19.01.2016

Forældre til for tidligt fødte børn i Viborg Kommune kommer nu under lup og får tilknyttet en sundhedsplejerske allerede på hospitalet efter fødslen. Efter indlæggelsen fortsætter samme sundhedsplejerske med at følge familien i eget hjem, så familien oplever tryghed, støtte og sammenhæng.

I det nye projekt ”Sundhedspleje på tværs” sætter Viborg Kommune og Regionshospitalet Viborg sammen fokus på at styrke overgangen fra indlæggelse på hospitalet til hjemmet for forældre til for tidligt fødte børn. Et initiativ i projektet er at knytte en sundhedsplejerske til familierne lige fra fødslen og resten af barnets første leveår for at skabe en større tryghed, støtte og sammenhæng i forløbet.

Projektet er blevet en realitet med støtte fra TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland, der har valgt at give en donation på 588.000 kroner. Repræsentant for det regionale råd, Lene Havtorn, overrakte tirsdag den 19. januar 2016 donationen på Regionshospitalet Viborg.

Projektet tager udgangspunkt i de børn, der bliver født to til otte uger før terminsdatoen – også kaldet moderat for tidligt fødte børn. De udgør 90 % af alle for tidligt fødte. De har risiko for at udvikle senfølger som følge af den tidlige fødsel, og deres signaler er oftest svagere og anderledes end børn født til tiden. Det gør forældrene usikre på, om barnet trives. Målet med projektet er at gøre forældrene mere robuste og trygge, så de kan mestre de udfordringer, der følger med, når man får et for tidligt født barn.

Forældrene har brug for støtte og tryghed

- Når et barn bliver født for tidligt, skaber det ofte stor usikkerhed og bekymringer hos forældrene. De har brug for støtte og tryghed, og derfor er vi i TrygFondens regionale råd glade for at kunne bidrage til det nye projekt, hvor familierne får tilknyttet en dygtig og erfaren sundhedsplejerske, som følger dem, og som de kan spørge til råds og dele tanker og bekymringer med. Projektet er spændende og vil kunne gøre en stor forskel i forhold til at give den enkelte familie en god og tryg start på deres fælles liv, siger Lene Havtorn, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland.

TrygFonden arbejder med at støtte sårbare grupper i samfundet og give alle et trygt og sikkert møde med sundhedsvæsenet.

Sundhedspleje på tværs af kommune og region

Som en del af projektet undersøges, om det kan skabe mere tryghed, støtte og sammenhæng at koble en gennemgående sundhedsplejerske på familierne. Vedkommende skal arbejde på tværs af sektorerne allerede fra fødslen og videre i hjemmet, så det skabes sammenhæng og tryghed igennem det særlige kendskab, der opstår til barnet og familien. Sundhedsplejersken bliver ansat i en delestilling, hvor vedkommende både er tilknyttet regionshospitalet og den kommunale sundhedspleje i Viborg Kommune.

Sundhedsplejersken skal fungere som bindeled og en slags coach for familierne til de moderat for tidligt fødte børn i overgangen mellem indlæggelsen på hospitalet og eget hjem. Vedkommende følger således det for tidligt fødte barn og forældrene fra barnet er født, under indlæggelsen på hospitalet – men også efter udskrivelsen hvor vedkommende fortsætter som familiens sundhedsplejerske.

Efter udskrivelse fra hospitalet har familier til moderat for tidligt fødte børn indtil nu modtaget de samme tilbud, som forældre til børn der er født til tiden.

- Vi håber, at vi i løbet af projektet får et endnu bedre og tættere samarbejde mellem regionshospitalet og den kommunale sundhedspleje, så vi kan give de for tidligt fødte børn og deres forældre den bedste sundhedspleje på deres præmisser. Det er vigtigt med en tidlig koordineret indsats og forebyggelse, når det gælder for tidligt fødte børn. På den måde tror vi, at vi får skabt endnu bedre sammenhæng i vores tilbud, og at det giver familierne en større tryghed og støtte, siger Karen Stenstrup, ledende sundhedsplejerske i Viborg Kommune.

Familien lander i en gråzone

Ofte føler forældrene sig alene med ansvaret for at vurdere, om barnets adfærd er normal, eller om der er tegn på, at barnet har særlige behov, der kræver en indsats. Forældrene til for tidligt fødte børn er tit påvirkede af den afbrudte graviditet og forberedelsen til at blive forældre, og det kan præge den helt essentielle tilknytning imellem barnet og forældrene.

- Det er en kompleks situation at blive forældre til et barn, der er født to til otte uger før tiden. Familien lander i en gråzone, hvor barnet måske og måske ikke har særlige behov. Samtidig står de med uvished og bekymring omkring barnets fremtid. Det er helt forståeligt, at det skaber utryghed, og vores håb er, at vi i løbet af projektet finder ud af, hvordan vi bliver endnu bedre til at hjælpe familierne, siger Maria Brinck Krog, projektansvarlig og oversygeplejerske på Regionshospitalet Viborg.

Projektet begynder den 1. februar 2016 og løber i første omgang et år, hvorefter det vil blive evalueret.

 

Kontakt:

  • Karen Stenstrup, ledende sundhedsplejerske, Viborg Kommune: 8787 7730 / ks1@viborg.dk
  • Maria Brinck Krog, oversygeplejerske, Regionshospitalet Viborg: 2462 1563 / maria.brinck.krog@midt.rm.dk


Foto:

Fotos kan frit benyttes til omtale af indholdet i denne pressemeddelelse mod kreditering af fotograf Lisbeth Hasager Justesen, Hospitalsenhed Midt.
På billederne ses henholdsvis et moderat for tidligt født barn og projektgruppen, der modtager donationen fra TrygFondens repræsentant. Fra venstre ses oversygeplejerske Maria Brinck Krog, klinisk sygeplejespecialist Lene Birkner Nielsen, repræsentant fra TrygFonden Lene Havtorn, sundhedsplejerske Karen Møller fra Viborg Kommune, afdelingssygeplejerske Karin Hallum og sygeplejerske/sundhedsplejerske Tine Pilgaard.

Foto: Overrækkelse af donation fra TrygFonden
Foto: For tidligt født barn på Rigshospitalet Viborg