Vækstforum blev nedlagt pr. 1. januar 2019.

Vækstforum var nedsat af regionsrådet og bestod af 21 medlemmer fra kommuner, erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt regionen.

Vækstforum havde til opgave at udarbejde bidrag til den regionale strategi for vækst og udvikling i forhold til de erhvervsrettede og vækstrettede dele, at udvikle og afgive indstillinger til regionsrådet og Erhvervsstyrelsen med medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsinitiativer, samt at overvåge de regionale og lokale vækstvilkår.

 

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Vækstforum
den 28. juni 2018 kl. 00:00
i Skriftlig høring i formandskabet


Sagnr.: 1-15-1-2-18

1. Annoncering - Europæisk Gastronomiregion - 2018

Resume

Vækstforum bemyndigede på seneste møde formandskabet for vækstforum til at godkende annonceringstekst og afsætning af en økonomisk ramme i forhold til indsatsen Europæisk Gastronomiregion 2018.

Sekretariatet for Regional Udvikling indstiller,

at formandskabet for vækstforum godkender tekst til annoncering efter operatør til indsatsen Europæisk Gastronomiregion 2018, og
at formandskabet afsætter en ramme på op til 3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler fordelt med 1 mio. kr. i hhv. 2019, 2020 og 2021.

Sagsfremstilling

Med titlen som "Europæisk Gastronomiregion", som Region Midtjylland blev tildelt i 2017, er der skabt et stærkt afsæt for at løfte niveauet for mad- og kulturoplevelser og for at understøtte regional udvikling af lokalområder og byer. Det skal ske gennem et samspil mellem gastronomi, kultur og uddannelse, der manifesterer Region Midtjylland som et internationalt gastronomisk center.

 

Aarhus Universitet har evalueret indsatsen og konkluderer, at der for relativt få midler - 2,3 mio. kr. fordelt over tre år - er 'skabt bred omtale, engagement og regional stolthed'. På den baggrund foreslås en indsats, som har til formål at fortsætte og udvikle potentialet i de mange samarbejder og netværk.

 

Formål 

Indsatsen skal:

  • udvikle et betydeligt antal nyskabende oplevelser, samarbejder og koncepter for udvikling af lokalsamfund.
  • udvikle den eksisterende eventkalender og hjemmeside (danishfoodregion.dk)
  • hente inspiration, viden og eventuel yderligere finansiering til aktiviteter, der ligger uden for nærværende ramme gennem deltagelse i lokale, nationale og internationale samarbejder.
  • skabe bæredygtig udvikling i regionens by- og landområder – herunder at arbejde med at skabe "det gode liv", stærke lokale identiteter og stolthed i lokalområder.

 

Aktiviteter 

Det skal ske gennem følgende aktiviteter (præciseret nedenfor):

  • Nye grænsebrydende oplevelser, samarbejder og koncepter for udvikling af lokalsamfund, der kobler til kultur, fødevareproducenter, uddannelsesinstitutioner og naturen
  • Internationalt, nationalt og lokalt samarbejde
  • Etablering af en mikropulje, der kan støtte eksperimenter og synliggørelse.

 

Effekter

Ansøger skal beskrive sammenhæng mellem mål og aktiviteter som en effektkæde, der vil indgå i vurderingen af en kommende operatør. Effekterne er operationaliseret i det vedhæftede skema.

 

Der er som ovenfor anført opstillet effektmål for indsatsen. For at sikre at operatøren kan arbejde fleksibelt og skræddersy aktiviteter og tilbud til de enkelte aktører og derved opnå de nødvendige resultatmål, har sekretariatet med udgangspunkt i tidligere erfaringer med eksempelvis "Engage Food" udarbejdet en række principper for de aktiviteter, som gennemføres.

   

Økonomi

Projektperioden er 3 år fra 2019-2021. Den regionale finansiering for initiativet er op til 3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler. Region Midtjylland forventer en medfinansiering fra ansøger svarende til mindst 50 % af det samlede budget for indsatsen. Medfinansieringen kan omfatte midler fra LAG, andre EU-midler, kommuner, private, fonde og andre midler.

 

 

Tidsplan

Annoncering vil ske den 3. juli med deadline for ansøgninger den 27. august.

 

Vækstforum behandler indkomne ansøgninger den 10. oktober, og regionsrådet behandler vækstforums indstilling den 28. november 2018.

 

Fremtidig lovgivning

Som følge af den politiske aftale om forenkling af erhvervsfremmesystemet mellem regeringen og Dansk Folkeparti den 24. maj 2018 vil regionerne ved lov blive afskåret fra egen erhvervsfremmeindsats, herunder også inden for turisme.

 

Der udestår stadig udmøntning af ovennævnte lovgivning. Nærværende annoncering er derfor udarbejdet med udgangspunkt i eksisterende lovgivning. Operatøren skal arbejde indenfor de til enhver tid gældende lovgivningsmæssige rammer. Som følge heraf  kan ansvaret for indsatsen skifte myndighed ved årsskiftet 2018-2019.

 

Beslutning

Indstillingen vedtoges.

 

Lars Aagaard bemærker, at det forudsættes, at de 3 mio. kr. til projektet hidrører fra regionale udviklingsmidler fra 2018 budgettet, som strækkes ind i 2019-2021.

Administrationen bekræfter, at der alene er tale om 2018-midler. 

Tilbage til toppen