Vores arbejde med ansvarligt forbrug
I Region Midtjylland er ansvarlighed en del af vores måde at drive sundhedsvæsen på. Vi tager ansvar for det aftryk, vores forbrug skaber ved kun at bruge det nødvendige - og vælger løsninger, der belaster mindre og holder længere. Vi arbejder målrettet på at reducere vores klimaaftryk, samtidig med at vi minimerer vores ressourceforbrug og miljøpåvirkning i form af skadelig kemi og biodiversitetstab.
Vores ambitioner
- Vi bruger kun det nødvendige til patientsikker behandling. Vi vælger løsninger, der holder længere og belaster mindre.
Vores mål
- Vi reducerer CO2-aftrykket fra forbrug af varer og tjenesteydelser med 30 % (inden år 2030 målt i ton CO2 med år 2018 som baseline og ud fra produkt CO2-emissionsdata).
Herunder prioriterer vi:
- En minimering af ressourceforbrug ved blandt andet at understøtte overgangen fra lineære til cirkulære forbrugsmønstre og nedbringe afhængigheden af knappe og kritiske materialer.
- Øget genanvendelse af affald svarende til 60 % genanvendelse målt i ton samt 60 % reduktion af CO2-udledning fra affaldsområdet.