Om forureningen ved Høfde 42
- Der findes i dag tre generationsforureninger i Region Midtjylland. Alle tre ligger på Harboøre Tange og er en konsekvens af virksomheden Cheminovas produktion.
De tre forureninger er: Høfde 42, Cheminovas gamle fabriksgrund og den nuværende fabriksgrund.
Læs mere på www.harboøretange.rm.dk - Forureningen ved Høfde 42 skete tilbage i 1950’erne og 60’erne ifm. kemikalievirksomheden Cheminovas udledning af spildevand og andet affald i klitterne tæt på havet. Staten har også brugt affaldsdepotet i 1960'er til at deponere kemikalier.
- I 1981 fjernede Miljøstyrelsen 1.200 m3 forurenet jord og kørte det til deponi i Tyskland.
- Affaldsdepotet blev i 2006 indkapslet med en jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Inden for spunsvæggen er der ca. 157.000 tons sand/jord – heraf er ca. 49.000 tons kraftigt forurenet.
- Det er vurderet, at giftdepotet på høfden indeholder over 100 tons "ren" forurening. Det er primært pesticidet parathion, der bl.a. har været brugt i insektbekæmpelsesmidler. Herudover er der ca. syv tons kviksølv.
- Region Midtjylland har gennem årene investeret i at finde nye miljøteknologiske løsninger i samarbejde med Miljøstyrelsen, virksomheder m.fl. Senest har regionen støttet laboratorietests med sand fra Høfde 42 hos Krüger-Veolia A/S og Fortum Waste Solutions A/S med henblik på storskalaforsøg.
- I oktober 2017 fik Krüger og Fortum hhv. godt tre mio. kroner og knap fire mio. kroner fra Miljøstyrelsens MUDP-program 2017 (Miljøteknologisk Udviklings og Demonstrations-Program). Målet er at finde mere bæredygtige metoder til at fjerne fx pesticider og kviksølv end traditionel afbrænding.
- I juni 2018 blev der for første gang i 37 år fjernet giftig sand fra Høfde 42. Region Midtjylland fik gravet 130 tons af det i alt ca. 49.000 tons meget giftige sand fra kemikaliedepotet op til miljøvirksomhederne Krüger-Veolia A/S og Fortum Waste Solutions A/S. I det ene projekt sker rensning ved opvarmning, mens det andet forsøg renser med væske under tryk. Resultaterne af forsøgene forventes i 2019.