Indsatsområder
Energi og byggeri er et af fem spor, der bliver arbejdet med i alle bæredygtighedsaftaler i Region Midtjylland.
Her kan du se, hvilke indsatsområder og tiltag Stabe og sportovholdere arbejder med inden for energi og byggeri.
Bæredygtighedsaftalen for Stabe og sportovholdere er en fælles aftale, hvor nogle tiltag angår dele af stabene og andre angår sportovholdere for hvert spor. Sportovholdernes tiltag fremgår af stabenes bæredygtighedsaftale, fordi de er organisatorisk forankret i stabene og arbejder med indsatser på tværs af organisationen. Det fremgår ved hvert indsatsområde, hvilke tiltag der angår henholdsvis stabe og sportovholdere.
Energiledelse
Formålet med indsatsområdet er at arbejde med reduktion af energiforbruget på de enkelte enheder med henblik på at realisere bæredygtighedsstrategiens målsætning.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Enheden tilpasser, sammen med Byggeri & Ejendomme, energiledelsessystemet i 2025, så det passer til enhedens kontekst.
- Enheden skal i 2026 implementere Region Midtjyllands tilpassede energiledelsessystem efter nærmere proces, der fastlægges i 2025.
Tiltag for sportovholder i 2025-2026
Sportovholder understøtter enhederne forskelligt. Her ser du listen over de tiltag, sportovholder gennemfører på tværs af regionens enheder.
Somatik og psykiatri:
- Sportovholder afholder workshops for repræsentanter fra enhederne for at sikre ensartet implementering af regionens energiledelsessystem og supporterer enhederne efter behov.
- Sportovholder vedligeholder og reviderer energiledelsessystemet.
Øvrige enheder:
- Sportovholder faciliterer i 2025 en møderække med enhederne med det formål at få afdækket enhedernes muligheder og begrænsninger for at implementere et energiledelsessystem. På denne basis skal sportovholder udvikle et energiledelsessystem tilpasset til enhederne.
- Sportovholder støtter og supporterer enhedernes implementering i 2026 af det tilpassede energiledelsessystem.
Bæredygtigt byggeri - overholdelse af nye krav om max CO2-aftryk i byggeprocessen
Fra 1. juli 2025 er der nye klimakrav i Bygningsreglementet. Herunder kommer det til at gælde, at der vil være et max CO2-aftryk for selve byggeprocessen.
Der fastsættes en grænseværdi på 1,5 kg CO2/m2/byggeår for den klimapåvirkning, der opstår fra transport til, fra og på byggepladsen, samt materialespild, energi- og brændselsforbrug på byggepladsen.
Ved at overholde de kommende klimakrav til både byggeri og byggeproces, bliver CO2-aftrykket væsentlig reduceret.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Indarbejde krav til byggepladsens klimaaftryk ved udbud af anlægsprojekter.
- Sikre at ny grænseværdi for CO2 i byggeprocessen overholdes.
Tiltag for sportovholder i 2025-2026
- Definition og formulering af udbudskrav på basis af nye krav i Bygningsreglementet i 2025.
- Tilslutning til samt videndeling omkring emissionsfrie arbejdsmaskiner ved Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI).
Bæredygtigt byggeri – selektiv nedrivning
Krav til selektiv nedrivning vil motivere til et mere cirkulært materialeflow i byggebranchen, og vil dermed på sigt bevirke en CO2-besparelse knyttet til fremstilling af byggematerialer samt reducere affaldsmængden.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Sikre at ny lovgivning om selektiv nedrivning overholdes.
- Genbrug af 'ofte anvendte materialer' som lofter, døre, sengestuepaneler, lamper med videre via app-løsning.
Tiltag for sportovholder i 2025-2026
- Definition og formulering af udbudskrav på basis af ny lovgivning om selektiv nedrivning.
- Udarbejde og implementere paradigme for selektiv nedrivning i Region Midtjylland.
- Afsøge muligheder for en app-løsning til køb/salg af 'ofte anvendte materialer' internt i Region Midtjylland.
