27.01.2016

Knap en halv mio. fra Region Midtjyllands forskningsfond betyder, at projektleder Kathrine Hald, CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland, nu skal i gang med at undersøge om udvidet hjerterehabilitering for udsatte også virker på længere sigt.

Mindst 400.000 personer i Danmark lever med hjertekarsygdom, og hvert år kommer knap 9000 nye tilfælde af blodprop i hjertet. Hjerterehabilitering forbedrer imidlertid helbredet og øger livskvaliteten. Men socialt udsatte har ikke samme nytte af den almindelige hjerterehabilitering. Her gavner udvidet hjerterehabilitering på kort sigt, fortæller Kathrine Hald, der fra 1. januar 2016 er indskrevet som ph.d.-studerende på Aarhus Universitet, Health, for at undersøge om den også har effekt på længere sigt.

Markant effekt efter et år

De socialt udsatte patienter er undersøgt gennem registre og spørgeskemaer og efter første år ser resultatet for socialt udsatte hjertepatienter lovende ud.

- Blodtrykket er faldet med 5 %, BMI er faldet med 5,7 % og det totale kolesteroltal er faldet med hele 10,2 %, fortæller Kathrine Hald, CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, og fortsætter:

- Vi ser også, at 8,9 %-point flere tager deres medicin i forhold til socialt udsatte, der får almindelig hjerterehabilitering.

Allerede i 00’erne grundlagde CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling undersøgelsen af udvidet hjerterehabilitering blandt 508 hjertepatienter på Aarhus Universitetshospital. Kathrine Hald følger nu op på den udvidede rehabiliteringsindsats efter 2, 5, 7 og 10 år.

Udsatte hjertepatienter 10 år efter…

- Så vidt vi er orienterede, har ingen hidtil undersøgt om en udvidet hjerterehabilitering gør en forskel for socialt udsatte på længere sigt. Vi vil derfor gerne vide, hvordan det er gået patienterne, der deltog i den udvidede rehabiliteringsindsats i starten af 00’erne, fortæller Kathrine Hald, der alligevel godt tør spå lidt om resultaterne:

- Formodningen er, at den udvidede rehabiliteringsindsats stiller socialt udsatte bedre end standard indsatsen. Spørgsmålet er dog i hvor høj grad. Ph.d. studiet gør det muligt at se på om forbruget af sundheds- og sociale ydelser reduceres og om den udvidede indsats reducerer risikoen for blodpropper og mindsker dødeligheden op til 10 år efter indsatsen blev givet.

Ph.d.-projektet ”Langtidsopfølgning på effekt af socialt differentieret hjerterehabilitering” er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Aarhus Universitetshospital, Region Midtjylland og Center for Ulighed i Sundhed på Aalborg Universitetshospital og forventes færdigt i 2018.

Flere oplysninger