Samarbejde og læring – det er mit job

Selvstændighed og teamsamarbejde udvikler

Som kontorelev er min arbejdsdag meget afvekslende, og der er ikke 2 dage der er ens. Jeg kan godt lide fleksibiliteten, og at jeg får lov til at sætte mit eget præg på min uddannelse. Arbejdsopgaverne skifter, og ofte kommer der opgaver ind som skal løses her og nu, hvilket er med til at gøre arbejdsdagen ekstra spændende og udfordrende. Jeg elsker, at jeg har fået lov til at arbejde selvstændigt med opgaver og er med i så mange forskellige processer, og får en bred viden og erfaring med mig.

Jeg er en del af et team, hvor jeg indgår i det daglige arbejde på lige fod med mine kollegaer. I løbet af mine 2 år som kontorelev i Psykiatristaben arbejder jeg inden for to fagområder, Regnskab og Ledelsessekretariatet, hvor jeg får stor indsigt, erfaring og viden om opgaverne i de respektive afdelinger. Det giver mening at prøve mange forskelligartede opgaver som for eksempel bogføring, kommunikation, journalisering og sekretariatsbetjening. Det er med til at klæde mig på til mit fremtidige arbejde efter endt elevtid.

At være en del af holdet giver grobund for læring

Der er også en masse socialt, både i afdelingen og som elev, hvor jeg er en del af et elevnetværk med de øvrige elever i Regionen. Elevnetværket bliver brugt aktivt til bl.a. elevmøder, elevfrokoster og sparring på kryds og tværs af fagområderne. Samtidig får vi et indblik i hinandens arbejdspladser, og en viden om hvor bred vores uddannelse er, og hvilke jobmuligheder vi har som færdiguddannede.

Personligt betyder det meget for mig at være en del af et team, hvor mine arbejdsopgaver er lige så vigtige som mine kollegers. Vi kan hjælpe og sparre med hinanden omkring opgaveløsningen. Derudover bliver jeg mødt af en enorm tiltro, anerkendelse, hjælpsomhed og åbenhed i forhold til at gøre min elevtid så udbytterig som mulig, hvilket jeg værdsætter utrolig meget, og giver mig endnu mere drive til at tilegne mig kompetencer og lære nyt.

Vi har også et job til dig

Find et job med hjerne og hjerte i Region Midtjylland. Få overblik over jobopslag fra alle regionens hospitaler, psykiatrien, sociale tilbud og i administrationen.

Find ledige jobs