8 mio kr. til 10,2 mio. kr.

 

Yderligere besparelser, bl.a. grundet vakanceperioder i stillinger, har derudover muliggjort, at foreningen for en periode undtagelsesvist har påtaget sig at finansiere ansættelsen af en investeringsmedarbejder i Hamburg.

 

Effekter

Foreningen Vestdansk Investeringsfremme har med Invest in Denmark, Udenrigsministeriet en resultatkontrakt, der måler resultatet som et løbende gennemsnit af tre års resultater. Da foreningen blev etableret i 2006, blev der ansat syv projektledere med et resultatkrav på 1000 jobs, der efterfølgende er blevet udbygget med to yderligere projektledere inden for fødevarer og design, så resultatkravet i 2017 er 1.400 jobs. Resultatkravet er således hævet proportionelt med antallet af projektledere.

 

Siden 2007 har det årlige resultat i gennemsnit ligget på 575 arbejdspladser, og i den seneste treårs periode, 2015-2017, har det årlige snit været 790 eller 2.370 arbejdspladser i alt.

 

Totalt er der siden 2007, som vist i nedenstående tabel, etableret eller fastholdt 6.324 arbejdspladser på baggrund af samarbejdet mellem Foreningen Vestdansk Investeringsfremme og Invest in Denmark. Det er sket via i alt 191 investeringsprojekter.

 

 

 

Blandt de senere års markante resultater af samarbejdet mellem foreningen og Invest in Denmark har blandt andet været Apple og Facebooks etablering af datacentre i Vestdanmark, hvoraf der allerede kan registreres følgeinvesteringer, der betyder at Vestdanmark er ved at udvikle sig til et hub for datacenterindustrien. I starten af 2018 valgte den norske ECIT Group, der blandt andet tilbyder løsninger inden for bogholderi og lønsystemer, at etablere et mindre, såkaldt co-location datacenter i Viby, Aarhus. Et andet eksempel er den indiske it-gigant Infosys investering i aarhusianske Unsilo, der udvikler kunstigt intelligente algoritmer til tekstanalyse. Investeringen på 15 mio. kr. har været medvirkende til udvidelsen af Unsilo, der har fordoblet antallet af ansatte i løbet 1½ år. Casen med Unsilo er beskrevet yderligere i årsrapporten.

 

Økonomi

Foreningens bestyrelse foreslår at fastholde foreningens årlige driftsbudget på 10,2 mio. kr. i perioden 2019-2022. Foreningen har ved udgangen af 2018 forventeligt 2,2 mio. kr. i opsparede midler, og foreningen foreslår, at disse midler anvendes først. Således at en øget kontingentbetaling fra de tre vækstfora indfases i takt med, at midlerne opbruges. Det nuværende kontingentniveau er fastsat i 2006 og er ikke siden pristalsreguleret.

 

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Repræsentanterne fra Dansk Industri tilkendegiver, at Dansk Industri principielt kan støtte ansøgningen under forudsætning af, at bevillingsbeløb og bevillingsperiode fra vækstforum for Region Midtjylland er mulig efter den nye Erhvervsfremmeaftale, hvor Vestdansk Investeringsfremme placeres i Udenrigsministeriet.

I forhold til, at den samlede indsats i et fremtidigt erhvervsfremmesystem skal videreføres i de vestdanske regioner, er Dansk Industri enige i, at der skal allokeres midler til udmøtning lokalt.

 

Carsten Kissmeyer tilkendegiver, at det må være en betinget anbefaling, da aftalen om et nyt system speficikt omtaler en ændring af status for Vestdansk Investeringsfremme.

 

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-76-19-17

9. Ansøgning - Undersøgelse af den samfundsmæssige effekt af Jobbankens indsats med udviklingsperspektiv

Resume

Vækstforum behandlede på sit møde den 19. marts 2018 en ansøgning fra Jobbanken om medfinansiering af en analyse af den samfundsmæssige effekt af Jobbankens indsats med udviklingsperspektiv. Vækstforum ønskede en uddybning af nyhedsværdien af den ansøgte analyse.

 

Administrationen har været i kontakt med ansøger, som har uddybet om analysens nyhedsværdi og anvendelsesområde: der er ikke tidligere gennemført en cpr-baseret registeranalyse på målgruppen, den samfundsøkonomiske værdi ved beskæftigelse af førtidspensionister er ikke kendt, potentialet for drift af Jobbanken vil blive evidensbaseret, og analysen vil kunne danne grundlag for nye udviklingsaktiviteter.

