Bæredygtighedsaftalerne
Bæredygtighedsaftalerne er udviklet i samarbejde mellem Koncern Bæredygtighed, sportovholdere og enheder. Enhederne omfatter hospitaler, fællesfunktioner og stabe. Aftalerne gælder i to år og fornyes løbende.
Formålet med bæredygtighedsaftalerne for 2025-2026 er at accelerere arbejdet med at omsætte regionens bæredygtighedsstrategi til konkrete handlinger, så vi når målene for 2030 og 2050.
Samlet er opgaven omfattende, og det er vigtigt, at alle gør en stor indsats. Derfor skal alle regionens enheder bidrage til den bæredygtige omstilling.
Fem faglige spor
Arbejdet med bæredygtighed fokuserer på fem faglige spor, som er forankret i Region Midtjyllands bæredygtighedsstrategi. For hvert fagligt spor er der fokus på en række indsatsområder med tilhørende, konkrete tiltag.
De fem spor er:


Ansvarligt forbrug
I Region Midtjylland tager vi ansvar for vores forbrug ved at reducere ressourceforbruget og vælger løsninger, der holder længere og belaster klima og miljø mindre.


Energi og byggeri
I Region Midtjylland bygger vi med omtanke og drifter energieffektivt for at mindske vores klima- og miljøaftryk.


Mobilitet og transport
I Region Midtjylland arbejder vi med at omstille til mere bæredygtig mobilitet og transport til gavn for samfund og klima.


Social ansvarlighed
I Region Midtjylland vil vi være en attraktiv og socialt ansvarlig arbejdsplads.


Ledelse og styring
I Region Midtjylland styrker vi bæredygtighed gennem ledelse, styring og læring for at blive et modstandsdygtigt og fremtidssikret sundhedsvæsen.
Indsatsområder og tiltag
Indsatsområderne i bæredygtighedsaftalerne omfatter både obligatoriske og selvvalgte tiltag, som er udvalgt på baggrund af veldokumenteret effekt og omfatter flere, der er klar til implementering.
De obligatoriske indsatsområder er beskrevet af sportovholderne. Herunder er beskrevet, hvilke enheder der skal arbejde med at gennemføre indsatsområdernes tiltag i aftaleperioden.
Indsatsområderne til implementering på enhederne er blandt andet valgt ud fra en vurdering af, at de skaber en stor samlet effekt, når de løftes i koordination med indsatsområder på det tværgående koncernniveau, som varetages af sportovholderne.
Foruden de obligatioriske indsatsområder har alle enheder udvalgt minimum tre selvvalgte indsatsområder inden for sporet cirkulær økonomi. Disse fremgår under sporet i de enkelte aftaler.
I bæredygtighedsaftalerne skelnes der mellem indsatsområder og tiltag:
- Indsatsområder henviser til de overordnede områder, der arbejdes med.
- Tiltag er de konkrete handlinger indenfor hvert indsatsområde, der skal udføres i løbet af aftaleperioden. Nogle tiltag indeholder måltal, hvor det fremgår, hvad den enkelte enhed skal opnå.
Mens nogle tiltag er klar til implementering, er andre i et undersøgende og udviklende stadie med analyser og pilotprojekter.
Forskellen tydeliggøres i bilagsmaterialet og understøtter enhedernes indsigt i, hvor implementeringsklar de enkelte tiltag er. Derudover giver det et overblik over, hvilke tiltag vi kan forvente at skulle måle på.
Det er muligt at tilføje nye indsatsområder i aftaleperioden. Det kan for eksempel være nye, implementeringsklare indsatsområder fra den fællesregionale strategi for Grønne Hospitaler.
Bilagsmateriale for indsatsområder


Til bæredygtighedsaftalerne hører et bilagsmateriale, der uddyber indsatsområderne. Materialet beskriver desuden indsatsområdernes organisering og kontaktpersoner.
Fremdrift følges
Koncern Bæredygtighed har ansvar for at lave den overordnede opfølgning på tværs af de 11 enheder, der er indgået bæredygtighedsaftaler med. Det sker i samarbejde med sportovholder for de enkelte indsatsområder.
Opfølgning for hele aftaleperioden 2025-2026 vil ske ultimo 2026 med afrapportering til direktionen primo 2027.