Bæredygtigt byggeri – biodiversitet
Vores biodiversitet er truet. For at bevare diversiteten i det naturlige plante- og dyreliv og deraf muligheden for at nyde en mere biodivers natur, skal der findes nye løsninger.
Indsatsområdet fokuserer på integrering af biodiversitet som parameter i forbindelse med anlægsprojekter. Dette med henblik på at understøtte mere biodiversitet i forbindelse med Region Midtjyllands arealer.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Integration af fokusområder fra 'Retningslinjer for biodiversitet i Region Midtjylland' i projekter.
Tiltag for sportovholder i 2025-2026
- Uddrage erfaringer fra pilotprojekter.
- Implementere fokusområder fra 'Retningslinjer for biodiversitet i Region Midtjylland' i revideret Designguide for bæredygtigt byggeri.
Reduktion af klimaaftryk i forbindelse med nybyggeri
Der skal projektvis fastsættes krav til anlægsprojekters maksimale klimaaftryk, med det formål at reducere regionens CO2-belastning fra nybyggeri.
Vi ønsker at reducere klimaaftrykket i forbindelse med nybyggeri. Dette vil vi gøre ved design og ved at indtænke mere klimavenlige byggematerialer i design- og byggefasen.
Vi ønsker at vores byggerier fortsat reducerer klimaaftrykket – også på trods af, at sundhedsbyggeri er undtaget de nye grænseværdier i Bygningsreglementet der trådte i kraft den 1. juli 2025.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- At prioritere design og materialevalg der nedsætter byggeriets klimabelastning så anlægsprojekterne i 2030 maksimalt har et klimaaftryk på 9,8 kg CO2/m2/år. Dette sikres bl.a. ved at udarbejde tidlige LCA-screeninger i idé- og planlægningsfasen som beslutningsstøtte i anlægsprojekter.
Tiltag for sportovholder i 2025-2026
- Bæredygtighedsrådgivning i de konkrete anlægsprojekter.
- Indsamling og systematisering af anlægsprojekternes klimaaftrykket baseret på LCA-screeninger og -beregninger.
Vi udvikler strategi for klimatilpasning på regionens ejendomme
Klimaforandringer medfører stigende temperaturer, ændrede nedbørsmønstre og hyppigere ekstremvejr. Disse forhold påvirker mennesker, bygninger, økosystemer og økonomier – også i Region Midtjylland. Klimaforandringerne udgør en alvorlig trussel, og deres konsekvenser påvirker mange forskellige aspekter af vores dagligdag.
En strategi for klimatilpasning med anbefalede klimasikringstiltag indeholder en række fokusområder, der skal integreres i regionens fremtidige helhedsplanlægning samt i projektering af nyt byggeri, renoverings- og ombygningsopgaver.
Fokusområder:
- Vurdering af klimarisici
- Forebyggelse gennem design og materialevalg
- Udearealer og placering
- Drift & vedligehold
Tiltag for sportovholder i 2025-2026
- Udarbejde strategi for klimatilpasning med anbefalede klimasikringstiltag. Integreres i eksisterende Ejendomsstrategi, Designguide for bæredygtigt byggeri mm.
- Udvikle et værktøj til kortlægning og screening, samt risikovurdering af kendte udfordringer på regionens matrikler.
Baseline for toksiske mediciner i spildevand
Indsatsområdet skal etablere en baseline for den toksiske belastning knyttet til brug og udledning af lægemidler til spildevandet. Baseline og fastlæggelse af bagvedliggende metode for definition af baseline er et afgørende grundlag for den fremadrettede evaluering. Dette gøres så vi i fremtiden kan følge hvordan udviklingen i toksicitetsbelastningen i spildevandet er. Desuden prioriteres det hvilke lægemidler vi vil fokusere på i forhold til nedbringelse af den toksiske belastning.
Tiltag for sportovholder i 2025-2026
- Udvikling af fokusliste, fastlæggelse af toksicitetsgrænseværdier og fastsættelse af baseline for toksiske lægemidler i spildevandet.