Formandskabet for vækstforum indstiller,

at vækstforum indstiller til regionsrådet, at der i 2018 bevilges 1 mio. kr.  af de regionale erhvervsudviklingsmidler til  Jobbanken, fordelt med 500.000 kr. i 2018 og 500.000 kr. i 2019 til projektet under forudsætning af, at Jobbanken udvikler partnerskabet bag projektet med henblik på at udbygge projektets forankring.

Sagsfremstilling

I Region Midtjylland er der knap 50.000 førtidspensionister. Ca. 50 % af disse har en førtidspension på baggrund af en psykisk lidelse. Jobbanken har kunder fordelt i hele regionen, hvilket fremgår af bilag 2.

 

Når en borger i Danmark først har fået tilkendt førtidspension, er det fordi det offentlige system har vurderet, at denne borger ikke vil kunne bidrage til samfundet med sin arbejdskraft. Det betyder også, at der i det offentlige ikke gøres noget aktivt for igen at få disse borgere ud på arbejdsmarkedet. Som følge deraf bliver der ikke gennemført undersøgelser af, hvilken samfundsøkonomisk effekt det har, hvis en borger på førtidspension igen integreres på arbejdsmarkedet. Det er Jobbankens intention, at analyseresultaterne skal kunne overføres til andre grupper end førtidspensionister med sindslidelser for derved at forbedre arbejdsmarkedsintegrationen for personer i f.eks. ressourceforløb med psykiske problemstillinger.

 

På baggrund af mange års vedholdende arbejde med førtidspensionister med psykiske diagnoser har Jobbanken stor tillid fra sine brugere, og disse vil bidrage til en analyse, som kan belyse de samfundsøkonomiske konsekvenser af, at en borger med psykiske diagnoser kommer i beskæftigelse eller uddannelse. Jobbanken har skriftlig aftale med 1.000-1.300 borgere tilknyttet Jobbanken, som er eller har været i beskæftigelse, om at deres cpr-nummer må videregives til brug i analyseformål. Det vil sige, at en forsker kan følge 1.000-1.300 cpr-nummer lave beregninger på, hvilke samfundsmæssige ydelser disse borgere har trukket på, og i hvilket omfang før og efter deres forløb hos Jobbanken. Analysen skal vise værdien ved en højere beskæftigelsesgrad af sindslidende samt værdien af et lavere ressourceforbrug i de regionale og kommunale sundhedstilbud.  

 

Administrationen vurderer, at der er tale om en analyse, der kan give ny brugbar viden.

 

Ansøger fremhæver, at analysen skal bruges i den fremadrettede metodeudvikling i Jobbanken. Og at analysen vil være en vigtig dokumentation for Jobbankens effekt, specielt med hensyn til at afdække de forhold, der er hovedårsagen til, om en førtidspensionist opnår en succesfuld arbejdsmarkedsintegration. Jobbanken vil bruge analysen i sit arbejde for en national strategi for arbejdsintegration af sindslidende, da disse borgere kan være en nyttig arbejdskraft, blot de understøttes rigtigt. Ud over denne fremadrettede nationale strategi arbejder Jobbanken, sammen med erhvervslivet i Herning og andre aktører inden for området omkring sindslidende, på at etablere en større socialøkonomisk virksomhed, der kan virke som træningsplatform for sindslidende førtidspensionister, som ønsker arbejdsmarkedsintegration. Projektet søger endvidere at høste synergi mellem forskellige organisationer indenfor området. Jobbanken er i dialog med private fonde med henblik på opstartskapital til disse aktiviteter. Her vil Jobbanken bruge analysen som dokumentation for Jobbankens effekt.

 

Økonomi 

Der bevilges 1 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler, fordelt med 500.000 kr. i 2018 og 500.000 kr. i 2019.

 

Beslutning

Indstillingen tiltrådtes.

 

Repræsentanterne fra kommunerne tilkendegiver, at i forbindelse med bevillingen bør der lægges vægt på gennemsigtighed om det metodiske grundlag, som effektmålingen hviler på, ligesom Jobbanken bør forpligtes til at sikre, at effektanalysens resultater formidler bredt ud til relevante aktører, som forhåbentligt kan drage læring af resultaterne.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-33-87-1-17

10. Eventuelt

Beslutning

Ingen bemærkninger.

Tilbage til toppen